Knæk

I digtsamlingen ”Knæk” fra 2016 tager Mikael Josephsen, som titlen antyder, livtag med tilværelsens psykiske nedture, eller knæk. Formen er – meget passende – knækprosaens frit flydende og dog opbrudte fortælleform, der her udfolder en unavngivet jeg-fortællers psykisk syge bevidsthedsstrøm fra den lukkede afdeling på Svendborg Sygehus. Her er han indlagt med en journal, der bugner af forskellige diagnoser fra personlighedsforstyrret alkoholiker og angstpatient til pseudopsykopat og bipolar. 52401658

Gennem opbrudte, koncentrerede sætninger fuldstændig renset for overflødigt billedsprog bærer Josephsen læseren ind i den lukkede, sterile verden af institutionssaftevand, sprøjter og håndsprit, der omgiver det opløste fortællersind. Man følger hans flygtige tankestrøm, der skiftevis er i nuet i en uvirkelig døs af medicin og hverdagsvanviddet på afdelingen – optaget af medpatienternes udskejelser, forhandlingerne med personalet om den næste bedøvende sprøjte og spekulationer om mulige nye kræftsymptomer – og skiftevis kredser om det levede liv, der ledte op til knækket. Særligt fylder afsavnet, skyldfølelsen og hadet rettet mod ekskonen, der har fundet en ny mand, børnene han har svigtet, moderens nylige kræftdødsfald og barndommen præget af en terroriserende far.

Tynget af samme dæmoner ligger hans søster indlagt samtidig blot på en anden afdeling. I sammenligning med søsteren, der bliver forfulgt af tegneseriefigurer, mener jeget dog, at han er ”nærmest normal”. Depressive, ængstelige og nogle gange paranoide tanker afslører ham dog gang på gang: ”jeg skal gå bort i giften de kommer i kaffen/ og ikke længere være ham/ der altid er til besvær/ jeg skal bæres bort som lig/ min sjæl skal i helvede/ det er derfor vi øver os her” (s. 48).

Det er blandt andet i passager som ovenstående, at digtsamlingens gennemgående tragikomiske tone viser sig. Men også i jegets gengivelser af medpatienter, der trækker trusserne ned i TV-stuen eller truer hinanden med plasticknive, er det svært ikke at trække på smilebåndet af galskabens groteske udtryk. I ”Knæk” grines der dog aldrig af, men nærmer med galskaben, som digtene giver et ufiltreret, råt og alligevel udramatisk indblik i.