Genrer og tematikker

Mikael Josephsen er ikke uden grund blevet omtalt og markedsført som det levede livs digter, og selv er han da også ærlig omkring den direkte inspiration, han henter fra sin eget barske liv. Forfatterskabet graver derfor generelt gerne rundt i de allermørkeste og mindst attraktive afkroge af menneskelivet herunder; misbrug, vold, psykisk sygdom mv.

Josephsens forfatterskab er kendetegnet ved den form for nøgtern og afdæmpet realisme, der går helt tæt på den menneskelige nedtur. Som vi ser i ”Neden under” gennem fortællingen om ægteparret Bent og Inga, er der imidlertid også en interesse for at zoome ind på det håbløst almindelige, trivielle og stagnerede menneskeliv. Som Josephsen har forklaret i et interview til Information er det netop en pointe for ham at vise, hvordan der både inden og uden for ligusterhækken eksisterer samme behov for virkelighedsflugt – om end i forskellige grader (Trisse Gejl: Der er jo ingen af os, der kan holde livet ud. Information, 2010-03-26). En vigtig tematik er altså menneskers forskellige måder at flygte fra eller overleve livet så at sige.

Et andet træk, der går igen i både lyrik og romaner, er den underspillede, afdæmpede og nøgterne stil, der bliver anvendt i både udlægningerne af det ofte brutale indhold og i skildringerne af det almindelige småborgerlige liv. Som Mikael Josephsen selv forklarer, søger han helt bevidst at være: ”anderledes, mere irriterende i sin realisme. Ikke så spektakulær.” (Lonni Krause: Mikael Josephsen. Ordtilallesider.dk, 2010). Det med andre ord ikke dramaet, men det stilfærdige, og måske mere troværdige billede af virkeligheden, som Josephsens forfatterskab kredser om.

I sin poesi vægter Mikael Josephsen på samme måde umiddelbarheden i udtrykket over stilistik og form: ”Altså, jeg læser meget gerne den mere intellektuelle og formorienterede litteratur. Jeg kan bare ikke selv skrive sådan. Jeg kan godt lide en tilladt følelse i litteraturen, lidt ligesom når vi hører musik. Når du hører musik, går det øjeblikkeligt i kroppen; hvis der er gode tekster, går det også i hjernen.” (Sebastian Wittrock: Poesi er mindst lige så godt som alkohol. Politiken, 2016-06-03).

Et andet gennemgående træk ved Mikael Josephsens værker er den tragikomiske tone. Ifølge forfatteren selv er dette greb mest af alt et udtryk for en afmagt over for det indhold, han behandler. Med Josephsens egne ord: ”Det er mere en groteskhedens humor, for hvordan skal man ellers reagere? Der er ikke morsomt, men absurd at ligge med abstinenser og ikke vide, om rotterne, der kravler under dynen, er virkelige eller ej, at ligge og skide og pisse i sengen og tigge om sprøjter, som kan give bare tre kvarters ro.” (Sebastian Wittrock: Poesi er mindst lige så godt som alkohol. Politiken, 2016-06-03).