Dødsbo

Citat
”Måske ville nogle af de små usynlige dyr i sengen overleve. Eller sølvfiskene. Eller myrerne. Når mennesket ikke kunne være her mere, ville de overlevende væsner hurtigt glemme det, og menneskets huse ville smadres eller smuldre eller blive del af havet som har nogle helt andre måder at være til på, helt andre regler. Måske ville der være et lillebitte levn fra Ellys hus, et fragment fra menneskets liv på jorden, et mikroskopisk mindesmærke over menneskeheden.”
”Dødsbo”, s. 85.

Da Inger Smærup Sørensen i 2024 debuterede med romanen ”Dødsbo” var det med en tæt på identitetsløs hovedperson, kaldet ”man”. Efter at have sagt sit job op i Styrelsen og solgt sin lejlighed flytter den unavngivne kvinde ind i et ubeset dødsbo i en lille provinsby. Her vil hun opløse sin identitet. Husets tidligere ejer, Elly, havde ved sin død boet der i hele sit liv, hvoraf en stor del sammen med sine forældre, og huset fremstår gammelt og gammeldags. Kvinden flytter ind uden at ændre på noget eller lufte ud. Hun går i Ellys kitler, læser i hendes ugeblade og sover i hendes sengetøj.

De første par dage går med at observere og vænne sig til huset, gå i Brugsen og forsøge at undgå at tale med nogen, men en dag banker det på døren. Udefra, som der står. Det er den pensionerede Kamma, der vil byde velkommen, og med hende forandrer husets lugt sig. Senere kommer også Nanna, og de tre meget forskellige kvinder begynder et samarbejde om den træplantningsdag, Kamma har iværksat for at ”gøre noget for klimaet” (s. 36), få nyt liv i den døende plantage og ikke mindst aktivere landsbyens fællesskab. I dette projekt er meget af romanens tematik indlejret i form af den menneskelige trang og evne til aktiv handlen i krisesituationer og det håb, der ligger i fællesskaber.

137872323

De ydre ramme er sparsom, men på de indre linjer er der en lille revolution i gang. Kvinden er anfægtet af klimaangst og klimakrise og bevæger sig målrettet mod en ny måde at være i verden på med mindre forbrug, mere observation, mere menneskelighed og en udviskning af de traditionelle hierarkier mellem arterne. Hos hende er møl og edderkopper og hvirvelløse dyr lige så vigtige som mennesker. Måske endda vigtigere, fordi de vil overleve os, når menneskeheden en dag er uddød – udryddet af vores manglende evne til at handle.

Som modpol til kvindens nærværende livsmodus symboliserer Styrelsen al den magt og politik, der er spundet ind i fluffy snak om narrativer og styringsværktøjer, men som ikke har modet til at tage affære på den apokalyptiske situation, klimakrisen har sat os i, og som vi er for paralyserede til at træde ud af. Eller som vores frygt for at stå udenfor fællesskabet afholder os fra at handle på.

”Dødsbo” er en langsom knytnæve, der lige poetisk og agitatorisk drejer dit ansigt for at vise dig alternativerne til vores aktuelle livsførelse. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Dødsbo"