Han Kangs ”Jagbyeolhaji anhneunda” fra 2021 (”Vi tager ikke afsked”, 2025) danner par med Hans tidligere roman ”Levende og døde”. Hvor sidstnævnte slutter med, at forfatteren træder ind i romanen som en fortællerstemme, starter ”Vi tager ikke afsked” med netop samme greb. Han væver virkeligheden ind i fiktionen. Og fiktionen tager også i denne roman udgangspunkt i nogle traumatiske og voldsomme begivenheder i Koreas historie. Og selvom den fandt sted, længe inden Han levede, er der stadig en stor identifikation og indlevelse fra forfatteren.
140010871
Det viser sig bl.a. i hovedpersonen, som er en kvinde, der arbejder som forfatter, og som er blevet adskilt fra sin familie af sit arbejde. Kyungha, hedder hun, og hun lider af søvnløshed og er plaget af mareridt. Hun bliver opsøgt af sin gamle ven Inseon, som er indlagt på hospitalet, og som beder hende tage sig af hendes fugl, som er hjemme hos hende i Jeju. Kyungha indvilger og rejser dertil, men farer på den sidste del af gåturen vild i en snestorm og falder om og besvimer, så da hun når frem, er fuglen død. I sit ophold i det nu frysende kolde hus begynder Kyungha at hallucinere, og i hendes syner dukker Inseon op og viser hende en masse materiale, hun har indsamlet omhandlende Jeju-massakren.
Massakren i Jeju fandt sted i de første år efter Anden Verdenskrig, hvor Korea blev befriet fra sin kolonialisering af Japan, og USA tog kontrol over øen Jeju for at bekæmpe en opblomstrende kommunisme. Det førte til store uroligheder, fordi folk modsatte sig den USA-samarbejdende regerings restriktive politikker. I årene 1948-49 bølgede vold fra lokale kommunistiske partisaner og regeringstropper frem og tilbage og medførte mange dødsfald. Det er uvist hvor mange, fordi det er en massakre, der er blevet omgærdet af en tavsheds- og ligefrem fortielseskultur.
Ved at placere handlingen på Jeju i nutiden viser Han, hvordan disse voldelige begivenheder, som samfundet er opbygget på, stadig trækker lange tråde ind i vores tid. Bl.a. har Inseon, som har mistet alle sine fingre i en ulykke på sit værksted, en nervøs tic ved sin ene finger, der skal holde nerven i live. Det tjener som et præcist og urovækkende billede på de dødes fravær, men også på litteraturens evne og forpligtelse til at holde dem i live.