Inger Smærup Sørensen er født i 1977, er uddannet kunsthistoriker og har i flere år arbejdet med grøn omstilling for Nordisk Ministerråd. Hun har boet en årrække på Færøerne, men er nu bosat i København.
I 2024 debuterede Inger Smærup Sørensen med romanen ”Dødsbo”, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. Den handler om en unavngiven kvinde, der flytter ind i et ubeset dødsbo og tager den afdødes liv på sig i et forsøg på at aflægge sig sin egen identitet. Måske blive mindre menneske, mere bare et levende væsen på jorden i en bevægelse mod at ophæve de gældende hierarkier mellem arterne. Det er der behov for i den aktuelle klimakrise, da vi som menneskehed alt for længe har hævet os over naturen og gjort uoprettelig skade på den, al vores viden til trods, synes romanen at sige.
Inger Smærup Sørensen fortæller i et interview til Skønlitteratur på P1, at klimakrisen forandrer vores liv både praktisk og eksistentielt: ”Det ændrer, hvordan vi ser på vores eget aftryk på verden, hvordan vi er til stede i verden, hvordan vi påvirker den og i høj grad har påvirket den meget negativt - som vi nu kan se og som vi på en eller anden måde ved, og samtidig fortsætter livet. Der er en dommedagstone over det her sådan fortsatte vilde forbrug, vi alle sammen har og på baggrund af det, vi ved. Jeg oplever det selv som, at det forandrer hele forholdet til verden og det er måske også grunden til, at jeg har skrevet bogen, det er at jeg mener, det er så basal en ting i vores liv, der sker nu.” (Skønlitteratur på P1: Farvel til dystopierne! Dr.dk, 2024-03-27). Et tema i romanen er, om det politiske system er gearet til at håndtere de nødvendige forandringer, klimakrisen kræver, eller i hvor høj grad, det er op til individet at handle.
Der er også en opmærksomhed på sprog i romanen. Både i forhold til, at ord er magt, hvad vi kalder ting og at det kan være nødvendigt at ty til naturens sprog: ”…engkabbeleje, mælkeklokke, duehoved, flodtidsel, lærkespore, hjortetrøst. Husk engkabbeleje. Sit eget lille sprog. Et sprog man kunne lære sig og bruge, når det andet sprog blev for svært eller ikke rakte”, som der står (s. 73). Det kan være en lille trøst, når verden bliver for overvældende.