portræt af Mikael Niemi
Foto: Peter Knutson

Mikael Niemi

cand.mag. Nicolas Jespersen. Opdateret af cand.mag. Michael Møller, 2013. Blå bog og bibliografi opdateret 2018.
Top image group
portræt af Mikael Niemi
Foto: Peter Knutson

Mikael Niemi er en af vore svenske naboers mest populære og folkekære forfattere. Efter flere digtsamlinger og ungdomsbøger brød Niemi i år 2000 igennem den litterære lydmur med den fantasifulde hjemstavnsroman ”Populærmusik fra Vittula”, som sensationelt har fået hver ottende svensker til boghandleren.

Med afsæt i området Tornedalen nær den finske grænse skriver forfatteren fra sin marginaliserede position og fortæller med galgenhumoristisk bid om de skæve eksistenser og kulturelle forhold, som indfinder sig højt mod nord. I sine seneste romaner har Niemi dog vist en stigende interesse for at beskrive ondskab og kynisme uden tragikomisk omsvøb.

54086601

Blå bog

Født: 13. august 1959 i Pajala, Norrbotten, Sverige.

Uddannelse: Teletekniker.

Debut: Rusning, 1983 (digte, ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Blandt andet Norrlands litteraturpris, 1988. Augustpriset, 2000. Tidningen Vi’s litteraturpris, 2000. Din bok - vårt val, 2000. Litteraturklubbins Stora Litteraturpris, 2001. Årets Bok, Månadens boks pris, 2002. Piratenpriset, 2002. Albert Engström-priset, 2009. Norbottens Kulturpris, 2013.

Seneste udgivelse: At koge bjørn. Modtryk, 2018. (Koka björn, 2017). Oversætter: Anders Johansen.

Inspiration: Per Olov Enquist.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der vil altid findes eventyrere. Skæve eksistenser, der ikke kan tilpasse sig. (…) Hvis de ser et bjerg, må de bestige det, hvis de ser en afgrund, må de kaste sig ud, og hvis det begynder at storme, stiller de sig med ansigtet mod vinden. De har den evige kløe.”
“Sulebulen”, s. 13.

Mikael Niemis baggrund er ikke blot af biografisk interesse: Opvæksten i et grænseområde mellem finsk, svensk og samisk kultur har både sprogligt og stilistisk sat sig tydelige spor i hans forfatterskab.

Som søn af en politibetjent og en talepædagog kom Mikael Niemi til verden i 1959 i landsbyen Pajala i den nordøstlige del af Sverige. Han far var en del af den minoritet, som taler meänkieli; en dialekt som er relateret men anderledes end det finske nationalsprog. Dette forhold trækker både kulturelle og sproglige tråde gennem hans værker, ligesom mormoderens samiske tilhørsforhold anes i forfatterskabets mere overnaturlige passager.

I 15-års alderen begyndte Niemi at skrive digte og noveller. Før drømmene om en forfattertilværelse blev realiseret, arbejdede han bl.a. som lærervikar, mens han uddannede sig til teletekniker på gymnasiets tekniske linje.

I begyndelsen af sin forfatterkarriere udgav Mikael Niemi fortrinsvis digtsamlinger og dramatik, men i midten af 1990’erne fik han langsomt mere appetit på prosaen og udgav blandt andet ungdomsthrillerneKyrkdjävulen” fra 1994 (“Kirkedjævelen”, 1995) og opfølgeren “Blodsugarna” fra 1997 (ikke oversat til dansk). Digtningen har dog langtfra forladt Niemis romaner, som er spækkede med lyriske metaforer og dvælende passager. Den stadige forkærlighed for poesien skildres effektfuldt bl.a. i romanen ”Skyd appelsinen”, hvor digtningen får bærende betydning både for hovedpersonens selvrealisering og for romanens dramatiske udvikling.

Derudover har Niemi også skrevet flere radiospil, teatermanuskripter og tv-serier og har tilmed forfattet rapporter om henholdsvis gymnasieskolen og hjemmebanen Tornedalen.

Det er dog forfatterens seneste voksenromaner, som har vakt international interesse for forfatterskabet og de særegne beskrivelser af Tornedalens befolkning. Med ”Populærmusik fra Vittula” er Niemi blevet oversat til adskillige sprog, mens det foruden bestselleren om Vittula udelukkende er ”Sulebulen”, ”Manden der døde som en laks”, ”Skyd Appelsinen”, ”Faldvand” samt ungdomsbogen ”Kirkedjævelen”, som er blevet publiceret på dansk.

Efter en årrække i Stockholm og Luleå har forfatteren igen bosat sig i sin højtelskede nordlige hjemstavnsflække, hvor han har stiftet familie. Sin kærlighed til hjemstavnen har Niemi uddybet således: “Jeg har min familie der, jeg har tre børn og jeg kan lide, at de vokser op i min egen kultur og jeg synes, jeg er heldig at bo der. Da jeg var yngre, boede jeg i Helsinki i et år, fordi jeg havde en kæreste der. Jeg har også boet i Stockholm, men jeg synes Pajala er bedre. (Antonio Díaz: A warm writer from the North. Interview i FREE! Magazine).

Populærmusik fra Vittula

”Vi kørte på som gale i halvmørket bag tæppet. (…) Jeg sang ikke. Jeg brølede. Elgens parringshyl. Lemmingens dødsskrig. Ja, find selv på noget, for helvede.”
“Populærmusik fra Vittula”, side 209.

I 2000 udkom Mikael Niemis gennembrudsværk “Populärmusik från Vittula” (“Populærmusik fra Vittula”, 2002); en tragikomisk generationsroman iscenesat i kvarteret Vittula i Niemis hjemby, Pajala. Med stor sproglig præcision og indlevelse beretter drengen Matti om sine formative barne- og ungdomsår, med alt hvad dette indebærer af absurde drukmesterskaber, kejtede førstegangsforelskelser, blodige ishockeydyster, spæde ungdomsoprør og ufravigelige familiære blodbånd. Men det er ikke mindst musikken, der står i centrum som både forløsende ventil og kilde til venskab i 1960’erne og 70’ernes isolerede svenske provins.

23893142

Efter at have udvekslet bussemænd og senere delt deres førstegangsmøde med Beatles, beslutter hovedkarakteren Matti og den indadvendte ven Niila at etablere Vittulas formentlig første rockband, som modtages med lige dele afsky og fascination af omegnens indbyggere. Den ældre generation af forknyttede og mandhaftige tornedalsfinner betragter den slags musikalske bibeskæftigelser som knapsu – kvindagtig. Langsomt vinder de to venners rockkvartet dog anerkendelse blandt de jævnaldrende, som imponeres af drengenes ukuelige spillelyst. Med rockmusikken som de to årtiers håbefulde lydspor udvikler drengene en udlængsel og livslyst, som imidlertid bestandigt konfronteres med omverdenens indlejrede ritualer og forældregenerationens snærende idealer og forventninger. I takt med Beatles introduceres også moderniseringen med langsomme skridt i den afsondrede landsby.

Med et eksakt tragikomisk udtryk udfolder romanen således de to nære venners bekendtskab med musikkens vitale virkning og spirende eventyrlyst, mens nedarvede slægtskonflikter, voldelig faderundertrykkelse, skrøbeligt sortsind og tilværelsens uomgængelige forgængelighed sætter sit matsorte præg på bogens sider.

“Populærmusik fra Vittula” er en sproglig og detaljerig kraftpræstation, som tematiserer den vanskelige ungdommelige identitetsdannelse med Niemis respektindgydende sans for både barokke situationsbeskrivelser og tankevækkende eksistentiel tyngde.

Romanen fremstår til dato som Mikael Niemis ubestridte hovedværk og helt i tråd med bogens sceniske potentiale, er den siden hen med stor succes blevet filmatiseret af instruktøren Reza Bagher i 2004.