De sagde at den lille piges ansigt var hvidt som en halvmåneformet riskage. De sagde hun blev født for tidligt, efter kun syv måneder, så kroppen var spæd, men øjnene, næsen og munden var tydeligt smukke. Mor sagde at hun aldrig ville glemme det øjeblik hvor barnet åbnede sine sorte øjne og stirrede på hende.”
I ”Huin” fra 2016 (”Hvid”, 2021) går Han Kang i nogle lidt nye retninger i forhold til resten af forfatterskabet. Det er for det første en væsentligt kortere bog på under 100 sider, og der bliver ikke fortalt en fremadskridende historie. I stedet er der tale om tematiske og poetiske meditationer, hvor farven hvid bliver det gennemgående motiv, og sorgen bliver den følelse, der belyses fra mange forskellige vinkler.
38541919
Til grund for bogen ligger en tragisk begivenhed, nemlig Hans storesøsters død, da hun var blot nogle få timer gammel. Dette dødsfald, og det fravær, som storesøsteren på den vis altid har kommet til at repræsentere, dette hvide rum, bliver en forvandlingskugle, der i Hans præcise prosa kan antage mange former. Det er en klagesang, en elegi, og sorgen er en følgesvend for det unavngivne jeg, der agerer som bogens fortæller i første del. Bogen skrives på et skriveophold i et sneklædt Warszawa. Ikke bare sneen, men også byens historie, bliver en metafor for Han. Byen, der blev udbombet under Anden Verdenskrig for siden at blive genopbygget, nøjagtig som den var før, som var ingenting sket. Et meget stærkt billede på sorg. Man kan ikke se, at alting har forandret sig, men alting har forandret sig.
Han skifter i bogen fra at fortælle i førsteperson, altså fra et jeg, til at skrive om et hun. Først en indlevelse i hendes mors situation, idet hun sidder alene tilbage i sengen, 21 år gammel, mens hendes mand er gået ud for at begrave deres døde, nyfødte datter, og mælken løber til, hvidt. Så et afsnit om det ”hun” som aldrig blev, det menneske hendes søster ville have været, hvis hun havde undsluppet døden. Hvis morens bøn havde virket, når hun sagde: ”Dø ikke! Vær sød ikke at dø!” (s. 27).
Og som et eksperiment med litteraturens magi fremskriver Han i bogens anden del dette ”hun”, hun giver liv til den døde søster. I sidste del vender vi tilbage til jegfortælleren, der nu mediterer over at være blevet givet et liv, på grund af sin søsters død, men også dette paradoks i nu at kunne give hende et liv, på bogens sider og i læserens bevidsthed.