De seneste årtier har budt på en række nutidsfortællinger om livet i det såkaldte Udkantsdanmark. Men Lotte Kaa Andersen præsenterer med sine første tre romaner en samtidsskildring af livet i et privilegeret miljø i Nordsjælland og viser bl.a. bagsiden af det liv, som udefra måske ser ud til at være let og nærmest perfekt. Romanerne tager læseren med ind bag facaden og fremstiller bl.a. de livsløgne, som præger romanernes figurer og deres tilværelse. Et vigtigt udgangspunkt for Lotte Kaa Andersens første roman er finanskrisen, som kom bag på mange. En alvorlig økonomisk nedtur, som ifølge forfatteren måske i særlig grad rammer de ellers ressourcestærke og privilegerede på deres identitet: ”Der er et kælderdyb i alle mennesker og alle huse, men på et sted som Hambros Alle virker faldene større og mere dramatiske, fordi alt tager sig så dyrt og imponerede ud. Og når jeg går rundt på de dyre villaveje, ser jeg altså mange kvinder i pels med triste øjne. Jeg tror, det handler om, at hvis du har det hele – pengene, huset, bilerne – og alligevel ikke er lykkelig, så har du måske ikke andet end dig selv at bebrejde din ulykke, og så rammer den ekstra hårdt.” (Jeppe Krogsgaard Christensen: ”Der er et kælderdyb i alle”. Berlingske Tidende 2016-03-22). Lotte Kaa Andersen lader i sin trilogi fortællingens figurer tale på skift, ligesom bøgerne gengiver figurernes tankerækker med hver deres sprogtone uden indblanding fra en alvidende fortællerstemme, som kunne forklare tingenes rette sammenhæng. Denne fortælletekniske skildring af de enkelte personers tanker og refleksioner, som blandes med mange dialoger imellem figurerne, giver en forståelse for og medfølelse med de enkelte figurer samtidig med, at gengivelsen af deres indre liv bliver en ironisk afsløring af alt det, figurerne forsøger at skjule for sig selv og hinanden bag den pæne facade. Det er en almenmenneskelig fortælling om, hvordan alle mennesker stræber efter kærlighed og accept, men samtidig et forsøg på at tegne et realistisk billede af et ganske særligt miljø med en luksuriøs livsstil. Lotte Kaa Andersen har selv i flere interviews forklaret, at hun ofte er blevet overrasket over, i hvor høj grad virkeligheden overgår fantasien, hvilket har været et vigtigt udgangspunkt for hendes romaner: ”Jeg har haft tre mantraer hængende ved siden af computeren, mens jeg skrev; jeg måtte ikke karikere, handlingen skulle være ”sand”, altså kunne være sket, og læserne skulle underholdes. Det, håber jeg meget, er lykkedes”, som Lotte Kaa Andersen udtalte til lokalavisen Villabyerne forud for udgivelsen af sin debutroman. (Anette Houman: Ny bog om Hellerups overklasse. Villabyerne 2015-08-18).
Med romanen ”Den inderste kerne” bevæger Lotte Kaa Andersen sig ind i en ny genre med en skildring af en af verdenshistoriens oversete videnskabskvinder, den danske seismolog Inge Lehmann. Den biografiske roman stiller skarpt på Inge Lehmanns opdagelse af jordens indre og hendes liv i en mandsdomineret videnskabsverden. Samtidig kommer man i romanen også tæt på Inge Lehmanns private liv – hendes inderste kerne.