Rosa Liksom

Rosa Liksom er født i Lapland i det nordlige Finland i januar 1958 til forældre, der var bønder og havde rensdyrhold. Som 17-årig flyttede hun til Helsinki, hvor hun havde forskellige jobs og læste antropologi på universitetet. Hun skriver på sin hjemmeside, at hun brugte sin ungdom på at besætte huse og bo i forladte huse rundt om i Europa. I fire år boede hun på Christiania i København og tilbragte mange somre i Paris. Derudover har hun boet i Nordnorge og Island og boede i Moskva i ”Breznev-æraen”.

Hun debuterede i 1985 med novellesamlingen ”Stoppested for en nat”, og sine første tre første bøger skrev hun, mens hun boede på Christiania og arbejdede i et bageri. I 1987 flyttede hun tilbage til Helsinki.

I 1986 rejste hun med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Mongoliet og brugte de to uger i togkupe med en fremmed mand. Den gang tænkte hun, at det kunne blive til en roman, men der skulle gå tyve år, før hun kunne skrive det, der i 2011 blev til ”Kupé nr. 6”: ”Efter rejsen tænkte jeg at en gang i fremtiden ville skrive om den oplevelse at rejse sammen med en ukendt russisk mand i to uger gennem en nation, der var ved at bryde sammen. Men det tog faktisk meget lang tid, før jeg kunne skrive den, for jeg ville rense historien for positive og for negative følelser. Jeg ville have neutrale øjne til at se på den tids Rusland. Så jeg var næsten 50, før jeg var færdig med at skrælle alt af.” (Tina Marie Winther: Et møde i en togkupé blev til en prisbelønnet roman. Politiken, 2013-09-01). Romanen blev filmatiseret i 2021 og modtog samme år en Grand prix ved Cannes festival.

Udover at skrive bøger har Rosa Liksom siden 1985 malet og lavet kortfilm, lige som hun har skrevet børnebøger og lavet en malebog. Hun arbejder i mange forskellige kunstformer og har bl.a. lavet installationskunst og porcelænsmaling og har udstillet på flere kunstmuseer i Finland. ”At skrive og lave alle slags kunst er en livsform for mig. Jeg gør det hele fordi jeg (ganske enkelt) nyder det så (enormt) meget,” som hun formulerer det på sin hjemmeside (rosaliksom.com, egen oversættelse).

Rosa Liksom er pseudonym for Anni Ylävaara, fortæller hun: »Jeg synes, mit eget navn er lidt underligt, så da jeg begyndte at skrive, bestemte jeg mig for at tage et psynonym. Rosa kommer fra Rosa Luxemburg, og Liksom er et ord, som svenskerne og mine finlandssvenske venner anvender meget«. (Tina Marie Winther: Et møde i en togkupé blev til en prisbelønnet roman. Politiken, 2013-09-01).

I 2016 blev Rosa Liksom tildelt den franske anerkendelse Ordre des Arts et des Lettres. I dag bor hun på en ø uden for Helsinki med sine to katte og har købt sine forældres sommerhus kun et par hundrede meter fra sit fødehjem i Lapland, tæt på den svenske grænse.

Rosa Liksoms debutnoveller ”Yhden yön pysäkki” fra 1985, (”Stoppested for en nat”, 1988) er en række korte og mestendels følelseskolde noveller inddelt i fire afsnit: Hovedbanegården, Europas forstue, 67. nordlige breddegrad og de sidste Fire variationer. Klientellet i samlingens første dele er narkotikabrugere, alkoholikere og mennesker på farten, uden mål og med. Omgivelserne er underligt forladte, og novellerne foregår på spartansk indrettede værelser, banegårde og langs kolde motorveje. Relationerne mellem mennesker er afstumpede og ofte voldelige, der er voldtægt, abort og dage i isolationsfængsel, og i det hele taget er der hverken håb eller fremtid at spore i de korte fortællinger.

I samlingens tredje del er novellerne henlagt til de allernordligste finske egne, hvor frosten bider, og skoven ruger over de tavse beboere. Både dyr og mennesker dør – ikke sjældent ved egen hjælp – og døden forekommer så dagligdags, at hverken fortæller eller karakterer gør et nummer ud af det. Den største bekymring er, at det er dyrt at få gravet hul til kisten i vinterfrosten, da det kræver sprængstof, men ingen vil vente til foråret, for liget ”skal graves ned med det samme, så begynder det heller ikke at røre på sig” (s. 100).

Liksoms karakterer er ensomme og har svært ved at indgå i relationer. Mange er på flugt og stikker af uden forklaring, og de mange afskeder skildres som et ufravigeligt vilkår i livet. I flere tekster møder en 15-årig pige ældre mænd i nogle usunde forbindelser, men det er, som om længslen efter at være tæt på et andet mennesker ophæver gængse forventninger til et ligeværdigt forhold. Der er meget ydmygelse, selvdestruktion og svigt i de lakonisk fortalte noveller om eksistenser på randen af opløsning. Det foregår i København, Moskva, Stockholm og det nordligste Finland i en ikke nærmere defineret tid. Novellerne lever ikke op til genrens klassiske karakteristika med et afgørende vendepunkt, men er nærmere små indblik i kærlighedsløse og lidt opgivende liv.