sofi oksanen
Foto: Toni Härkönen

Sofi Oksanen

Artikel type
voksne
journalist Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
sofi oksanen
Foto: Toni Härkönen
Main image
Oksanen, Sofi
Foto: Tomi Haerkoenen / Rosinante

Indledning

Finske Sofi Oksanen leverer episk litteratur til sin samtid og formår både at rumme verdenskrig og spiseforstyrrelse i et lille, men overordentligt ambitiøst forfatterskab. Især skriver hun om arven fra Estlands historie i det 20. århundrede, hvor landet var stødpude mellem Øst og Vest, men tager også fat på aktuelle spørgsmål om køn og seksualitet. Den unge forfatters roman “Renselse” blev med et brag en global bestseller, og i 2010 blev Oksanen den yngste modtager af Nordisk Råds Litteraturpris nogensinde.

 

52557151

Blå bog

Født: 7. januar 1977 i Jyväskylä, Finland.

Uddannelse: Litteratur- og teatervidenskabsstudier i Jyväskylä og Helsinki.

Debut: Stalinins Lehmät. WSOY, 2003. Roman.

Litteraturpriser: Finlandia-palkinto, 2009. Runeberg-palkinto, 2009. Nordisk Råds litteraturpris, 2010. Det Svenske Akademis nordiske pris, 2013.

Seneste udgivelse: Norma. Rosinante, 2016. (Norma, 2015 (finsk)). Oversat af Birgita Bonde Hansen. Roman.

Inspiration: Som barn var Sofi Oksanen helt vild med bogserien om Angelique af de franske forfattere Anne og Serge Golon.

 

 

 

 

Baggrund

”Manden havde lige spist, han tyggede stadig på noget. Hans hænder og mundvige glinsede af fedt. Dørene gik, støvlerne trampede, læderfrakkerne knirkede. Bordet blev flyttet. Linda blev bragt ind. Lindas bluse manglede alle knapperne, hun holdt den sammen med den ene hånd.”
”Renselse”, s. 152/53.

Sofi Oksanen blev født den 7. januar 1977 i den finske by Jyväskylä. At hun skulle ende med at tage den estiske historie under kærlig behandling er ingen tilfældighed. Moren er estisk, og som barn tilbragte Sofi Oksanen sine sommerferier i det kommunistiske Estland hos moderens familie. Ferierne foregik under strenge restriktioner fra myndighedernes side, og familien havde eksempelvis ikke tilladelse til at rejse uden for hovedstaden Tallinn. De gjorde det dog alligevel, og på landet stiftede de bekendtskab med de berygtede tvungne kollektivlandbrug, hvor folk levede under kummerlige forhold. Sofi Oksanen oplevede også, hvordan folks telefoner blev aflyttet, og hvordan breve havde været åbnet, når de kom frem til modtagerne. Det såede frøet til Oksanens optagethed af landets totalitære arv og brutale historie.

Alligevel var det det lukkede Estland, som åbnede Oksanens øjne for bøgerne. Landets stærke læsetradition fik interessen for litteratur og historie til at spire i den lille Sofi Oksanen: “Det var naturligt i et estisk hjem, at man skulle have en bogreol. Sådan var det ikke altid hos mine finske venner, som måske bare havde den obligatoriske hylde med et opslagsværk og Guinness rekordbog," (Philip Teir: Sofis värld”. www.hbl.fi, 2010-01-27). I interviewet fortæller hun endvidere, at hun begyndte at skrive dagbog som seksårig samt om sin interesse for historiske værker: “Som barn læste jeg historiske værker. Historien har altid interesseret mig. Mine forældre satte ingen grænser for, hvad jeg måtte læse.”

Selvom Oksanen har haft overvældende succes i sit hjemland, er hun ingen darling blandt mange finner. Da hun i et interview med Jes Stein Pedersen på Danmarks Radio i 2009 fremhævede, at Finland havde store problemer med vold mod kvinder, blev den finske offentlighed rasende. Oksanen blev i vrede læserbreve bedt om “at skride tilbage til Rusland”, og hun var forsidestof i den finske tabloidpresse i en længere periode. Det fik dog ikke Oksanen til at trække sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Hun har en fast klumme i en større finsk avis, og hun er en debattør af typen, der ikke går af vejen for at stille skarpt på følsomme emner, de fleste finner nok ville ønske, hun holdt sig fra. Sofi Oksanen er hverken som forfatter eller debattør en type, som stryger sine omgivelser med hårene.

Til gengæld går hun efter sigende meget op i sit eget hår, som er yderst farvestrålende. Det er mørkt og iblandet blå og lilla fletninger. Oksanen er således inspireret af goth-kulturen. Når journalisterne spørger til det eller til hendes privatliv i det hele taget, svarer hun afvisende: “Det er vel ganske åbenlyst, at jeg er inspireret af goth-kulturen. Men jeg forstår oprigtig talt ikke de her spørgsmål om, hvordan jeg ser ud. Hvad har det at gøre med min forfattergerning?” (Erik Ohlsson: Sofi Oksanen: I Estland är det ingen som taler om feminism. Dagens Nyheter,  2010-03-30).

 

Renselse

“Raslen fra halmmadrasserne og knirken fra jernsengen. Tyssen og klukken. Stønnen. Jammer mod hovedpuden og en klynken kvalt med hænderne. Den svedige varme strømmede gennem væggen ind til Aliides plagede seng. Og bagefter stilheden, hvorefter Hans lukkede vinduet op til sommernatten, lænede sig op ad vindueskarmen uden skjorte og røg en cigaret, som lyste op i mørket.”
“Renselse”, s. 115/16.

Sofi Oksanens internationale gennembrudsroman “Puhdistus” fra 2008 (“Renselse”, 2008) er ikke ligefrem en lystig bog. En gammel estisk enke får kort efter jerntæppets fald i 1992 besøg af en russisk kvinde, som har været udsat for trafficking og nu er på flugt fra bagmændene. Umiddelbart virker mødet tilfældigt, men det viser sig, at de to kvinder har mere tilfælles, end man skulle tro. Efterhånden som romanen skrider frem, oprulles en vanvittig familietragedie, hvor personerne i den grad er ofre og deltagere i Baltikums omtumlede historie i det. 20. århundrede. Først kæmper nazisterne mod den Røde Hær om kontrollen i området, og hver gang en ny magt får overtaget, skal et regnskab gøres op. Overlevelse under Sovjetunionens regime er afhængig af angiveri, og tilsætter man en slem nedgroet søsterjalousi til den atmosfære, har man stof til en tragisk slægtshistorie. Romanen lader i ro og mag brikkerne falde på plads, så ofre bliver bødler og ofre igen.

28068905

Romanen er fortalt i tredje person af en fortæller, som foregriber tingenes gang, og der veksles tidsligt mellem tiden omkring 2. Verdenskrig og tiden omkring Sovjetregimets undergang. Bogens fem dele indledes dog alle af dagbogs-skriblerier skrevet i 1. person af Hans Pekk, en estisk bonde, som er omdrejningspunkt for bogens jalousidrama.

Kvindernes situation kan læses som billeder på de voldsomme begivenheder, hele Østeuropa var udsat for i det 20. århundrede. Estland blev først besat af tyskerne og blev derefter en Sovjetrepublik, hvor tvangssammenlægninger af landbrug, undertrykkelse og deporteringer var helt almindeligt. Da landet fik sin selvstændighed i 1991 begyndte en proces, hvor hele landets identitet skulle genopfindes, og en masse regnskaber skulle gøres op efter tiden under russisk herredømme. Det er under de omstændigheder, bogens personer agerer. Når man blander så store samfundsomvæltninger med almindelige følelser som forelskelse og jalousi, har man en cocktail, hvor bogens personer umuligt kan slippe igennem med sjælen intakt.