Stemningen, tematikkerne og tonen i Karin Boyes digte er blevet sammenlignet med Edith Södergrans og Bodil Bechs digte. Også hos T.S. Eliot ses et slægtskab med Karin Boyes forfatterskab. Det var i litteraturmagasinet Spektrum, at Karin Boye blandt andet introducerede T.S. Eliot og surrealismen til Sverige. Hun var også oversætteren bag T.S. Eliots langdigt ”The Waste Land” fra 1922. ”Kallocain” udkom godt ti år efter Aldous Huxleys dystopiske fremtidsvision ”Fagre nye verden” (1932) og knap ti år før George Orwells ”1984” (1949) som også skildrer et dystopisk overvågningssamfund. Af eksempler på nyere litteratur som tematiserer totalitære regimer og overvågning kan nævnes den amerikanske forfatter Margaret Atwoods sci-fi-roman ”The Handmaid’s Tale” fra 1985, og danske Ida Marie Hedes roman ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” fra (2020), der skildrer et fremtidsscenarie, hvor kommunekontoret overvåger fertilitetsniveauet i landsbyen. Også den rumænskfødte forfatter Herta Müllers ”Heute wär ich mir lieber nicht begegnet” fra 1997 (”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, 2012) skildrer overvågningens konsekvenser for et individ, der lever i et diktatur.
I ”Kallocain” er det karakteren Linda, som udtrykker et håb for, at der kan ”vokse en ny verden frem af dem, der er mødre, om det er mænd eller kvinder, og om de har født børn eller ej”. Moderskabet som en livgivende kraft, der ikke er begrænset til kvindekønnet, er blevet læst i sammenhæng med de ældre svenske forfattere Ellen Key og Elin Wägner, og har også lighedspunkter med tankegodset i Ursula K. Le Guins forfatterskab.
”Astarte” kan læses under genren produktionsroman, der var en stærk genre i mellemkrigstidens Sovjetunion, og et eksempel herpå er Fedor Gladkovs ”Cement” (1925). Som et nutidigt eksempel på en roman, der trækker på lignende tematikker og genrekonventioner, kan nævnes Olga Ravns sci-fi-roman ”De ansatte” (2018), der er blevet omtalt som en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede.