mikael niemi
Foto: Modtryk

Mikael Niemi

cand.mag. Nicolas Jespersen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Michael Møller, 2013.
Top image group
mikael niemi
Foto: Modtryk
Main image
Niemi, Mikael
Foto: Morten Langkilde / POLFOTO

Indledning

Mikael Niemi er en af vore svenske naboers mest populære og folkekære forfattere. Efter flere digtsamlinger og ungdomsbøger brød Niemi i år 2000 igennem den litterære lydmur med den fantasifulde hjemstavnsroman ”Populærmusik fra Vittula”, som sensationelt har fået hver ottende svensker til boghandleren.

Med afsæt i området Tornedalen nær den finske grænse skriver forfatteren fra sin marginaliserede position og fortæller med galgenhumoristisk bid om de skæve eksistenser og kulturelle forhold, som indfinder sig højt mod nord. I sine seneste romaner har Niemi dog vist en stigende interesse for at beskrive ondskab og kynisme uden tragikomisk omsvøb.

 

54086601

Blå bog

Født: 13. august 1959 i Pajala, Norrbotten, Sverige.

Uddannelse: Teletekniker.

Debut: Rusning, 1983 (digte, ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Blandt andet Norrlands litteraturpris, 1988. Augustpriset, 2000. Tidningen Vi’s litteraturpris, 2000. Din bok - vårt val, 2000. Litteraturklubbins Stora Litteraturpris, 2001. Årets Bok, Månadens boks pris, 2002. Piratenpriset, 2002. Albert Engström-priset, 2009. Norbottens Kulturpris, 2013.

Seneste udgivelse: At koge bjørn. Modtryk, 2018. (Koka björn, 2017). Oversætter: Anders Johansen.

Inspiration: Per Olov Enquist.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der vil altid findes eventyrere. Skæve eksistenser, der ikke kan tilpasse sig. (…) Hvis de ser et bjerg, må de bestige det, hvis de ser en afgrund, må de kaste sig ud, og hvis det begynder at storme, stiller de sig med ansigtet mod vinden. De har den evige kløe.”
“Sulebulen”, s. 13.

Mikael Niemis baggrund er ikke blot af biografisk interesse: Opvæksten i et grænseområde mellem finsk, svensk og samisk kultur har både sprogligt og stilistisk sat sig tydelige spor i hans forfatterskab.

Som søn af en politibetjent og en talepædagog kom Mikael Niemi til verden i 1959 i landsbyen Pajala i den nordøstlige del af Sverige. Han far var en del af den minoritet, som taler meänkieli; en dialekt som er relateret men anderledes end det finske nationalsprog. Dette forhold trækker både kulturelle og sproglige tråde gennem hans værker, ligesom mormoderens samiske tilhørsforhold anes i forfatterskabets mere overnaturlige passager.

I 15-års alderen begyndte Niemi at skrive digte og noveller. Før drømmene om en forfattertilværelse blev realiseret, arbejdede han bl.a. som lærervikar, mens han uddannede sig til teletekniker på gymnasiets tekniske linje.

I begyndelsen af sin forfatterkarriere udgav Mikael Niemi fortrinsvis digtsamlinger og dramatik, men i midten af 1990’erne fik han langsomt mere appetit på prosaen og udgav blandt andet ungdomsthrillerneKyrkdjävulen” fra 1994 (“Kirkedjævelen”, 1995) og opfølgeren “Blodsugarna” fra 1997 (ikke oversat til dansk). Digtningen har dog langtfra forladt Niemis romaner, som er spækkede med lyriske metaforer og dvælende passager. Den stadige forkærlighed for poesien skildres effektfuldt bl.a. i romanen ”Skyd appelsinen”, hvor digtningen får bærende betydning både for hovedpersonens selvrealisering og for romanens dramatiske udvikling.

Derudover har Niemi også skrevet flere radiospil, teatermanuskripter og tv-serier og har tilmed forfattet rapporter om henholdsvis gymnasieskolen og hjemmebanen Tornedalen.

Det er dog forfatterens seneste voksenromaner, som har vakt international interesse for forfatterskabet og de særegne beskrivelser af Tornedalens befolkning. Med ”Populærmusik fra Vittula” er Niemi blevet oversat til adskillige sprog, mens det foruden bestselleren om Vittula udelukkende er ”Sulebulen”, ”Manden der døde som en laks”, ”Skyd Appelsinen”, ”Faldvand” samt ungdomsbogen ”Kirkedjævelen”, som er blevet publiceret på dansk.

Efter en årrække i Stockholm og Luleå har forfatteren igen bosat sig i sin højtelskede nordlige hjemstavnsflække, hvor han har stiftet familie. Sin kærlighed til hjemstavnen har Niemi uddybet således: “Jeg har min familie der, jeg har tre børn og jeg kan lide, at de vokser op i min egen kultur og jeg synes, jeg er heldig at bo der. Da jeg var yngre, boede jeg i Helsinki i et år, fordi jeg havde en kæreste der. Jeg har også boet i Stockholm, men jeg synes Pajala er bedre. (Antonio Díaz: A warm writer from the North. Interview i FREE! Magazine).

 

Populærmusik fra Vittula

”Vi kørte på som gale i halvmørket bag tæppet. (…) Jeg sang ikke. Jeg brølede. Elgens parringshyl. Lemmingens dødsskrig. Ja, find selv på noget, for helvede.”
“Populærmusik fra Vittula”, side 209.

I 2000 udkom Mikael Niemis gennembrudsværk “Populärmusik från Vittula” (“Populærmusik fra Vittula”, 2002); en tragikomisk generationsroman iscenesat i kvarteret Vittula i Niemis hjemby, Pajala. Med stor sproglig præcision og indlevelse beretter drengen Matti om sine formative barne- og ungdomsår, med alt hvad dette indebærer af absurde drukmesterskaber, kejtede førstegangsforelskelser, blodige ishockeydyster, spæde ungdomsoprør og ufravigelige familiære blodbånd. Men det er ikke mindst musikken, der står i centrum som både forløsende ventil og kilde til venskab i 1960’erne og 70’ernes isolerede svenske provins.

23893142

Efter at have udvekslet bussemænd og senere delt deres førstegangsmøde med Beatles, beslutter hovedkarakteren Matti og den indadvendte ven Niila at etablere Vittulas formentlig første rockband, som modtages med lige dele afsky og fascination af omegnens indbyggere. Den ældre generation af forknyttede og mandhaftige tornedalsfinner betragter den slags musikalske bibeskæftigelser som knapsu – kvindagtig. Langsomt vinder de to venners rockkvartet dog anerkendelse blandt de jævnaldrende, som imponeres af drengenes ukuelige spillelyst. Med rockmusikken som de to årtiers håbefulde lydspor udvikler drengene en udlængsel og livslyst, som imidlertid bestandigt konfronteres med omverdenens indlejrede ritualer og forældregenerationens snærende idealer og forventninger. I takt med Beatles introduceres også moderniseringen med langsomme skridt i den afsondrede landsby.

Med et eksakt tragikomisk udtryk udfolder romanen således de to nære venners bekendtskab med musikkens vitale virkning og spirende eventyrlyst, mens nedarvede slægtskonflikter, voldelig faderundertrykkelse, skrøbeligt sortsind og tilværelsens uomgængelige forgængelighed sætter sit matsorte præg på bogens sider.

“Populærmusik fra Vittula” er en sproglig og detaljerig kraftpræstation, som tematiserer den vanskelige ungdommelige identitetsdannelse med Niemis respektindgydende sans for både barokke situationsbeskrivelser og tankevækkende eksistentiel tyngde.

Romanen fremstår til dato som Mikael Niemis ubestridte hovedværk og helt i tråd med bogens sceniske potentiale, er den siden hen med stor succes blevet filmatiseret af instruktøren Reza Bagher i 2004.

Sulebulen

“Sulebulen, sikke et mareridt. (…) Man dukker sig for en spytklat på størrelse med en bugspytkirtel, (…) man baner sig vej gennem gæller og fosterhinder og får pollen på frakken, (…) og man bliver sølet til af sved og nektar og skidt og galde og mineralvand”.
“Sulebulen”, side 102-103.

Hvis “Populærmusik fra Vittula” var en overvejende realistisk, men grotesk og fantasifuld generationsroman om 60’ernes og 70’ernes finlandssvenske ungdom, så forsvinder de realistiske holdepunkter som dug for solen i Mikael Niemis novellesamling “Svålhålet” fra 2004 (“Sulebulen”, 2005).

Det indledende kapitel beskriver et besøg i en badstue i Tornedalen og lader dermed læseren tro, at alt er uforandret i forhold til den litterære forgænger. Men herefter invaderes siderne ikke blot af Niemis uhæmmede fantasi og fortællelyst men af en række groteske og absurde væsener i en abstrakt, futuristisk iscenesættelse; en stilistisk kovending der bedst lader sig kategorisere som science fiction.

25736966

Bogen består, med fortællerens egne ord, af en samling fremtidsskrøner befolket af androider, mærkværdige rumvæsener, rablende pseudo-videnskabsmænd og såkaldte ‘trottere’, som er betegnelsen for de opdagelsesrejsende menneskelige fantaster, der udforsker galakserne i bogens mange fortællinger. I titelskrønen har en af disse trottere eksempelvis forvildet sig ind i det galaktiske værtshus ”Sulebulen”, som er et mildest talt smagløst tilholdssted for stangdrukne svulmelegemer, stiktossede kiselkæmper med tangnæver, yoghurtopløste biohjerner og kvalmende insekter. Alt sammen i et inferno af væmmelighed som ikke desto mindre er “en af de mest intense og turbulente oplevelser, man kan få som trotter”, som fortælleren formulerer det (side 108).

Dette illustrerer ganske glimrende persongalleriet – eller væsensgalleriet – i bogens øvrige noveller. Disse præsenterer en række groteske, komiske og ofte også rørende skæbner frem til den afsluttende novelle, ”Tidens sidste vinkel”, hvor matematiklektor Öyvind Kuno præsterer at foregribe verdenshistoriens hændelser efter et møde med personlighedsspaltningen Nilson.

Det er surreel, psykedelisk science fiction på randen af vanvid, men stadig med Niemis karakteristiske legelystne fortællerstemme og særegne fornemmelse for komiske optrin, poetiske metaforer og kvasifilosofisk grubleri.

I denne bog er de påhitsomme indfald imidlertid forceret til deres absolut yderste grænse og ingen ideer synes for usandsynlige, tåkrummende eller uberettigede til at få deres plads i “Sulebulens” absurde univers.

Manden der døde som en laks

“Du hører hjemme i skoven, ikke også? Det er vel sådan, det er at have rødder. At være vokset fast blandt en masse træer.
Det lød pludselig en anelse nedladende, hun blev selv klar over det og tav.
- Alle har rødder indvendte han.”
“Manden der døde som en laks”, side 221-222.

Med “Mannen som dog som en lax” fra 2006 (“Manden der døde som en laks”, 2007) er Niemi tilbage i sine vante fortællerammer med en ambitiøs eksistentiel kriminalroman, der, lige som “Populærmusik fra Vittula”, udspiller sig i den svenske Tornedalen nær den finske grænse.

Den 33-årige stockholmske betjent Therese Fossnes må brat afbryde sin ferie i Barcelona for at lede efterforskningen af et bestialsk mord begået på den finlandsfjendske pensionist Martin Udde i landsbyen Pajala. Hun påbegynder systematisk efterforskningen af mordet med stor ildhu og får tilsyneladende hurtigt et gennembrud i mordgåden. Sagen viser sig dog at være mere kompliceret end først antaget, da opklaringen kræver en omfattende indsigt i divergerende finsk-svenske sprogforhold, den finske minoritet i Pajala og de indbyrdes interesseforskelle, som efterforskningen langsomt afslører. Opklaringsarbejdet kompliceres, da Therese bliver tiltrukket af en af de hovedmistænkte, Esaias, der insisterer på at bevare det finske islæt i den mere og mere udbredte svenske konsensuskultur, som har præget området de seneste generationer.

27223842

Samtidig giver Thereses rejse ind i Pajalas natur- og kulturlandskab anledning til et væld af overvejelser om hendes egen identitet, overraskende familiære forhold og den fælles svensk-finske historie, som Niemi effektfuldt skitserer ved specifikt at henvise til historiske kilder og dokumenter.

”Manden der døde som laks” udfolder sig som kriminalroman, men er samtidig for kompleks og vidtfavnende til udelukkende at lade sig kategorisere indenfor denne genre. Romanen kan blandt meget andet anskues som en bestræbelse på at sætte identitetens komplekse karakter på dagsordenen samt give stemme til det marginaliserede finlandssvenske mindretal. Bogen kribler af forfatterens opfindsomme ordbrug og poetiske situationsfornemmelse, men de dybsindige kulturhistoriske lag gør romanen mere dunkel og tænksom end de foregående.

Derudover benytter Niemi sig også af overnaturlige og mytologiske elementer i forståelsen af den tornedalske kultur: en slags nordisk variant af den magiske realisme, som eksempelvis adskillige spansktalende forfattere har gjort til deres umiskendelige signatur.

Skyd appelsinen

”Jeg kogte af sprog. Ordene ormede sig, hvæsede, spruttede som fiskehaler i et net. Der opstod regnbuer, hvor jeg end kiggede hen, prismer, glimmer, kaskader af farver. Det var bare at male”.
”Skyd appelsinen”, s. 26.

Med ”Skjut apelsinen” fra 2010 (”Skyd Appelsinen”, 2011) vender Michael Niemi atter sigtet mod ungdomsoprøret. Ligesom med Matti fra Vittula bliver kunsten en ventil for den 16-årige hovedperson. Denne gang er det dog pennen – ikke guitaren, der føder opgøret mod omgivelserne.

Romanens unavngivne fortæller bor alene med sin mor i en ligeledes unavngiven svensk by, hvor han er en af det lokale gymnasiums anonyme outsidere. Efter en fejlslagen kærlighedserklæring til gymnasiets skønhed får han nok af middelmådighedens snærende rammer og begynder at udfordre de medstuderendes intolerance iklædt moderens grimme rengøringskittel den ene dag og en bussemand på kinden den næste.

28944446

Det er dog ikke mindst de digte, som på det nærmeste vælter ud af ham som epileptiske anfald, der udgør jeg-fortællerens identitetsmæssige genfødsel. Da han anonymt begynder at sætte disse op på gymnasiets tavle, starter han samtidig den lavine, der bliver romanens dramatiske omdrejningspunkt.

Hans forvandling fra anonym til rebelsk outsider skaber dels kontakt til det modsatte køn, den idealistiske Lavendel, men også – og mere skæbnesvangert – til en af skolens andre outsidere, Pålle. Pålle lader sig inspirere af de digte, han ser på skolens opslagstavle, men for ham bliver de en opfordring til selvtægt mod både de underkuende forældre og mobbende medstuderende.

”Skyd appelsinen” er et underfundigt og nuanceret portræt af et rebelsk teenagesind fanget mellem mindreværd og storhedsvanvid, men paletten er dunklere end tidligere. Væk er både den tornedalske idyl og udprægede regionalisme, og denne gang nøjes mørket ikke med at lure under den tragikomiske overflade: Latteren forstummer endegyldigt, og kun tragedien står tilbage sammen med den bevæbnede – men egentlig så sympatiske – Pålle på skolens toilet.

”Skyd appelsinen” forsøger hermed at undersøge, hvad der har motiveret de skoleskydninger, som har plaget den vestlige verden de seneste 10 år. Samtidig indeholder romanen en tematik, som blot er blevet mere aktuel i tiden mellem den svenske udgivelse og den danske oversættelse. Her har massakren på Utøya og i Oslo skabt heftig debat om forholdet mellem ord og handling, og netop denne problematik skiller romanens to outsidere.

Faldvand

”Da fronten nåede frem, kom voldsomheden bag på dem alle. Det var jo vand, men der var intet af vandets blødhed. De blev sparket omkuld, tromlet ned, det var en stum kollision, et rullende malmtog”.
”Faldvand”, s. 73.

Efter ugers intens regn i Nordsverige sker det utænkelige: De dæmninger, som skulle holde Luleälven under kontrol, bryder sammen, og elven kaster sig frådende over sine breder med altødelæggende kraft. Barrikaderet i et fremmed hus ser den højgravide Lovisa Laurin – kort før panikken for alvor rammer – et eksemplar af ”Populærmusik fra Vittula” forsvinde i vandmasserne.

Mikael Niemis galgenhumoristiske henvisning til egen bestseller fungerer ikke mindst som allegorisk afsked med den underfundige tone, der gjorde ham til svensk nationalklenodie. I ”Fallvatten” fra 2012 (”Faldvand”, 2013) er latteren endegyldigt forstummet og Niemis rejse mod dystopisk mørke fuldendt.

29897212

Luleälven er en 461 km lang flod, som strækker sig gennem Nordsverige med udmunding i Luleå. Da den, i Mikael Niemis fiktive katastroferoman, nedbryder dæmninger og sluseanlæg ca. 100 km fra sin udmunding, kastes området ud i decideret katastrofetilstand. Her krydsklipper Niemi i korte, stakåndede kapitler mellem et større persongalleri, som alle kæmper for deres eget og nærmestes liv – til tider med andres liv som indsats.

Om end den fiktive nordsvenske naturkatastrofe er bogens klare omdrejningspunkt, består Niemis projekt ikke mindst i at undersøge, hvordan mennesket agerer i absolut undtagelsestilstand. Enkelte eksempler på næstekærlighed og selvopofrelse er spredt over de 300 sider, men som katastrofen optrappes, vædes siderne af kynisme og ubarmhjertighed. Hos enkelte som funktion af egen kamp for overlevelse, mens vandmassernes altudslettende kaos giver andre fribillet til umenneskelige handlinger. Niemi er iskold og nøgtern i beskrivelser af såvel voldtægt og mord som afrevne kropsdele og åbne sår.

”Faldvand” sender hilsner til amerikanske katastrofefilm, men den er renset for enhver sentimental Hollywoodlogik. Det er en uafrystelig roman, hvor Niemis elegante pen og opfindsomme metaforer kaster litterær glans over de voldsomme billeder – som absolut ikke er for sarte sjæle.

 

Genrer og tematikker

Genremæssigt har Mikael Niemi nærmest favnet samtlige af litteraturhistoriens genrer: Digte, skuespil, noveller og romaner, samt nyere former som radiospil og TV-manuskripter. Og blot indenfor de seneste 10 år spænder hans forfatterskab bl.a. fra ungdoms- til kriminalroman, fra science fiction til socialrealisme, fra gakket komedie til ubarmhjertig katastroferoman og fra smal regionalisme til global bekymring. Det er svært at udpege tematikker, som på nogen måde kan indfange samtlige hans værker.

I stedet lader det til, at Niemi for hver udgivelse forlader enkelte tematikker og vender tilbage til andre. Her løber ikke mindst skildringen af den finsk-svenske Tornedalen, brugen af det overnaturlige og beskrivelsen af ungdommen som røde tråde gennem flere af hans værker, mens beskrivelser af kynisme og menneskelig ondskab gradvist har vundet fæste i hans seneste romaner.

Fascinationen af hjemegnen er et gennemgående tema hos Niemi, med ”Skyd appelsinen” som den mest markante undtagelse. Udover at iscenesætte de særegne finsk-svenske miljøer lader han også stilistisk til at være rundet af en mundtligt overleveret tradition, som stadig lever i bedste velgående i hans afsondrede hjemstavn.

Dette illustreres smukt i indledningskapitlet til ”Populærmusik fra Vittula”. Her vågner fortælleren i sin iskolde residens midt om natten og begiver sig pludselig det sidste stykke vej op mod tinden på Annapurnabjerget i Nepal. I en spontan lykkegestus knæler fortælleren taknemmeligt foran den opstillede bedeplade og kysser de tibetanske skrifttegn, men læberne og tungen sætter sig fast i den frysende temperatur. Fortælleren er fanget i et spirituelt antiklimaks på bjergets top og får kun nødtørftigt fravristet sig den isnende bedeplade ved at urinere på tungen. ”Endelig kan jeg begynde at fortælle”, konstaterer fortælleren (side 9), der tidligere har haft en skriveblokering. Det er med andre ord ikke nedskrivningen, men artikulationen og i bogstaveligste forstand tungens frigørelse, som giver fortælleren lyst til og mulighed for at fortælle sin historie.

Ser man bort fra den – i øvrigt meget karakteristiske – galgenhumoristiske pondus, som ligger i beskrivelsen af den arme fortællers redningsaktion, så illustrerer kapitlet på mange måder en tværgående tendens i Mikael Niemis forfatterskab. Nemlig de absurde situationsbeskrivelser og den distinkte mundtlighed.

I et interview i Dagbladet Information har han forklaret den mundtlighed, som hans litteratur hviler på: “Jeg har en speciel baggrund som forfatter. De fleste vestlige forfattere bliver forfattere ved at læse noget. Jeg har også læst, men jeg har først og fremmest lyttet. Vores fortællekultur er mundtlig. [...] Min roman er skrevet sådan, som man fortæller deroppe. Man sidder sammen og fortæller drastiske historier om mærkværdige begivenheder. Jeg troede, det var dårlig litteratur at skrive på den måde, men jeg tog fejl.” (Rune Lykkeberg: Roman ud af munden. Information, 2002-01-26).

Derudover er den finlandssvenske dialekt meänkieli, som optræder i bøgerne, oprindeligt en del af en mundtlig fortælletradition som først for nylig er blevet udvidet med et begyndende grammatisk skriftsprog. På den måde kan Niemis litteratur også siges at være loyal overfor hjemegnens mundtlige formidlingstendens. Også selv om forfatteren efter eget udsagn kun selv behersker meänkieli i begrænset omfang (Antonio Díaz: A warm writer from the North. Interview i FREE! Magazine).

En anden væsentlig ingrediens i Niemis forfatterskab er den magiske realisme og de overnaturlige elementer som forekommer visse steder. I ungdomsromanen ”Kyrkdjävulen” (”Kirkedjævelen”, 1995), hvis hovedperson i øvrigt hedder Matti, som hovedkarakteren i ”Poulærmusik fra Vittula”, medfører fundet af en gammel djævlefigur en række overnaturlige begivenheder. I ”Populærmusik fra Vittula” lader forfatteren de to hovedpersoner, de små drenge Matti og Niila, tage plads i et fly til Frankfurt i den tro, at de er på vej til Kina. I ”Sulebulen” giver de overnaturlige komponenter næsten sig selv i det futuristiske science fiction-univers, mens det i ”Manden der døde som en laks” blandt andet er den tornedalske elv, som artikulerer sig i romanens slutning. Niemi har selv fortalt, at de overnaturlige spor i høj grad er reminiscenser fra den samiske kultur, som bedstemoderen tilhørte og dermed en nedarvet del af forfatterens egne rødder.

Ungdommen udgør ligeledes en væsentlig tematik i Niemis oeuvre. Et sted mellem kejtet komik og besnærende socialrealisme skitserer ”Populærmusik fra Vittula” og ”Skyd appelsinen” det spirende opgør med forældre og forældede normer og den samtidige kamp for venners accept og pigernes gunst. Begge romaner tematiserer kunstens frigørende potentiale; hvor det for førstnævntes Matti er Elvis og Beatles, er det for sidstnævntes unavngivne jeg-fortæller Vladimir Majakovskij og Knut Hamsun, der agerer ledestjerner i den rebelske søgen efter egen identitet på grænsen til voksenlivet.

Niemi er nok mest genkendelig for sit barokke humoristiske fingeraftryk, som sammen med de poetiske skildringer i indfinder sig i “Populærmusik fra Vittula” og “Sulebulens” groteske univers. Selv beskriver Niemi humoren som et nødvendigt overlevelsesredskab, der balancerer den finlandssvenske melankoli i det vemodige, mørke klima mod nord: “Derfor er humoren en meget vigtig del af vores kultur, som modvægt til alt det, der er tungt på egnen. Fattigdommen, værre før end nu. De kolde vintre. Det hårde fysiske arbejde, som kan nedbryde selv den stærkeste. Humor er et overlevelsesredskab.” (Marianne Juhl: Pajala: en by uden klynk. Jyllands-Posten, 2002-02-05).

Denne tragikomiske humor, som i starten af årtusindeskiftet gjorde Niemi berømt, er langsomt forsvundet fra hans forfatterskab. I hans seneste tre romaner opleves i stedet en stigende fascination af at skildre menneskelig kynisme og de mekanismer, der kan frisætte denne.

Pålle i ”Skyd appelsinen” og slusevogteren Barney i ”Faldvand” er de mest rendyrkede eksempler på individets potentielle destruktivitet. Ikke mindst ”Faldvand” emmer af den desperation, ondskab og selvtægt, som ekstreme påvirkninger kan udløse i mennesket; iscenesat med bemærkelsesværdig præcision og fravær af humoristiske åndehuller.

 

Beslægtede forfatterskaber

Når man vælger at tage gevaldige svømmetag i væsensforskellige genrer og udtryksformer, så vil de kunstneriske slægtninge også placere sig i forskellige retninger. Med Niemis sceniske fornemmelse, mest karakteristisk i “Populærmusik fra Vittula”, er det nærliggende at sammenligne med landsmanden Lasse Hallströms ungdommelige og eksistentielle landsbyportræt i filmen “Mit liv som hund”. Andre steder, især i karaktertegningen – og karikaturtegningen! – af bizart forknyttede finske træmænd, kan man skimte den finske filminstruktør Aki Kaurismäkis galgenhumoristiske situationsfornemmelse i horisonten.

Litterært er forfatteren både en påhitsom original og enspænder samtidig med, at andre forfattere leger skjul under tekstens overflade. Original er Niemi først og fremmest på grund af sin appellerende sprogfornemmelse, og fordi han nænsomt artikulerer den ejendommelige finlandssvenske identitet i Sveriges absolutte periferi. Ikke desto mindre kan man spore andre nordiske slægtninge som norske Erlend Loe og danske Jens Blendstrup, som begge besidder en forfinet fornemmelse for sære burleske situationer og rablende sproglige grænsetilfælde.

Niemis beskrivelser af nervøs ungdom sender desuden hilsner til bl.a. Dennis Jürgensens ”Kærlighed ved første hik”. Det er dog ikke mindst Bjarne Reuters socialrealistiske skildringer af forstadsbørn i ”Busters verden” og ”Zappa”, der viser klare paralleller til Niemis udkants-unge. Buster fra Brønshøj og Matti fra Vittula kæmper den samme kamp for synlighed i det lokale hierarki, med en stribe pinligt lattervækkende optrin til følge, mens de potentielle skæbnesvangre konsekvenser af et utilpasset teenagesind illustreres effektivt i både ”Zappa” og ”Skyd appelsinen”.

I “Manden der døde som en laks” nævner en biperson henslængt krimiforfatteren Raymond Chandler, og sammenligningen med kriminallitteraturens foregangsmænd som netop Chandler og Dashiell Hammett synes også oplagt – og tilsigtet - i den sammenhæng. Men hvor de nævnte forfattere følger detektivromanens vanlige plotstruktur, så eksperimenterer Niemi med genren ved at tilføje den en større eksistentiel rækkevidde og identitetsproblematik, end den mere traditionelle kriminalroman sædvanligvis tillader det.

Hos argentinske Jorge Luis Borges findes ikke blot den samme leg med magiske, overnaturlige passager som hos Niemi, men også en fascination af det groteske og surreelle.

Mikael Niemis inspiration til det overnaturlige skal nok findes i hans samiske rødder, hvilket han selv har understreget i et interview i Politiken: “Det er blandt andet derfor, jeg har de overnaturlige spor i mine bøger – de stammer fra samerne. Man kalder det magisk realisme, og tror det kommer fra Sydamerika, men det kommer lige så meget fra samisk og tornedalsk kultur. Det overnaturlige ligger lige under overfladen. I fortællingerne og i hverdagen.” (Tina Maria Winther: “Det er en oplevelse at blive puffet til”. Politiken, 2008-02-02). Ligesom en række sydamerikanske forfattere bruger det overnaturlige arvegods som en væsentlig signatur i deres forfatterskaber, bruger Niemi sin kulturs egen mytologi til at skabe en nordisk egenart.

Med nordisk fortegn kan Niemis seneste roman minde tematisk og stemningsmæssigt om Cormac McCarthy’s ”The Road”. Her udstilles menneskets kyniske overlevelseskamp i et post-apokalyptisk USA, men undtagelsestilstandens kaotiske dække og værdirelativistiske lovløshed er ens i begge værker.

De mørke karaktertegninger, som i stigende grad præger Niemis værker, giver desuden klare associationer til den ubarmhjertighed og egoisme, som Fjodor Dostojevskij måske mere end nogen anden har gjort til sit litterære varemærke, ikke mindst i ”Idioten”.

 

Bibliografi

Romaner

Niemi, Mikael:
Kirkedjævelen. Gyldendal, 1995. (Kyrkdjævulen. 1994). Ungdomsbog.
Niemi, Mikael:
Blodsugarna. 1997. Ungdomsbog.
Niemi, Mikael:
Populærmusik fra Vittula. Lindhardt og Ringhof, 2002. (Populärmusik från Vittula. 2000).
Niemi, Mikael:
Manden der døde som en laks. Lindhardt og Ringhof, 2007. (Mannen som dog som en lax. 2006).
Niemi, Mikael:
Skyd appelsinen. Lindhardt og Ringhof, 2011. (Skjut apelsinen. 2010).
Niemi, Mikael:
Faldvand. Modtryk, 2013. (Fallvatten. 2012). Oversat af Anders Johansen.
Niemi, Mikael: At koge bjørn. Modtryk, 2018. (Koka björn, 2017). Oversætter: Anders Johansen.

Noveller

Niemi, Mikael:
Sulebulen. Lindhardt og Ringhof, 2005. (Svålhålet. 2004).

Digtsamlinger

Niemi, Mikael:
Rusning. 1983.
Niemi, Mikael:
Näsblod under högmässan. 1988.
Niemi, Mikael:
Änglar med mausergevär. 1989.

Skuespil

Niemi, Mikael:
Ulosveisu. 1991.
Niemi, Mikael:
Specialaren. 1992.
Niemi, Mikael:
Innan det rasar. 1994.
Niemi, Mikael:
Kuppari. 1994.
Niemi, Mikael:
Ulkojärvi cabaré. 1995. Skuespil sammen med 2 andre forfattere.
Niemi, Mikael:
Elsa Laula. 1996.
Niemi, Mikael:
Samerevy. 1997.
Niemi, Mikael:
Konsten att begrava en kärring. 1998.
Niemi, Mikael:
Hej Hitler. 2000. Skuespil.
Niemi, Mikael:
Kalla tjejer och varma killar. 2000. Skuespil.
Niemi, Mikael:
Min palppa är knivjonglör. 2000. Skuespil.
Niemi, Mikael:
Dansa din djävul. 2001. Skuespil.
Niemi, Mikael:
En ö i Valhall. 2001. Skuespil.
Niemi, Mikael:
Tahto rautanen on. 2002.

Tv- og radiomanuskripter

Niemi, Mikael:
Man måste kunna försvara sig. 1988 Radiospil.
Niemi, Mikael:
Ska hon vara snygg eller oneurotisk. 1993. Radiospil.
Niemi, Mikael:
Bondånger. 1997. Tv-serie sammen med 3 andre forfattere.

Rapporter

Niemi, Mikael:
Mitt i skallen!. 1988 Rapport om gymnasiet.
Niemi, Mikael:
Med rötter häruppe. 1989. Rapport om Tornedalen.

Om forfatteren

Artikler

Har bragt et omfattende interview med Mikael Niemi omkring “Manden der døde som en laks” med særligt fokus på den kulturelle og sproglige baggrund for romanen.
Pajala Kommunes hjemmeside har lavet en byvandring i fodsporene på “Populærmusik fra Vittula”.
Det europæiske internettidsskrift for litteratur tilbyder en munter reportage fra Niemis bogsignering ved Edinburgh Book Festival.
Svensk hjemmeside om kunst. Her findes flere filmede interviews med Mikael Niemi, alle på svensk.
Larsen, Birgitte:
Det tunge, det mørke og det virkeligt sjove. Interview om Niemis inspiration fra hjemstavnen. Kristeligt dagblad, 2002-02-02.
Winther, Tina Maria:
Nordiske stemmer. Artikel om nordisk litteratur og Mikael Niemi. Politiken, 2008-02-02.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mikael Niemi

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Lykkeberg, Rune:
Roman ud af munden. Information, 2002-01-26.
Juhl, Marianne:
Pajala: en by uden klynk. Jyllands-Posten, 2002-02-05.
Antonio Diaz:
A warm writer from the North Interview på engelsk til hjemmesiden www.freemagazine.fi, 2007-21-1
Kassebeer, Søren:
Opgør med modernismen. Berlingske Tidende, 2007-09-27.
Winther, Tina Maria:
Det er en oplevelse at blive puffet til. Politiken, 2008-02-02.