Karin Boyes roman ”Kallocain” (”Kallocain”, 2021), som bærer undertitlen ”fremtidsskildring fra det 21. århundrede”, udkom i 1940. Jeg-fortælleren Leo Kall er kemiker og bor med sin familie i Kemiby nr. 4. Samfundet er gennemsyret af statens overvågning, der trænger helt ind i familiernes hjem og privatliv, hvor alt sker i statens formål. Selv intimitet tjener kun det formål at avle flere medsoldater, som borgerne i samfundet bliver kaldt. Det eneste, som ligger uden for statens kontrol, er folks tanker.
Romanen begynder med, at Leo Kall bekender, at han vil skrive en bog af egen fri vilje, og at mange formentlig vil se det formålsløse heri. Han sidder i fængsel og beskriver, hvordan han har følt sig mere fri i fængslet end ude i samfundet, hvor han eksempelvis var bange for at sige noget til sin hustru Linda i elevatoren, for hvis det blev opdaget, kunne det tolkes, som om de brugte elevatoren som konspirationslokale, fordi ’politiører’ og politiøjne’ ikke kunne installeres i elevatoren.
39405148
Fortællingen er struktureret som Kalls hemmelige erindringsberetning og kredser især om opfindelsen af et middel, som kan få ethvert menneske til at afsløre sine hemmeligheder til gavn for staten. Et sandhedsserum opkaldt efter opfinderen, Kallocain. Kallocain er en opfindelse, som gør det muligt for staten at dømme statsfjendtlige tanker. Under eksperimenterne viser det sig bare, at alle mennesker har undertrykte følelser og forbudte længsler. Selv Leo Kall føler sig genkendt i forsøgspersonernes beretninger, og Linda, som mod sin vilje får en Kallocaininjektion, fortæller, at da hun fødte deres andet barn, følte hun sig ikke blot som en produktionsmaskine som staten havde ofret mange penge på, men som en blomstrende gren med safter piblende op fra ukendte dybder.
”Kallocain” er fremtidsskildring, som i højere grad er optaget af at beskrive psykologiske tilstande, menneskelige relationer og deres omgivelser end fremtidens teknologiske fremskridt, som den spekulative fiktionsgenre ellers er kendt for. Den er skrevet i et flerstemmigt sprog ved at lade forsøgspersonerne komme til orde, og tonen veksler mellem at være nøgternt konstaterende og poetisk, håbefuld.