Hambros Allé 7-9-13

Citat
”Nu kan revisorerne komme til, advokaterne må gøre, hvad der skal gøres, kreditorerne må slås om smulerne, journalisten fra Jyllands-Posten kan skrive sin historie. Der er ikke mere at sige. Line. Det er hendes ansigt, han ser, det der lys omkring hende, da han trykker på aftrækkeren.”

"Hambros Allé 7-9-13", s. 290.

Lotte Kaa Andersens samtidsroman ”Hambros Allé 7-9-13” (2014) tegner et underholdende og skarpt billede af tre nabofamilier på en af Danmarks dyreste villaveje, Hambros Allé i Hellerup. Romanen kaster et både kritisk og humoristisk blik på de problemer, der også findes her, og skildrer den betydning, finanskrisen fik for nogle af de mest velstillede.

I nummer 13 – i vejens nok dyreste patriciervilla – forsøger Lise at redde sit ægteskab med Kristian, som desperat prøver at sikre familieformuen og sin arvede emballagefabrik. Romanen skildrer bl.a. de sociale koder, som uvægerligt adskiller de nyrige fra dem, der, som Kristian, er vokset op med rigdom og dannelse. Det at arve sin formue har dog også sin pris, især i krisetider: ”Arvede penge er de værste. Arvede penge er de sværeste at administrere, de tungeste at miste. Det bliver aldrig helt dine egne. Arvede penge bærer et usynligt mærke, de vil altid være bundtet sammen med gæld og skyld (…) Han må væk fra skammen og sin fars forstenede ansigt, Oles bebrejdelser, hans blege hovedrysten.” (s. 286).

51842286

Naboerne i nummer 9 har også svært ved at nå hinanden og få familielivet til at fungerer. Ejendomsmægleren Kaare, som har skabt sig en formue på hurtige og lidt for smarte handler, rammes også af den økonomiske nedtur, mens hans kone Caroline, holder familien kørende som succesfuld skilsmisseadvokat. McKinsey-konsulenten Ask, hans kone Cille og deres to små børn er flyttet ind i nummer 7 – i et gammelt hus, der viser sig at være et håndværkertilbud – og samtidig bliver Cille fyret fra sit job.    

”Hambros Allé 7-9-13” er skrevet med en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, som lader læseren erfare de forskellige karakterers indre verden. Synsvinklen skifter for hvert kapitel, ligesom sprogtonen i hvert afsnit følger den aktuelle synsvinkel. Et eksempel er den lettere brovtende og snobbede Kaare: ”Jo, Kaare slap væk fra Vestegnen, han er ikke længere den store lømmel, som ingen troede ville blive til noget. Kaare Kristiansen bor på Hambros Allé med sin kone, der er advokat, og deres søn på 12, der går på en fin katolsk privatskole. Tag den, verden. Æd den, alle sammen!” (s. 85).    

Romanen giver et kig ind bag de smukke facader og skildrer de problemer, løgne og svigt, som også findes blandt nogle af landets rigeste og mest magtfulde. Figurerne repræsenterer forskellige genkendelige typer, men romanen er samtidig skrevet med en psykologisk realisme, der enkelte steder kombineres med symbolik – som da der breder sig en rådden lugt i Kristian og Lises ellers så strømlinede hjem.