Baggrund

Citat
”Hun ser en sort fugl flyve op mod de mørke skyer. Sommersolen blænder hende, får hendes øjne til at svide, og hendes blik kan ikke længere følge fuglens flugt.
Hun trækker vejret stille ind. Træerne i vejkanten stråler, grøn ild der bølger som et gigantisk dyrs flanker, vildt og brutalt. In-hye stirrer indædt på træerne. Som om hun venter på et svar. Som om hun protesterede mod noget. Blikket i hendes øjne er mørkt og insisterende.”
”Vegetaren”, s. 226.

Han Kang er født den 27. november 1970 i Gwangju i Sydkorea. Hendes far, Han Seung-won, er forfatter. Da Han var ni år gammel, sagde hendes far sit job som lærer op og viede sig fuld tid til forfattergerningen. Det medførte bl.a., at familien var temmelig fattig. Hun fortæller, at de ikke havde mange møbler, men de havde mange bøger. De beskyttede hende. Så selvom familien flyttede mange gange, og Han skulle skifte skole hver gang, gjorde det hende ikke noget, fordi hun havde bøgerne til at beskytte sig.

Som 12-årig opdagede Han en bog oppe øverst på et skab. Det var en hemmeligt cirkuleret bog med fotografier taget af udenlandske journalister af en massakre, begået af det koreanske militær imod Gwangju-oprøret, en pro-demokratisk bevægelse, der protesterede imod militærdiktaturet under præsident Chun. Det skete, få måneder efter at Han-familien var flyttet fra Gwangju til Seoul. De gruopvækkende billeder har sat et aftryk i den måde, hun ser verden og menneskeheden på, fortæller hun i et interview med Weekendavisen: ”Lige siden min barndom har tanken om menneskers vold påført mig smerte. Og når man har et ømt sted på kroppen, der gør ondt, bliver man ved med at holde øje med det og mærke det, og man kan ikke lade være med at røre ved det.” (Malene Jensen: De lydløses skrig. Weekendavisen, 2025-02-21).

Han begyndte at skrive som teenager, som 19-årig begyndte hun at skrive sine første korte prosatekster. I 1993, samme år som hun dimitterede fra Yonsei-universitetet, hvor hun havde studeret litteratur og sprog, udgav hun sine første digte, og året efter udgav hun sin første novelle i et tidsskrift. For den modtog hun en pris, og i 1995 udkom hendes første novellesamling, og hun viede snart alt sin tid til forfattergerningen.

Han fik sit store internationale gennembrud i 2016, da hun og bogens engelske oversætter Deborah Smith blev tildelt The Booker Prize for romanen ”Vegetaren”. Han har siden udgivet en række romaner og blev i 2024 tildelt Nobelprisen i litteratur som den første koreanske forfatter nogensinde. Han er skilt fra faren til sin søn og bor i Seoul. I nogle år drev hun den lille boghandel ved navn ”I dag”, men efter hun fik Nobelprisen, blev butikken så fyldt med turister, at hun måtte opgive den daglige ledelse af den.