Karin Boyes forfatterskab spænder vidt, fra dybtfølte digte til dystopiske fremtidsskildringer. Med sine fem digtsamlinger betragtes hun i dag som en af Nordens vigtigste lyrikere i det tyvende århundrede. Digtet ”Ja visst gör det ont” er Boyes mest kendte digt og stammer fra digtsamlingen ”För trädets skull”, som udkom i 1935. Også som romanforfatter vandt Boye bred anerkendelse, og romanen ”Kallocain” har i dag opnået klassikerstatus.
At Karin Boye ikke begrænsede sig til én genre, understreger hendes åbne tilgang til litteraturen. I et interview svarer Boye på, hvad hun vil med sin litteratur: ”Ens litteratur bliver vel, som den skal. Den ejer nok sig selv et bestemt formål. Digteren skal ikke forud selv bestemme det, så bliver resultatet bare fordrejet.” (Anker Kirkeby: Da Karin Boye gik op til gamle Bonnier. Politiken, 1941-01-17).
Boye skrev altså ikke med et bestemt formål for øje. Derimod lyttede hun til sin indre stemme og skrev ud fra det, der kom til hende. I samme interview uddyber hun, hvem der bestemmer formålet: ”en magt indefra, en slags inspiration, digteren skal skrive ud fra alt det, han rummer i sig, også det, han ikke selv har nogen anelse som.” (Anker Kirkeby: Da Karin Boye gik op til gamle Bonnier. Politiken, 1941-01-17).
Inspirationen til ”Kallocain”, som udkom i begyndelsen af Anden Verdenskrig, fandt Boye bl.a. på sine rejser i Stalins Rusland og Hitlers Tyskland, hvor hun med egne øjne havde iagttaget den totalitære stats gennemgribende indvirkning på befolkningen.
Et centralt tema i Karin Boyes forfatterskab er, hvordan menneskets indre følelsesliv kommer til udtryk under forskellige omstændigheder, ligesom Boyes forfatterskab også er en hyldest til alt det ved menneskets natur, som vil trænge igennem, selv under de mest kontrollerende forhold. I interviewet forklarer hun, hvorfor hun finder en værdi i det formålsløse: ”Da jeg var ung, troede jeg det vigtigste i verden var teknik og alt sådan noget, som man kan måle og føre statistik over. Men i dag tror jeg, at det, som er vigtigst, er alt det, som ikke kan måles. Altså også kultur og kulturel sammenhæng.” (Anker Kirkeby: Da Karin Boye gik op til gamle Bonnier. Politiken, 1941-01-17).
I ”Astarte” (1931) skinner Boyes skepsis over for den moderne verdens dyrkelse af det materielle måske tydeligst igennem, og set i lyset af, hvad der skete af nybrud i samtiden som masseproduktion, massekultur og nye transport- og kommunikationsteknikker, er det ikke svært at forestille sig, at det vækkede bekymring for, at de traditionelle, kulturelle værdier ville blive fortrængt.