Han Kang har skrevet mange forskellige slags bøger, blandt hendes 19 udgivelser finder man både digte, noveller, essays og romaner. Og det er hovedsageligt de sidstnævnte, der er blevet oversat, og de er rygraden i hendes forfatterskab, at dømme ud fra, at de udgør 11 af de 19 udgivelser.
Af de oversatte bøger er der et bemærkelsesværdigt tematisk slægtskab, der handler om død og vold. Han har et intenst fikseret blik på den måde, vores samfund er opbygget rundt om forskellige former for strukturel vold. Det være sig i ”Vegetaren”, hvor hovedpersonens blodige drømmesyn får hende til at afstå fra at deltage i samfundets produktgørelse af dyr. Men også den strukturelle undertrykkelse i det patriarkalske samfund, hvor en kvinde kun i en vis udstrækning har ret til selvbestemmelse, inden hun erklæres for syg af sin familie og tvangsindlægges. Bogen er på mange måder en dybdegående undersøgelse af, om man overhovedet kan afstå fra samfundets voldelige udbyttestrukturer, når man er menneske, eller om man som hovedpersonen kan have lov til at drømme om at blive et træ og leve af sol og vand.
Han skriver også om den historiske vold. I ”Hvid” er det hendes storesøster, som døde inden hun selv blev født, som giver anledning til poetiske meditationer over, hvorvidt Han overhovedet var blevet født, hvis hendes søster ikke var død.
Noget lignende, men i en større skala, udspiller sig i ”Levende og døde”. Her mister den familie, der flytter ind i Hans barndomshjem, deres søn under Gwangju-massakren. Og i bogen beskriver Han hans død, men også de langstrakte konsekvenser den politisk fortielse skabte i årtier efter.
Han er ude i et lignende ærinde i ”Vi tager ikke afsked”, hvor hun går tilbage til et nøglepunkt i den moderne koreanske historie, lige efter selvstændiggørelsen fra den japanske kolonisering, efter Anden Verdenskrig. Her udspillede sig et oprør, som hæren slog ned på brutal vis, og som lige siden har været omgivet af tavshed. Han gør det til sit ærinde at blæse låget af tavsheden og se volden i øjnene, nøjagtig som i alle hendes andre bøger. For først når man kan se volden i øjnene, kan man se al det menneskelige lys, der øver den modstand.