I Korea er der i de sidste par årtier blevet ført en kulturpolitik, der har skullet udbrede koreansk kultur til hele verden. Og det lykkedes på mange måder, bare tænkt på boybandet BTS eller de fire kvinder i Blackpink eller Joon-ho Bongs Oscar for filmen ”Parasite”. Det har også været et erklæret mål, at en koreansk forfatter for første gang skulle have den eftertragtede nobelpris. Det blev Han Kang, og indtil videre har vi fået en håndfuld af hendes romaner oversat til dansk. Der findes endnu ikke så meget andet koreansk litteratur oversat til dansk, og det er også sigende, at Hans bøger ikke bruger den koreanske som primærkilde, men oversætter fra henholdsvis engelsk, svensk og norsk.
På dansk findes der en oversættelse fra koreansk af digteren Kim Hyesoons (f. 1975) hovedværk ”Dødens selvbiografi” (2021), som er oversat af Karin Jakobsen, Maja Lee Langvad og Jeuno JE Kim. Han Kang fortæller i et interview om at være inspireret af Kim, hvis bog er et vildt wunderkammer, der handler om dødens faser i følge buddhismen. Noget, der ikke er præget af zen eller mindfulness men kaos og intensitet.
I iranske Sharnush Parsipurs (f. 1946) kultroman ”Kvinder uden mænd” (2019) er der også kvinder, der ikke vil gøre, som det forventes af dem, og én af dem ender med at blive til et træ. Det er på en måde den magisk-realistiske pendant til Hans senere mere dystre realisme. Men ligesom i ”Levende og døde” er skellet mellem død og levende også til forhandling hos Parsipur.
Hos den japanske digter Hiromi Ito (f. 1975) finder man også levende planter, og mennesker der ikke vil dø, eller som i døden finder et nyt og mærkeligt liv. I digtsamlingen ”Vildgræs ved flodlejet” (2018) bevæger vi os mellem Japan og Californien, et barnligt jeg der flyttes rundt med sine søskende af deres mor, der finder en ny mand. Han dør, men bliver stadig ved med at gå rundt og snakke, og planterne bliver levende og voldtager på et tidspunkt den unge pige. Det er en helt anderledes kropslig optagethed, Ito skriver med i forhold til Han, men de har også meget til fælles.