I 2016 udkom Lotte Kaa Andersens selvstændige fortsættelse til ”Hambros Allé 7-9-13”. Romanen har titlen ”100 dage” og følger de samme tre familier fem år efter, vi forlod dem midt i finanskrisen. De er nu ved at rejse sig efter krisen, men der er fortsat meget at slås med bag de velpudsede villafacader. En vigtig tematik i romanen er familien som omdrejningspunkt for den enkelte, men også problemerne med at nå hinanden og være til stede i familielivet. Man har det med at vokse sammen med den rolle, familien giver en: ”Det farlige ved familier er, at de ender med at få ret. Når man tidligt og til stadighed siger om et barn, at hun er den boglige, reserverede type, bliver det selvopfyldende. Familien holder dig fast. Det er svært at omstøde familiens dom, svært at opnå familiens tilladelse til at blive en anden.” (s. 199).
52680050
Romanen viser stor solidaritet med sine figurer, men skildrer også, hvordan personerne hver især oplever stor ensomhed og manglende fælleskab, selv om de lever under samme tag. De går fejl af hinanden efter mange år med parallelle liv: ”De farer vild og taler forbi hinanden i det store hus, hvornår skete det, har det altid været sådan?” (s. 277). En ny hovedperson i Kaa Andersens romanfortsættelse er teenagedrengen Lukas, som ryger for meget hash og i mange år har haft en tættere kontakt til familiens au-pair-piger end til sine forældre, som har haft travlt med hver deres karriere. Mens debutromanen især havde de voksnes vaklende samliv som billeder på opløsning og på de magtkampe, den økonomiske krise forstærkede, handler ”100 dage” også om forældrekærlighed og det svigt i forhold til børnene, som bliver en konsekvens af de voksnes konstante stræben efter at lykkes i arbejdslivet, i parforholdet og udadtil. En tematik, som videreføres fra Kaa Andersens debut, er beskrivelsen af figurernes problemer med at leve op til alle de perfekte idealer: ”Hun forestiller sig Magnus’ mor gå med sin børneflok og samle mos og kogler i skovbunden. Billedet svider i øjnene. Hun ser ned på silkebåndene og det kraftige hånddyppede lys i guld og føler sig som en farisæer. Hun er den sorte plet på linsen, hende, der forstyrrer idyllen, hende, du ikke kan gnubbe af.” (s. 196). Kaa Andersen fortæller en historie om tre familier i et særligt og privilegeret miljø, men det er i lige så høj grad en almenmenneskelig og genkendelig fortælling om bestræbelsen på at passe ind og blive elsket og en skildring af det moderne menneskes ensomhed.