Kjell Westö

Kjell Westö blev født i Finlands hovedstad Helsingfors d. 6. august 1961. Han voksede op i en svensksproget familie, men lærte sig finsk, når han legede med børnene i nabolaget. Allerede inden skolestart havde Kjell Westö lært at læse, og . Han var i det hele taget et lidt gammelklogt barn, og som otteårig havde han en klar plan om at skulle skrive romaner. I finskundervisningen konkurrerede han med sin klassekammerat om at skrive de bedste essays, men i gymnasiet mistede Kjell Westö interessen for skolen. I stedet drømte han om at blive rockstjerne og brugte sin fritid på at spille guitar i sit band. ”Musik har altid været en del af mit liv, og havde jeg haft talent, havde jeg valgt musikken,” har han sagt i et interview til Kristeligt Dagblad (Jannie Schjødt Kold: Melankoliens mesterforfatter. Kristeligt Dagblad, 2014-11-19). Hans store passion og viden om musik skinner da også tydeligt igennem i forfatterskabet. Både i ”Luftspejling 38”,  og ”Faren ved at være en Skrake” og ”Der hvor vi gik engang” er musikken et vigtigt element i Kjell Westös samtidsbeskrivelser.

Efter gymnasiet arbejdede Westö et par år i stedet for at gå direkte videre med uddannelse, blandt andet i pladebutikken Musiikki Fazer. Senere læste han litteratur og journalistik på Social- og kommunalhøjskolen, hvorefter han arbejdede for det svensksprogede dagblad Hufvudsbladet, det ugentlige dagblad Ny Tid og forskellige litteraturtidsskrifter. I 1986 kom hans litterære debut med digtsamlingen ”Tango orange”, som blev efterfulgt af flere digtsamlinger samt novellesamlinger. Det var med sin første roman, ”Drakarna över Helsingfors” fra 1996, at Kjell Westö fik sit store internationale gennembrud. I Finland blev den med sin samfundskritiske skildring af storbyen og en slægt igennem generationer straks anset som den store finske roman, der beskriver skabelsen af det moderne Finland. Slægtstemaet, skildringen af livet i Helsingfors og samfundskritikken blev siden centrale temaer i Westös forfatterskab, blandt andet finder man dem i romanernen ”Faren ved at være en Skrake” og ”Der hvor vi gik engang”.

Kjell Westö har vundet en række prestigefulde litteraturpriser i både Sverige og Finland samt været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange, før han i 2014 vandt den for romanen ”Luftspejling 38”, som er en thrilleragtig skildring af et Finland midt i modernitetens forandringer og på tærsklen til Anden Verdenskrig.

”Vådan av att vara Skrake” (”Faren ved at være en Skrake”, 2004) fra 2000 er Kjell Westös anden roman i den såkaldte Helsingfors-kvartet, som alle er skildringer af familier i efterkrigstidens Helsingfors. Den blev genudgivet i en ny udgave på dansk i 2014 med den lidt ændrede titel ”Det ulyksalige ved at være en Skrake”.

Romanen følger slægten Skrake, men især fortælleren Wiktors opvækst i den lille forstad Råberga og Wiktors forhold til sin far Werner er omdrejningspunktet for handlingen. Werners far Bruno er kommet til penge ved at bygge store villaer til de velhavende Helsingforsfamilier, men da Werner skal realisere sig selv, er heldet opbrugt. Som ung kører han galt i en varebil fyldt med cola på den dag, hvor læskedrikken lanceres i Finland. Og herefter forfølger uheldet ham – i hans karriere som popcornsælger, lystfiskerforfatter og som hammerkasteren, der bare ikke kan kaste over det djævelske tresmetermål.

29931747

Wiktor vokser op med dette billede af sin ulyksalige far, og han fornemmer, at der eksisterer en vis uro i familiens blod, som får de unge mænd i Skrakeslægten til at dreje om uventede hjørner. Selv føler Wiktor allerede uroen som helt lille og løber i ungdomsårene ud på længere og længere ture, på trods af at han altid afviser at konkurrere til idrætsstævner. Stræben og stædighed uden mål er det, som kendetegner både far og søn Skrake.

”Faren ved at være en Skrake” fortælles i en tragikomisk tone af den voksne Wiktor, som udfolder slægtskrøniken ind i mellem beretningen om sin egen opvækst i den lille forstad. Det er en klassisk dannelsesroman om at vokse op og frigøre sig fra sin familie, og for fortælleren bliver det en slags terapeutisk arbejde, der skal hjælpe ham til at forstå sig selv og det retningsløse liv, han lever. Men som enhver anden stor episk fortælling er romanen ikke kun fortællingen om et enkelt menneske; det er en større beretning om efterkrigstidens Finland. Og det er ikke kun de fine sider af det finske velfærdssamfund, som kommer til syne, men også Helsingforsernes sladderiver, snobberi og klassediskrimination.

I Kjell Westös prisvindende ”Hägring 38” (”Luftspejling 38”, 2014) fra 2013 er den retskafne jurist Claes Thune blevet forladt af sin kone til fordel for sin barndomsven, psykiateren Robi Lindemark. I løbet af året 1938 kæmper Thune med at gøre sig fri af minderne om hende, mens han forsøger at gøre sin advokatvirksomhed til en god forretning. Og så bekymrer han sig også om Onsdagsklubben, som han mødes med for at diskutere kultur og politik. Enigheden i vennekredsen bliver brudt af Hitlers politiske fremstød i Tyskland, for mens nogle i Onsdagsklubben er fascineret af ham, vækker hans politik afsky hos andre.

Thune ansætter den dygtige Fru Wiik, som virker stram og gådefuld, men som i løbet af foråret viser sig at blive et lille lyspunkt for ham i alt mørket. Efterhånden bliver de hinandens fortrolige, men Fru Wiiks fortid står som en mur mellem dem. Hun genlever med ét sine traumatiske oplevelser under den finske borgerkrig i 1918, da hun genkender en af Thunes kammerater fra Onsdagsklubben som ”Kaptajnen”.

51397207

Handlingen i romanen berettes både fra advokat Thunes og Fru Wiiks synsvinkel. Det understreger et overordnet tema i romanen om adskillelse og splittelse, som ikke kun handler om den kløft, som er mellem de to hovedpersoner med hver deres fortid og smerte. Romanen handler også om en splittet nation, et splittet Europa, en splittet verden. I flashback er vi med fru Wiik, da hun som ung pige bliver interneret i sultlejrene under den finske borgerkrig, som blev udkæmpet mellem socialistiske og borgerlige kræfter i landet. Traumet fungerer som en underliggende spænding igennem hele romanen, og forløser til sidst handlingen i et voldsomt og overraskende klimaks.

Selvom ”Luftspejling 38” indfanger tiden lige inden Anden Verdenskrig, trækker den også tråde til nutiden. Ifølge Westö er splittelsen fra borgerkrigen grundlæggende for den finske nationalidentitet, og det er i dag stadig et følsomt emne i Finland, selvom tabuet er blevet brudt. Men der er også noget i den europæiske tidsånd dengang, som kan sammenlignes med verden i dag: ”Det er [ ...] et tidspunkt, hvor man aner, at der vil komme endnu en krig. Men trods Hitler, Stalin og den spanske borgerkrig er det også en periode, hvor der hos mange findes en optimisme. Det går godt for økonomien mange steder, bl.a. her i Norden. Folk går i biografen, dyrker filmstjernerne og lytter til schlagere, ligesom det er en ret kropsfikseret tid. Der findes en række træk, som næsten ser moderne ud. Vi kan genkende kropsdyrkelsen og dyrkelsen af de berømte. Også i dag har vi en blanding af eskapisme og grum virkelighed” (Carsten Andersen: ”Jeg behøver fiktionens frihed til at kunne gå i dybden”. Politiken, 2014-11-14).

Kjell Westös episke litteratur, hvor de store samfundsændringer skildres igennem romankarakterers udvikling, kan sammenlignes med den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen, der blandt andet i romanen ”Renselse” behandler Estlands brutale og kaotiske historie under russisk styre frem til 1992. I begge forfatterskaber får man i romanpersonernes udvikling ikke kun historien om enkelte mennesker, men også om en hel nation, en tidsperiode og et samfund. Ligesom Kjell Westö vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2014 for ”Luftspejling 38”, vandt Sofi Oksanen prisen for ”Renselse” i 2009.

Den lange slægtsfortælling og historien om overgangen fra barn til voksen har Kjell Westö til fælles med den norske forfatter Lars Saabye Christensen. Saabye Christensens Beatles-trilogi handler om en gruppe kammeraters barndom og opvækst i 1960'erne og 70'erne, hvor Beatles-musikken danner et kulturhistorisk baggrundstæppe for selve historien. Samme teknik benytter Kjell Westö i ”Faren ved at være en Skrake” og i ”Der hvor vi gik engang”, når han lader jazzmusikken, Elvis Presley og klassisk klavermusik være vigtige rekvisitter for romanernens karakterer.

Med ”Faren ved at være en Skrake” synes Kjell Westö også at gå i dialog med én af modernitetens store forfattere: Ernest Hemingway. HemingwayHan udgav i 1952 romanen ”Den gamle mand og havet” om den gamle fisker Santiago, som efter lang tids uheld tager ud på havet for at prøve lykken endnu engang. Derude midt i Golf-strømmen står den gamle mand ansigt til ansigt med sit livs udfordring, da en kæmpe sværdfisk bider på krogen, og i flere døgn kæmper fisken og manden en kamp på liv og død. Romanen er blevet læst som et billede på manddom; kampen, et menneskemanden må vinde for at bevise sit værd og sin beherskelse af sig selv og naturen. I Kjell Westös ”Faren ved at være en Skrake” drømmer den inkarnerede lystfisker Werner om at fange større og større fisk. Da hans seneste lystfiskerhistorie ”Langline ved Lingonskær” er blevet gjort til grin i dagbladet, tager han for sin stolthed revanche ved at vove sig ud på fisketur i blæst og høje bølger, hvor han fanger sit livs fangst – en ti kilo tung Sølvfisk. Lystfiskeriet er en gennemgående tråd i romanens handling, og da fortælleren Wiktor er gammel nok, tager Werner sin søn med ud på sin første fisketur som et slags ritual, der skal markere overgangen fra barn til voksen. Men ligesom det nær koster Santiago livet at kæmpe med fisken i Hemingways roman, får fiskeriet også fatale konsekvenser for Werner i sidste ende.

Kjell Westö skriver omhyggeligt researchede samfunds- og tidsskildringer af Helsingfors i 1900-tallet, gerne med et kritisk perspektiv på historien. Han tager udgangspunkt i sit eget lands historie, og nogle af romanerne strækker sig over hele århundredet – fra dengang Finland var et russisk fyrstedømme til den moderne velfærdsstat Finland. Men de temaer, som han behandler i sin litteratur, er af universel art og vækker ikke kun genklang hos finner. Der er et udblik i hans romaner til Europa og resten af den vestlige verden. I ”Faren ved at være en Skrake” er Amerika indvævet i Skrakernes fortælling igennem efterkrigstidens pop-kulturelle fænomener som cola, popcorn og Elvis Presley, mens ”Luftspejling 38” lige så vel somudover den finske borgerkrig i 1918 også handler om den katastrofe og nye tid, som Europa stod over for i 1938.

Fordomme, racisme og klasseskel er et tematisk omdrejningspunkt i forfatterskabet. I ”Faren ved at være en Skrake” oplever den unge Werner racediskriminationen af de sorte, da han er på studieophold i USA, og som en af de eneste hvide overværer han The Moondog Coronation Ball i Cleveland i 1952, den første rock and roll-koncert. I samme roman mærker man skellet mellem klasserne i Helsingfors, f.eks. bliver fortælleren Wiktor forladt af sin forlovede, fordi hendes mor ikke synes, at han er et passende match. I ”Luftspejling 38” er de to hovedpersoner Thune og Fru Wiik adskilt igennem deres sociale stand, og selvom de ønsker at nærme sig hinanden, gør deres omgivelsers fordomme det vanskeligt for dem. Ligeledes er den intense og lidenskabelige kærlighed mellem den stenrige Lucie Liljehjelm og arbejderdrengen og fodboldtalentet Allu Kajander mislykket på forhånd, og afsluttes på bitter vis på grund af deres vidt forskellige ophav.

Selvom Kjell Westö ikke skriver selvbiografiske romaner,Ifølge Kjell Westö har hans familiebaggrund og opvækst som svensktalende finne indflydelse på denne tematik i hans forfatterskab: ”Min far kom fra virkelig fattige kår, og min mor fra borgerskabet, så for mig har det været en tidlig og helt afgørende erkendelse, at mennesker gives vidt forskellige vilkår." (Jannie Schjødt Kold: Melankoliens mesterforfatter. Kristeligt Dagblad, 2014-11-19).

En vigtig indflydelsepointe i Kjell Westös forfatterskab er også hans tosprogethed. Romaner og lyrik skriver han på svensk;, essays og noveller på finsk. Men i sine bøger behandler han også tematisk sit lands splittelse mellem de hvide (borgerlige) og de røde (socialister) – særligt i romanen ”Luftspejling 38”, hvor traumer fra borgerkrigen i 1918 får ulykkelige konsekvenser for nøglepersonerne. I et interview i Kristeligt Dagblad siger han om dette: ”Det er en identitetssag for mig at være tosproget, og jeg tror, at finlandssvenske forfattere og kunstnere indtager denne ”midtimellem-position”, som giver en melankolsk klang i sproget. Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, mange finlandssvenskere har det på samme måde som mig: Enten føler jeg mig hjemløs spændt ud mellem to sprog, to kulturer og to måder at tænke og skrive på, som jeg er. Eller også – og sådan er det for det meste – føler jeg mig helt utrolig rig.” (Jannie Schjødt Kold: Melankoliens mesterforfatter. Kristeligt Dagblad, 2014-11-19).

Udover en ”melankolsk klang” siger Kjell Westö også om sin litterære stil, at han skriver psykologisk realisme, som er kendetegnet ved, at samfundets forandringer opleves igennem individets psykologiske udvikling. Det bedste vi kan gøre for at komme vores fordomme til livs er at forsøge at forstå mennesker, og det kan litteraturen hjælpe os til:. ”Jeg tror på, at kunsten og litteraturen, fortællingen, digtet i vanskelige situationer og historiske brydningstider i sin langsommelighed og i sin dybde kan vise dybtliggende, psykologiske sandheder, der er svære at få øje på med for eksempel hurtig journalistik.” (Adam Holm: Interview i Deadline, 2. sektion, DR, 2014-12-07.)