Rebecca Bach-Lauritsen

Artikel type
boern
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Bach-Lauritsen, Rebecca
Foto: Rosinante & Co.

Indledning

I sirlige sætninger viser Rebecca Bach-Lauritsen følelser frem uden at sætte ord på dem. Beskrivelser af handlinger og stemninger og undren over sproget former personerne i hendes værker. En pige har mistet sin lillebror, en er ved at blive til en rigtig pige, og en er lidt for alene i verden. Fælles for skildringerne af de små og store piger er en udelt sympati fra fortælleren, også når pigerne er lidt for meget af det gode.

 

51114329

Blå bog

Født: 12. september 1976 i Charlottenlund.

Uddannelse: Forfatterskolen for Børnelitteratur, 2010.

Debut: Veronika lyder som harmonika. Høst & Søn, 2011. Illustreret af Stian Hole.

Litteraturpriser: Skriverprisen, 2011.

Seneste udgivelse: Ellens ark. Høst & Søn, 2014.

Inspiration: Marguerite Duras, Edith Södergran, Gertrude Stein, Inger Christensen, Anne Carson og Tove Ditlevsen.

 

Baggrund

”Anna og Kille blæser sæbebobler. Det gør de hver sommer, former munden til pust og ser boblerne svæve og poppe. Dypper plastikdimsen i den lille aflange bøtte, bliver fedtet på fingrene, former munden til pust. De gør, som de plejer, men det føles anderledes. Kille er tom indeni ligesom boblerne.”
”Sommerdrenge”, s. 11.

Rebecca Bach-Lauritsen er født i 1976 i Charlottenlund nord for København og er ”vokset op i et hjem med både stilhed, høj musik og samtale,” som hun siger (Interview med Forfatterweb, maj 2015). Hun voksede op som enebarn af en far, der var læge og en mor, der var sygehjælper. Familien flyttede meget, og Rebecca Bach-Lauritsen nåede at gå på fire folkeskoler. Efter studentereksamen i 1995 læste hun et års film- og medievidenskab på Københavns Universitet, og derudover har hun en journalistisk uddannelse fra DR/Journalisthøjskolen.

I 2003 begyndte hun at arbejde for DR som vært og tilrettelægger, og hun har bl.a. været med i Junior på P3, Fandango i Fjernsyn for dig, Hyggetimen på Ramasjang Radio plus programmet Elefantvask på DRs børnekanal Ramasjang, som hun lavede sammen med Johanne Algren, der også skriver bøger for unge.

Inspirationen til at blive forfatter stammer helt fra barndommen, fortæller Rebecca Bach-Lauritsen: ”Fra mine første og helt egne møder med bogstaver, vidste jeg, at der gemte sig noget dér. At de kunne gøre noget ved mig, og at jeg kunne gøre noget med dem. Desuden var min morfar en skøn og kærlig historiefortæller, der gjorde sjove ting med sproget. Det var vist altid de samme ting og de samme historier, men det åbnede op for, at med ord kan man skabe sit helt eget.” (Interview med Forfatterweb, maj 2015).

I 2008 kom Rebecca Bach-Lauritsen ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og det var afgørende for hendes liv og karriere. Til spørgsmålet om, hvilket udbytte hun har haft af uddannelsen, svarer hun: ”Umiddelbart har det ændret mit liv. Minder lidt om et Brio-skiftespor, jeg fik til jul som barn. Skolen blev et skiftespor. Jeg kom over i den rigtige bane. Oplevede det helt konkret i novelleforløbet, hvor jeg startede på teksten til min debutroman Veronika lyder som harmonika. Den gjorde mig til forfatter.” (Center for børnelitteratur: Fordi det var det jeg allerhelst ville i hele verden. Dfb.au.dk, november 2011).

Bach-Lauritsen dimitterede fra skolen i 2010, og i 2011 debuterede hun med den prisbelønnede ”Veronika lyder som harmonika”, som hun modtog Skriverprisen for. Senere har hun udgivet de anmelderroste romaner ”Sommerdrenge” (2013) og ”Ellens ark” (2014), som begge ophæver grænserne mellem børne-, ungdoms- og voksenlitteratur. I 2014 blev ”Sommerdrenge” sat op som teaterstykke på Teateret ved Sorte Hest i København.

Veronika lyder som harmonika

” – Skal du ikke af sted, siger mor. Veronika kigger på mor og tænker, at det skal hun ikke spørge om. Hun skal sige: Veronika, du skal af sted, DU SKAL I SKOLE! Ellers kommer du for sent! Egentlig skal hun også sige: Du har slet ikke tøj nok på, Veronika, kan du så tage en jakke på og et halstørklæde, det er jo ikke sommer.”
”Veronika lyder som harmonika”, s. 39-40.

I 2011 debuterede Rebecca Bach-Lauritsen med børnebogen ”Veronika lyder som harmonika”, der er illustreret af norske Stian Hole. Den handler om pigen Veronika, der igen er flyttet til en ny by sammen med sin mor og sin lillesøster Josefine. De er flyttet mange gange, og Veronika ved, at de kommer til at flytte igen, når hendes mor atter er blevet rastløs. Veronikas far var ”en dejlig nat for mange år siden”, som hendes mor siger, og han sender aldrig nogen breve. Josefines far sender breve af og til, og Veronika har hele tiden fornemmelsen af, at moderen og søsteren har noget særligt sammen, som hun ikke er en del af.

Første dag i den nye skole går ikke som smurt. Veronika kommer for sent, og da hun kommer ind i klassen, er de andre gået i filmlokalet. Veronika ved ikke, hvor det er, så hun bliver siddende i klassen og falder i søvn. Hun vågner ved, at der står 22 idioter og griner af hende, og det er nok. Hun skrider, ikke særlig imponeret over grødhovederne i den nye klasse. Måske kun ham med de brune øjne og for lange ærmer, ham tænker hun på, men med modstand.

Derhjemme er der ikke rart at være, så Veronika stikker af. Tager til den by, hun boede i sidst, for at se om hun kan få lidt retning på tilværelsen der. Men som hun står der inde i bycentret, skal hun vælge en udgang, og de hedder alle sammen noget med store bogstaver, og dem hader hun også. Så det bliver rulletrappen i en uendelighed.

28813554

Da hun er ude igen, ser hun tilfældigvis morens nye kærestes flyttebil og kryber ind i den. Den søde kæreste Mummi tager sig af Veronika uden at stille for mange spørgsmål, og han bliver hendes vej tilbage til familien. Han ser og hører hende og peger en retning ud for hende i modsætning til hendes mor, der ikke formår at sætte faste rammer om og forventninger til Veronikas lille liv.

Veronikas mor køber kun afskårne blomster, men Mummi har en potteplante med lidt liv i, som han forærer Veronika. ”Veronika lyder som harmonika” er en lidt skæbnetrist fortælling om en pige, der gerne vil høre til og slå rødder, som de potteplanter, der står nede i klasselokalet med børnenes navne på.

Bogen er skrevet i knappe sætninger, der rummer en masse uudtalte følelser og stemninger. Det understreges af Stian Holes illustrationer, der tænker med og indkapsler det særegne i hver scene.