Mikael Niemi

Mikael Niemis baggrund er ikke blot af biografisk interesse: Opvæksten i et grænseområde mellem finsk, svensk og samisk kultur har både sprogligt og stilistisk sat sig tydelige spor i hans forfatterskab.

Som søn af en politibetjent og en talepædagog kom Mikael Niemi til verden i 1959 i landsbyen Pajala i den nordøstlige del af Sverige. Han far var en del af den minoritet, som taler meänkieli; en dialekt som er relateret men anderledes end det finske nationalsprog. Dette forhold trækker både kulturelle og sproglige tråde gennem hans værker, ligesom mormoderens samiske tilhørsforhold anes i forfatterskabets mere overnaturlige passager.

I 15-års alderen begyndte Niemi at skrive digte og noveller. Før drømmene om en forfattertilværelse blev realiseret, arbejdede han bl.a. som lærervikar, mens han uddannede sig til teletekniker på gymnasiets tekniske linje.

I begyndelsen af sin forfatterkarriere udgav Mikael Niemi fortrinsvis digtsamlinger og dramatik, men i midten af 1990’erne fik han langsomt mere appetit på prosaen og udgav blandt andet ungdomsthrillerne ”Kyrkdjävulen” fra 1994 (“Kirkedjævelen”, 1995) og opfølgeren “Blodsugarna” fra 1997 (ikke oversat til dansk). Digtningen har dog langtfra forladt Niemis romaner, som er spækkede med lyriske metaforer og dvælende passager. Den stadige forkærlighed for poesien skildres effektfuldt bl.a. i romanen ”Skyd appelsinen”, hvor digtningen får bærende betydning både for hovedpersonens selvrealisering og for romanens dramatiske udvikling.

Derudover har Niemi også skrevet flere radiospil, teatermanuskripter og tv-serier og har tilmed forfattet rapporter om henholdsvis gymnasieskolen og hjemmebanen Tornedalen.

Det er dog forfatterens seneste voksenromaner, som har vakt international interesse for forfatterskabet og de særegne beskrivelser af Tornedalens befolkning. Med ”Populærmusik fra Vittula” er Niemi blevet oversat til adskillige sprog, mens det foruden bestselleren om Vittula udelukkende er ”Sulebulen”, ”Manden der døde som en laks”, ”Skyd Appelsinen”, ”Faldvand” samt ungdomsbogen ”Kirkedjævelen”, som er blevet publiceret på dansk.

Efter en årrække i Stockholm og Luleå har forfatteren igen bosat sig i sin højtelskede nordlige hjemstavnsflække, hvor han har stiftet familie. Sin kærlighed til hjemstavnen har Niemi uddybet således: “Jeg har min familie der, jeg har tre børn og jeg kan lide, at de vokser op i min egen kultur og jeg synes, jeg er heldig at bo der. Da jeg var yngre, boede jeg i Helsinki i et år, fordi jeg havde en kæreste der. Jeg har også boet i Stockholm, men jeg synes Pajala er bedre. (Antonio Díaz: A warm writer from the North. Interview i FREE! Magazine).

I 2000 udkom Mikael Niemis gennembrudsværk “Populärmusik från Vittula” (“Populærmusik fra Vittula”, 2002); en tragikomisk generationsroman iscenesat i kvarteret Vittula i Niemis hjemby, Pajala. Med stor sproglig præcision og indlevelse beretter drengen Matti om sine formative barne- og ungdomsår, med alt hvad dette indebærer af absurde drukmesterskaber, kejtede førstegangsforelskelser, blodige ishockeydyster, spæde ungdomsoprør og ufravigelige familiære blodbånd. Men det er ikke mindst musikken, der står i centrum som både forløsende ventil og kilde til venskab i 1960’erne og 70’ernes isolerede svenske provins.

23893142

Efter at have udvekslet bussemænd og senere delt deres førstegangsmøde med Beatles, beslutter hovedkarakteren Matti og den indadvendte ven Niila at etablere Vittulas formentlig første rockband, som modtages med lige dele afsky og fascination af omegnens indbyggere. Den ældre generation af forknyttede og mandhaftige tornedalsfinner betragter den slags musikalske bibeskæftigelser som knapsu – kvindagtig. Langsomt vinder de to venners rockkvartet dog anerkendelse blandt de jævnaldrende, som imponeres af drengenes ukuelige spillelyst. Med rockmusikken som de to årtiers håbefulde lydspor udvikler drengene en udlængsel og livslyst, som imidlertid bestandigt konfronteres med omverdenens indlejrede ritualer og forældregenerationens snærende idealer og forventninger. I takt med Beatles introduceres også moderniseringen med langsomme skridt i den afsondrede landsby.

Med et eksakt tragikomisk udtryk udfolder romanen således de to nære venners bekendtskab med musikkens vitale virkning og spirende eventyrlyst, mens nedarvede slægtskonflikter, voldelig faderundertrykkelse, skrøbeligt sortsind og tilværelsens uomgængelige forgængelighed sætter sit matsorte præg på bogens sider.

“Populærmusik fra Vittula” er en sproglig og detaljerig kraftpræstation, som tematiserer den vanskelige ungdommelige identitetsdannelse med Niemis respektindgydende sans for både barokke situationsbeskrivelser og tankevækkende eksistentiel tyngde.

Romanen fremstår til dato som Mikael Niemis ubestridte hovedværk og helt i tråd med bogens sceniske potentiale, er den siden hen med stor succes blevet filmatiseret af instruktøren Reza Bagher i 2004.