sofi oksanen
Foto: Toni Härkönen

Sofi Oksanen

journalist Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
sofi oksanen
Foto: Toni Härkönen
Main image
Oksanen, Sofi
Foto: Tomi Haerkoenen / Rosinante

Indledning

Finske Sofi Oksanen leverer episk litteratur til sin samtid og formår både at rumme verdenskrig og spiseforstyrrelse i et lille, men overordentligt ambitiøst forfatterskab. Især skriver hun om arven fra Estlands historie i det 20. århundrede, hvor landet var stødpude mellem Øst og Vest, men tager også fat på aktuelle spørgsmål om køn og seksualitet. Den unge forfatters roman “Renselse” blev med et brag en global bestseller, og i 2010 blev Oksanen den yngste modtager af Nordisk Råds Litteraturpris nogensinde.

 

52557151

Blå bog

Født: 7. januar 1977 i Jyväskylä, Finland.

Uddannelse: Litteratur- og teatervidenskabsstudier i Jyväskylä og Helsinki.

Debut: Stalinins Lehmät. WSOY, 2003. Roman.

Litteraturpriser: Finlandia-palkinto, 2009. Runeberg-palkinto, 2009. Nordisk Råds litteraturpris, 2010. Det Svenske Akademis nordiske pris, 2013.

Seneste udgivelse: Norma. Rosinante, 2016. (Norma, 2015 (finsk)). Oversat af Birgita Bonde Hansen. Roman.

Inspiration: Som barn var Sofi Oksanen helt vild med bogserien om Angelique af de franske forfattere Anne og Serge Golon.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Manden havde lige spist, han tyggede stadig på noget. Hans hænder og mundvige glinsede af fedt. Dørene gik, støvlerne trampede, læderfrakkerne knirkede. Bordet blev flyttet. Linda blev bragt ind. Lindas bluse manglede alle knapperne, hun holdt den sammen med den ene hånd.”
”Renselse”, s. 152/53.

Sofi Oksanen blev født den 7. januar 1977 i den finske by Jyväskylä. At hun skulle ende med at tage den estiske historie under kærlig behandling er ingen tilfældighed. Moren er estisk, og som barn tilbragte Sofi Oksanen sine sommerferier i det kommunistiske Estland hos moderens familie. Ferierne foregik under strenge restriktioner fra myndighedernes side, og familien havde eksempelvis ikke tilladelse til at rejse uden for hovedstaden Tallinn. De gjorde det dog alligevel, og på landet stiftede de bekendtskab med de berygtede tvungne kollektivlandbrug, hvor folk levede under kummerlige forhold. Sofi Oksanen oplevede også, hvordan folks telefoner blev aflyttet, og hvordan breve havde været åbnet, når de kom frem til modtagerne. Det såede frøet til Oksanens optagethed af landets totalitære arv og brutale historie.

Alligevel var det det lukkede Estland, som åbnede Oksanens øjne for bøgerne. Landets stærke læsetradition fik interessen for litteratur og historie til at spire i den lille Sofi Oksanen: “Det var naturligt i et estisk hjem, at man skulle have en bogreol. Sådan var det ikke altid hos mine finske venner, som måske bare havde den obligatoriske hylde med et opslagsværk og Guinness rekordbog," (Philip Teir: Sofis värld”. www.hbl.fi, 2010-01-27). I interviewet fortæller hun endvidere, at hun begyndte at skrive dagbog som seksårig samt om sin interesse for historiske værker: “Som barn læste jeg historiske værker. Historien har altid interesseret mig. Mine forældre satte ingen grænser for, hvad jeg måtte læse.”

Selvom Oksanen har haft overvældende succes i sit hjemland, er hun ingen darling blandt mange finner. Da hun i et interview med Jes Stein Pedersen på Danmarks Radio i 2009 fremhævede, at Finland havde store problemer med vold mod kvinder, blev den finske offentlighed rasende. Oksanen blev i vrede læserbreve bedt om “at skride tilbage til Rusland”, og hun var forsidestof i den finske tabloidpresse i en længere periode. Det fik dog ikke Oksanen til at trække sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Hun har en fast klumme i en større finsk avis, og hun er en debattør af typen, der ikke går af vejen for at stille skarpt på følsomme emner, de fleste finner nok ville ønske, hun holdt sig fra. Sofi Oksanen er hverken som forfatter eller debattør en type, som stryger sine omgivelser med hårene.

Til gengæld går hun efter sigende meget op i sit eget hår, som er yderst farvestrålende. Det er mørkt og iblandet blå og lilla fletninger. Oksanen er således inspireret af goth-kulturen. Når journalisterne spørger til det eller til hendes privatliv i det hele taget, svarer hun afvisende: “Det er vel ganske åbenlyst, at jeg er inspireret af goth-kulturen. Men jeg forstår oprigtig talt ikke de her spørgsmål om, hvordan jeg ser ud. Hvad har det at gøre med min forfattergerning?” (Erik Ohlsson: Sofi Oksanen: I Estland är det ingen som taler om feminism. Dagens Nyheter,  2010-03-30).

 

Renselse

“Raslen fra halmmadrasserne og knirken fra jernsengen. Tyssen og klukken. Stønnen. Jammer mod hovedpuden og en klynken kvalt med hænderne. Den svedige varme strømmede gennem væggen ind til Aliides plagede seng. Og bagefter stilheden, hvorefter Hans lukkede vinduet op til sommernatten, lænede sig op ad vindueskarmen uden skjorte og røg en cigaret, som lyste op i mørket.”
“Renselse”, s. 115/16.

Sofi Oksanens internationale gennembrudsroman “Puhdistus” fra 2008 (“Renselse”, 2008) er ikke ligefrem en lystig bog. En gammel estisk enke får kort efter jerntæppets fald i 1992 besøg af en russisk kvinde, som har været udsat for trafficking og nu er på flugt fra bagmændene. Umiddelbart virker mødet tilfældigt, men det viser sig, at de to kvinder har mere tilfælles, end man skulle tro. Efterhånden som romanen skrider frem, oprulles en vanvittig familietragedie, hvor personerne i den grad er ofre og deltagere i Baltikums omtumlede historie i det. 20. århundrede. Først kæmper nazisterne mod den Røde Hær om kontrollen i området, og hver gang en ny magt får overtaget, skal et regnskab gøres op. Overlevelse under Sovjetunionens regime er afhængig af angiveri, og tilsætter man en slem nedgroet søsterjalousi til den atmosfære, har man stof til en tragisk slægtshistorie. Romanen lader i ro og mag brikkerne falde på plads, så ofre bliver bødler og ofre igen.

28068905

Romanen er fortalt i tredje person af en fortæller, som foregriber tingenes gang, og der veksles tidsligt mellem tiden omkring 2. Verdenskrig og tiden omkring Sovjetregimets undergang. Bogens fem dele indledes dog alle af dagbogs-skriblerier skrevet i 1. person af Hans Pekk, en estisk bonde, som er omdrejningspunkt for bogens jalousidrama.

Kvindernes situation kan læses som billeder på de voldsomme begivenheder, hele Østeuropa var udsat for i det 20. århundrede. Estland blev først besat af tyskerne og blev derefter en Sovjetrepublik, hvor tvangssammenlægninger af landbrug, undertrykkelse og deporteringer var helt almindeligt. Da landet fik sin selvstændighed i 1991 begyndte en proces, hvor hele landets identitet skulle genopfindes, og en masse regnskaber skulle gøres op efter tiden under russisk herredømme. Det er under de omstændigheder, bogens personer agerer. Når man blander så store samfundsomvæltninger med almindelige følelser som forelskelse og jalousi, har man en cocktail, hvor bogens personer umuligt kan slippe igennem med sjælen intakt.

 

Stalins køer

”Hofte 92 cm.
Undskyld, hvor er dametoilettet?
Hofte 92 cm.
Tag i bare en smøg, mens jeg er på toilettet.
Stadig 92 cm. “Jeg skal bare lige pudre næsen.

Skat, der var simpelthen bare så lang kø til toilettet, det tog en evighed
91 cm.”
"Stalins køer”, s. 14.

Sofi Oksanens debut fra 2003, “Stalinin Lehmät” (“Stalins køer”, 2011), behandler arven fra efterkrigstiden i det finsk-estiske grænseland, set fra en estisk kvindes perspektiv og med udgangspunkt i en anoreksiramt ung kvinde.

Romanen foregår på flere historiske planer, et nutidigt i Finland med anorektiske Anna i centrum og et i 1970erne, hvor Annas estiske mor Katariina møder sin finske mand. På et tredje plan følger vi Annas opvækst i 80erne og 90erne.

Selvom Estland og Finland deler et historisk fællesskab, og Talinn og Helsinki kun ligger en kort færgetur fra hinanden, er kulturkløften dyb og bred mellem vest- og østblok. Katariina har svært ved at finde det rigtige ståsted i balancen mellem sin estiske identitet og sit nye liv i Finland.

Katariina forsøger i Estland at holde afstand til alt estisk, dels af frygt for finnernes fordomme, dels for at holde eventuelle estiske meddelere på afstand. For fortiden spøger og Katariinas gamle far er under anklage for at have kæmpet mod russerne under Anden Verdenskrig. Omstændighederne får Katariina til at undertrykke sin datters interesse for sine estiske rødder.

28631006

Passagerne om Anna veksler mellem at blive fortalt i første og tredje person, hvilket understreger den totale forvirring omkring hendes identitet. Det, der til at begynde med, synes som en selvsikker og provokerende førstepersonsfortæller, bryder hurtigt sammen og jeg'ets fremmedgjorthed over for sig selv bryder ud i lys lue. Annas anoreksi understreger hendes følelse af at være totalt fejlplaceret, og passagerne om hendes spiseforstyrrelse er en indføring i en verden, de færreste nok forstår.

“Stalins køer” handler om det identitetskaos, som følger i kølvandet på tragiske historiske omstændigheder. For Oksanen er personlig splittelse og følelsesmæssig forkrøbling en konsekvens af historien. Tragedier går i arv, men manifesterer sig blot på nye måder. Annas spiseforstyrrelse er et nyt udtryk for en nedarvet undertrykkelse af folket i det sovjetiske Estland og en konsekvens af kønnenes skæve magtfordeling i tiden efter kommunismens sammenbrud.

I “Stalins køer” er historien trængt ind i personerne, og traumerne går i arv.

 

Da duerne forsvandt

”Vinden havde fejet blomsterne hen imod væggen, nu lå de ved musefælden. Jeg stirrede på dem. Det var Rosalie, der havde plukket dem, hendes fingre havde rørt mine for blot et øjeblik siden. Jeg skælvede som et tobaksblad, der hang til tørre, og svedte, som var mit hjerte lagt i en fermenteringstønde.”
”Da duerne forsvandt”, s. 75.

Sofi Oksanens ”Kun yyhkyset katosivat” fra 2012 (”Da duerne forsvandt”, 2013) er den tredje af fire planlagte romaner om Estlands historie under og efter Anden Verdenskrig. Som i de to foregående romaner ”Stalins køer” og ”Renselse” lader Sofi Oksanen historien udspille sig på flere historiske planer, her i 1940’erne og 60’erne. I ”Da duerne forsvandt” er vi i Estland under krigen og lander efter en kort prolog i 1941, hvor de estiske skovbrødre, en mere eller mindre organiseret gruppe af baltiske partisaner, forsøger at holde stand imod de russiske ”udryddelsesbataljoner”, som Oksanen betegner dem.  

29913897

Roland, store dele af historiens jeg-fortæller, er den ædle og modige soldat, mens Edgar er vattet og fej. Sidstnævnte, der undertrykker en snigende homoseksualitet, lever et særdeles kærlighedsløst liv med Juudit, som på sin side misunder Rosalies lykkelige forhold til den heltemodige Roland. Efterhånden som forskellige magthavere tager over, bliver de to par revet bort fra hinanden i et drama, hvor jalousi og totalitarisme kværner den ene skæbne efter hinanden.

Bogens mest interessante figur er Edgar, Rolands direkte modsætning. Han skyr ingen midler for at nå sine mål gennem manipulationer og hamskifter. Han er villig til at støtte hvem som helst for at redde sit eget skind, mens Roland er bevidst om, at historien siden vil fælde dom over deres gerninger.

Edgar Meos er en virkelig historisk person, som efterhånden som magthaverne blev skiftet ud, selv skiftede identitet og lavede efterretningsarbejde for hele fem forskellige tjenester, heriblandt både for KGB og inden da for nazisterne.

Kamæleonen Edgar Meos illustrerer den omskiftelighed, som historien har tvunget ned over hovedet på det estiske folk i løbet af det 20. århundrede. Mast mellem de store ideologier mister landet sin egen identitet. Arbejdet med at finde den igen er ifølge Oksanen kun netop begyndt.

 

Genrer og tematikker

Sofi Oksanen er en meget ambitiøs forfatter, som søger at skildre et halvt århundredes kaotisk historie i Baltikum med afstikkere til Rusland, Finland og Tyskland. Hendes litteratur antager dermed episke proportioner, fordi den behandler store historiske landvindinger skildret gennem de optrædende figurer. I “Renselse” er kærlighedshistorien og jalousidramaet en del af den store nationale historie og omvendt – de er indbyrdes afhængige af hinanden.

Selv anser Oksanen sin litteratur som postkolonial. I Europa definerer man ofte postkolonial litteratur som værker, der behandler de gamle fjerne koloniers selvstændighed og arv som underlagt en fremmed (europæisk) magt. Selvom Estland er europæisk, har landet gennem det 20. århundrede været underlagt flere magter udefra, og var i næsten 50 år sovjetisk. Derfor mener Sofi Oksanen, at man skal anskue Estlands situation i en postkolonial optik. Estland har nemlig ikke blot været offer for verdenskrig og undertrykkelse. Det har heller ikke selv haft mulighed for at fortælle sin egen historie, og af den grund er esterne ikke i særlig høj grad udstyret med en fælles national identitet. Romaner som “Stalins køer” og “Renselse” kan være med til at behandle fortiden og opbygge en tradition, som kan definere landet i fremtiden, mener Oksanen.

I “Stalins køer” tager Sofi Oksanen livtag med temaer som psykiske lidelser, seksualitet og anoreksi og sætter dem i forbindelse med den historiske kontekst, de er konsekvenser af. I “Renselse” behandler hun kvindeundertrykkelsens væsen, men sætter den ind i en historisk sammenhæng: Mens kvinder under Sovjetregimet blev misbrugt af myndighedspersoner, har traffickingforbrydelser nu taget over, hvor diktaturstaten slap. Undertrykkelsen foregår nu som tvungen prostitution og overgreb foretaget af alfonser. Oksanen beskriver, hvordan kvinden begge steder mister kontrollen over egen krop og dermed ikke bare bliver underlagt en samfundsmæssig overmagt, men også må lide den forfærdelige tort at måtte afgive selve sin egen krop. Oksanen viser, hvordan både det gamle diktatur og den nyere trafficking frarøver ofrene deres menneskelighed og gør kvinder til kvæg.

Romanen er ved at blive filmatiseret af Markus Selin, og skulle efter sigende få premiere i biograferne i 2012.

Beslægtede forfatterskaber

Betragter man Sofi Oksanens forfatterskab som et postkolonialt anliggende, er det oplagt at sammenligne hendes arbejde med forfattere som Salman Rushdie og Chinua Achebe, som begge har skildret henholdsvis Indien og Nigerias koloniale arv og de to landes kampe for selvstændighed. Der findes et væld af postkolonial litteratur, som stilistisk og indholdsmæssigt adskiller sig voldsomt fra hinanden, men fælles for den er, at spørgsmålet om identitet og kolonial arv altid er et bærende tema. Udgangspunktet for Salman Rushdies roman "Midnatsbørn" fra 1981 er Indiens selvstændighed i 1947, hvor bogens hovedperson kommer til verden. Igennem bogen behandles den identitetskrise og politiske forvirring, den unge Indiske nation må gennemgå efter den engelske kolonimagts afgang. Ligesom Oksanen kan Rushdie fortælle et lands historie fra den koloniseredes perspektiv, hvilket bidrager til at opbygge en ny selvstændig nations selvforståelse.  

Der kan også drages paralleller mellem Sofi Oksanen og den jævnaldrende amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer. I begge tilfælde er der tale om unge nutidige forfattere, som søger sine slægters udgangspunkter i Østeuropa for at finde tilbage til traumerne fra 2. Verdenskrig og deres konsekvenser. Men mens Foer i romanen "At blive oplyst" laver en humoristisk dobbeltkontrakt ved at bruge en figur med sit eget navn, holder Sofi Oksanen sig selv i baggrunden i “Renselse”og "Stalins køer". Desuden trækker Oksanen tråde frem til nutidens problemer med kvindehandel og globalisering, mens Foer lader nutidens Østeuropa fremstå som en farverig og sjov karikatur. Fælles for begge bøger er dog behandlingen af de voldsomme begivenheder i tiden omkring 2. Verdenskrig, og begge lader de langsomt katastrofen tage form, efterhånden som handlingerne skrider frem.

Blandt danske forfattere kan Oksanen sammenlignes med Birgithe Kosovic, der ligesom Oksanen står med et slægtsmæssigt ben i både Øst- og Vesteuropa. Kosevic stammer fra det tidligere Jugoslavien og tager i romanen “Det dobbelte Land” fra 2010 fat på konsekvenserne af en omtumlet historie i det 20. århundrede. Konsekvenser, som i Jugoslaviens tilfælde resulterede i krig og folkedrab. 

Bibliografi

Romaner

Oksanen, Sofi:
Baby Jane. WSOY, 2005. Roman.
Oksanen, Sofi:
Renselse. Rosinante, 2010. (Puhdistus. WSOY. 2008). Roman.
Oksanen, Sofi:
Stalins køer. Rosinante, 2011. (Stalinin lehmaät. WSOY. 2003). Roman.
Oksanen, Sofi:
Da duerne forsvandt. Rosinante, 2013. (Kun yyhkyset katosivat. WSOY, 2013).
Oksanen, Sofi:
Norma. Rosinante, 2016. (Norma, 2015 (finsk)). Oversat af Birgita Bonde Hansen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sofi Oksanen

Om forfatterskabet

Links

Her kan man finde informationer om forfatteren, interviews og anmeldelser af bøgerne.

Artikel

Skårderud, Finn:
Sproget bryder tavsheden. Weekendavisen, 2011-02-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sofi Oksanen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Teir, Philip:
“Sofis värld”. HBL, http://www.hbl.fi, 2010-01-25.
Winther, Tine Maria:
Finsk-estisk forfatter: Vi skal vogte vores små sprog. Politiken, 2010-03-13.
Ohlsson, Erik: Sofi Oksanen:
I Estland är det ingen som taler om feminism. Dagens Nyheter, www.dn.se, 2010-03-30.