Inger Smærup Sørensen

Inger Smærup Sørensen er født i 1977, er uddannet kunsthistoriker og har i flere år arbejdet med grøn omstilling for Nordisk Ministerråd. Hun har boet en årrække på Færøerne, men er nu bosat i København.

I 2024 debuterede Inger Smærup Sørensen med romanen ”Dødsbo”, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. Den handler om en unavngiven kvinde, der flytter ind i et ubeset dødsbo og tager den afdødes liv på sig i et forsøg på at aflægge sig sin egen identitet. Måske blive mindre menneske, mere bare et levende væsen på jorden i en bevægelse mod at ophæve de gældende hierarkier mellem arterne. Det er der behov for i den aktuelle klimakrise, da vi som menneskehed alt for længe har hævet os over naturen og gjort uoprettelig skade på den, al vores viden til trods, synes romanen at sige.

Inger Smærup Sørensen fortæller i et interview til Skønlitteratur på P1, at klimakrisen forandrer vores liv både praktisk og eksistentielt: ”Det ændrer, hvordan vi ser på vores eget aftryk på verden, hvordan vi er til stede i verden, hvordan vi påvirker den og i høj grad har påvirket den meget negativt - som vi nu kan se og som vi på en eller anden måde ved, og samtidig fortsætter livet. Der er en dommedagstone over det her sådan fortsatte vilde forbrug, vi alle sammen har og på baggrund af det, vi ved. Jeg oplever det selv som, at det forandrer hele forholdet til verden og det er måske også grunden til, at jeg har skrevet bogen, det er at jeg mener, det er så basal en ting i vores liv, der sker nu.” (Skønlitteratur på P1: Farvel til dystopierne! Dr.dk, 2024-03-27). Et tema i romanen er, om det politiske system er gearet til at håndtere de nødvendige forandringer, klimakrisen kræver, eller i hvor høj grad, det er op til individet at handle.

Der er også en opmærksomhed på sprog i romanen. Både i forhold til, at ord er magt, hvad vi kalder ting og at det kan være nødvendigt at ty til naturens sprog: ”…engkabbeleje, mælkeklokke, duehoved, flodtidsel, lærkespore, hjortetrøst. Husk engkabbeleje. Sit eget lille sprog. Et sprog man kunne lære sig og bruge, når det andet sprog blev for svært eller ikke rakte”, som der står (s. 73). Det kan være en lille trøst, når verden bliver for overvældende.

Da Inger Smærup Sørensen i 2024 debuterede med romanen ”Dødsbo” var det med en tæt på identitetsløs hovedperson, kaldet ”man”. Efter at have sagt sit job op i Styrelsen og solgt sin lejlighed flytter den unavngivne kvinde ind i et ubeset dødsbo i en lille provinsby. Her vil hun opløse sin identitet. Husets tidligere ejer, Elly, havde ved sin død boet der i hele sit liv, hvoraf en stor del sammen med sine forældre, og huset fremstår gammelt og gammeldags. Kvinden flytter ind uden at ændre på noget eller lufte ud. Hun går i Ellys kitler, læser i hendes ugeblade og sover i hendes sengetøj.

De første par dage går med at observere og vænne sig til huset, gå i Brugsen og forsøge at undgå at tale med nogen, men en dag banker det på døren. Udefra, som der står. Det er den pensionerede Kamma, der vil byde velkommen, og med hende forandrer husets lugt sig. Senere kommer også Nanna, og de tre meget forskellige kvinder begynder et samarbejde om den træplantningsdag, Kamma har iværksat for at ”gøre noget for klimaet” (s. 36), få nyt liv i den døende plantage og ikke mindst aktivere landsbyens fællesskab. I dette projekt er meget af romanens tematik indlejret i form af den menneskelige trang og evne til aktiv handlen i krisesituationer og det håb, der ligger i fællesskaber.

137872323

De ydre ramme er sparsom, men på de indre linjer er der en lille revolution i gang. Kvinden er anfægtet af klimaangst og klimakrise og bevæger sig målrettet mod en ny måde at være i verden på med mindre forbrug, mere observation, mere menneskelighed og en udviskning af de traditionelle hierarkier mellem arterne. Hos hende er møl og edderkopper og hvirvelløse dyr lige så vigtige som mennesker. Måske endda vigtigere, fordi de vil overleve os, når menneskeheden en dag er uddød – udryddet af vores manglende evne til at handle.

Som modpol til kvindens nærværende livsmodus symboliserer Styrelsen al den magt og politik, der er spundet ind i fluffy snak om narrativer og styringsværktøjer, men som ikke har modet til at tage affære på den apokalyptiske situation, klimakrisen har sat os i, og som vi er for paralyserede til at træde ud af. Eller som vores frygt for at stå udenfor fællesskabet afholder os fra at handle på.

”Dødsbo” er en langsom knytnæve, der lige poetisk og agitatorisk drejer dit ansigt for at vise dig alternativerne til vores aktuelle livsførelse. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Dødsbo"

Allerede fra begyndelsen af ”Dødsbo” indvarsles katastrofen: ”På et tidspunkt ville verdenshavene vælte ind over det hele. Det ville ikke lyde som en bølge, men som et brag. Et brag og så en summen. Måske.” (s. 12). Herefter bliver vers kædet sammen ”i en underlig dommedagsopera”, orkestret spiller som på den synkende Titanic, og det er den menneskeskabte klimakrise, der rammer os. Under den lavmælt poetiske prosa raser klimaangsten og får hovedpersonen til at trække sig fra verden og flygte fra det, der tydeligvis ikke virker: arbejdet i Styrelsen, hvor floskler og magtbegær vægter højere end reel handling. Det politiske perspektiv indebærer også et lidt vredt feministisk blik på patriarkatet og et forsvar for dem, der har betydning, men ingen magt, græsfluer for eksempel (s. 182).

”Dødsbo” finder sted i en lille landsby med alle de interne hierarkier, der hører til i en sådan. Den synsvinkelbærende hovedperson afdækker både, hvad hun får fortalt om ”klanerne” og hvad hun selv observerer af tyste koder og taleformer. Fællesskaberne er måske ikke for alle, og den introverte kvinde ser sig selv som en, der iagttager dem mere end hun tager del i dem. Og som der med en for romanen typisk småmunter formulering står: ”Fællessang forfører. Pas på fællessang.” (s. 191).

Det er i høj grad en sproglig roman med dens sanseligt registrerende sætninger, de umærkelige skift i perspektiv og den tydelige diktion i replikker; der er halve sætninger, opremsninger og gentagelser og en eksplicit optagethed af ord og deres bestanddele. Den nære opmærksomhed gælder også verden omkring kvinden i en nøjsom omsorg for ting, for alle levende væsner og for de mennesker i fjerne lande, hvor klimakrisen har endnu større påvirkning. Værdien af empati og etik træder frem gennem teksten som det håb, vi har at klamre os til. Og der skal et større perspektivskifte til, hvis vi skal forbinde os mere bæredygtigt med jorden: ”Det var en god tanke at der måske var forskellige arter blandt menneskene. Forskellige arter, som alligevel kunne kommunikere sammen og forstå hinanden. Det åbnede op for kommunikation med og forståelse for andre dyrearter, måske endog de hvirvelløse dyr, de allerallermindste. Eller endnu bedre planterne. Træerne og algerne. Mellemartsligt samvirke.” (s. 69).

I Inger Smærup Sørensens ”Dødsbo” forsøger en kvinde uden navn at udviske sin identitet, indgå i en alliance med provinsen og i det hele taget holde sig for sig selv. En anden dansk forfatter, der excellerer i at skildre jegsvage kvinder i provinsen, er Helle Helle, der også skriver romaner med sparsom ydre handling. Til fælles har de to forfattere en opmærksomhed på ord og sprog og på at fremskrive næsten umulige fortællepositioner, ligesom de deler en omsorg for de ting, vi omgiver os med og som kan bruges på alskens måder. I Helles roman ”Hafni fortæller” (2023) siger Hafni i telefonen: ”Jeg vil ikke være mig. Jeg vil lave mig selv om.” (s. 10) og det samme kan siges at gælde for hovedpersonen i ”Dødsbo”.

I Kirsten Hammanns ”Vera Winkelvir” fra 1993 går Vera rundt og er opfundet som et stykke tekst, og trods oplagte forskelle mellem denne og ”Dødsbo” er der nogle ligheder med et latent raseri hos hovedpersonen, en form fuld af gentagelser og sproglig nærhed.

Theis Ørntoft skriver i sin murstensroman ”Jordisk” fra 2023 også om klimakrise og de forandringer, den medfører for mennesket. Som Nanna Mogensen fortæller i et interview med Inger Smærup Sørensen i programmet Skønlitteratur på P1, så er Ørntofts tese ”baseret på en tænker, der hedder Donna Haraway. Det her med, som han siger, staying in the trouble, blive i besværet, have øje også for de små ting, at de har betydning, når man lever i den katastrofetid, vi lever i.” (Skønlitteratur på P1: Farvel til dystopierne! Dr.dk, 2024-03-27). Donna Haraways bog ”At blive i besværet” udkom på dansk i 2021. Mogensen fortsætter, at Inger Smærup Sørensen går skridtet videre og siger, at vi ikke bare skal have opmærksomhed på de små ting, vi skal nærmest blive de små ting, blive det tankeløse insekt.