Karin Boye

Karin Boye blev født i Göteborg i 1900. Hendes far var uddannet civilingeniør, og moren blev kommunalbestyrelsesmedlem, da kvinderne fik stemmeret. Familien bestod desuden af Karin Boyes to yngre brødre. I Boyes selvbiografiske noter beskriver moren hendes karakter i den tidlige barndom som: ”rolig, lydig, venlig, melankolsk.” (Johan Svedjedal: Den nya dagen gryr: Karin Boyes författarliv. Wahlström & Widstrand, 2017. Egen oversættelse).

I 1907 begyndte Boye i pigeskolen Mathilda Halls i Göteborg. Hun var glad for at gå i skole, og hun begyndte tidligt at interessere sig for litteratur.

I 1909 flyttede familien til Stockholm og videre til Huddinge i 1915, hvor familien slog sig ned, og det var her resten af opvæksten forløb. I 1920 blev Karin Boye student, efterfølgende studerede hun til folkeskolelærer og blev fil.mag. i 1928 efter studier ved universitetet i Uppsala og ved Stockholms Högskola.

I 1922 debuterede hun som digter med digtsamlingen ”Moln”. I et interview med Politiken fortæller hun, om hvordan hun blev digter: ”Jeg var 22 år, da jeg skrev min første digtsamling som student i Uppsala. Med den tog jeg så ind til Bonnier. Det var forfærdelig spændende. Jeg havde med vilje ikke forud bestemt, hvad jeg ville sige, for jeg var bange for, at det skulle lyde for kunstigt. Men jeg kravlede altså op ad trappen og stod pludselig over for Firmaets seniorchef gamle Karl Otte Bonnier med det store skæg. I samme øjeblik jeg fik øje på ham, kunne jeg ikke få en lyd frem.” (Anker Kirkeby: Da Karin Boye gik op til gamle Bonnier. Politiken, 1941-01-17).

Hun levede af at være skribent og kritiker og blev en del af det venstreradikale Clartés bestyrelse og redaktion, ligesom hun bidrog til deres tidsskrift i årene 1927-1931. I samme periode var hun gift med Clarté-medlemmet Leif Björk. Hun udgav sin første roman ”Astarte” (1931) samme år, som hun var med til at grundlægge litteraturmagasinet Spektrum.

Kun et halvt år efter succesen med ”Kallocain” (1940) døde Boye natten mellem den 23. og 24. april 1941 af en overdosis sovepiller.

Karin Boye debuterede i 1922 med digtsamlingen ”Moln” (”Skyer”, 2022). Digtene blev til, da hun var mellem femten og toogtyve år gammel. I åbningsdigtet ”Skyer” betragter digterjeget de majestætiske skyer, der samtidig er flygtige, og som stilfærdigt opløser sig. Jeg’et længes efter at løfte sig op, hvor verdnernes jag ikke kan nå hende. Længsel efter befrielse fra det jordiske livs smerte er et gennemgående tema i digtene, men også den indsigtsfulde dybde som tungsindet bidrager med. Billedsproget er mættet af naturtroper og religiøse symboler, som når solflimret i digtet ”Skyer” danner en gylden krans omkring jeg’ets isse, og på den måde leder tankerne hen på en glorie.

62831952

Modsætningspar som lys og mørke, lethed og tyngde danner digtenes spændingsfelt, som natravnen i digtet ”Natravnen”, der flyver lavt med vingerne tynget af støv, muld og en unavngivet længsel. Man fornemmer, at det er natravnens tungsind som hæmmer den, men som samtidig også giver den en indsigt, som ikke er den hvideste hvide svane forundt. Det er en transcendental længsel, som digtene giver udtryk for, med et klassisk værdihierarki, hvor lys og himmel er det efterstræbelsesværdige, og mørke og tyngde er det, jeg’et vil undslippe. I digtene ses en sympati for de hvileløse, utilpassede og melankolske individer, for hvem verden er brutal, som sneglen der aldrig kryber ud af sin skal.

Tematikkerne omkring den menneskelige eksistens, de religiøse motiver og psykologiske tilstande udfoldes på eleganteste vis i et sprudlende sprog, der utvungent tager form for læserens øjne. Det er, som om hvert digt har sin egen organiske form. Mange af digtene har en klassisk komposition med klar rytme og parrim, andre digte har en mere sprængt metrik, og på den måde afspejler digtsamlingen også den tid, den er skrevet i, en mellemtid mellem det gamle og det nye; de brølende tyvere, hvor fremskridtene tog fart.