”Sonyeoni onda” fra 2014 (”Levende og døde”, 2019) er Han Kangs niende bog, og den fjerde efter hendes store gennembrud med ”Vegetaren”. I ”Levende og døde” vender hun tilbage til den massakre, som blev begået af det koreanske militærdiktatur i Gwangju i 1980, da Han selv var ni år gammel. Det fandt sted, kort tid efter familien var flyttet til Seoul, og det gjorde et stort indtryk på hende. Hun følte, at hun fik lov at leve sit liv, mens de modige demonstranter trodsede regimet, en slags skyld over at de var døde på hendes vegne.
46429753
Det bliver meget konkret i bogen, idet man bl.a. følger den familie, som flyttede ind i det selvsamme hus, som var Hans barndomshjem. Familien mistede deres 14 år gamle søn Kang Dong-ho i massakren, og det er bl.a. ham, bogen følger. I første del følger læseren Dong-ho rundt i det gruopvækkende tableau af død og ødelæggelse for at finde liget af hans ven Jeong-da, som er blevet skudt.
I de følgende kapitler følger vi karakterer, der på forskellig vis har været i berøring med massakren, enten som vidner eller pårørende, og de langstrakte konsekvenser, den har. Massakren blev fortiet og dækket over af militæret, og først efter militærdiktaturets fald og demokratiseringen, der fandt sted i Sydkorea op gennem 1990’erne, blev den en del af den officielle historiefortælling. Den smerte og lidelse, som denne politiske stiltielse har medført, er også en del af bogens ærinde at fortælle. At man må se sin smerte i øjnene for at lære at leve med den. Mange fik end ikke lov at begrave deres dræbte familiemedlemmer, og Dong-hos mor siger i bogens femte del: ”Da du døde, kunne jeg ikke begrave dig, så mit liv blev en begravelse.” (s. 253).
Han skriver med den for hende velkendte uprætentiøse fortællestil, som man også kunne læse i ”Vegetaren”. Men hvor den var rig på gådefulde billeder, er der en mere rå, brutal og direkte stil i denne bog. Han træder også selv frem som mere essayistisk fortællerfigur i bogens sidste del og væver nogle af trådene sammen.