Karin Boye debuterede i 1922 med digtsamlingen ”Moln” (”Skyer”, 2022). Digtene blev til, da hun var mellem femten og toogtyve år gammel. I åbningsdigtet ”Skyer” betragter digterjeget de majestætiske skyer, der samtidig er flygtige, og som stilfærdigt opløser sig. Jeg’et længes efter at løfte sig op, hvor verdnernes jag ikke kan nå hende. Længsel efter befrielse fra det jordiske livs smerte er et gennemgående tema i digtene, men også den indsigtsfulde dybde som tungsindet bidrager med. Billedsproget er mættet af naturtroper og religiøse symboler, som når solflimret i digtet ”Skyer” danner en gylden krans omkring jeg’ets isse, og på den måde leder tankerne hen på en glorie.
62831952
Modsætningspar som lys og mørke, lethed og tyngde danner digtenes spændingsfelt, som natravnen i digtet ”Natravnen”, der flyver lavt med vingerne tynget af støv, muld og en unavngivet længsel. Man fornemmer, at det er natravnens tungsind som hæmmer den, men som samtidig også giver den en indsigt, som ikke er den hvideste hvide svane forundt. Det er en transcendental længsel, som digtene giver udtryk for, med et klassisk værdihierarki, hvor lys og himmel er det efterstræbelsesværdige, og mørke og tyngde er det, jeg’et vil undslippe. I digtene ses en sympati for de hvileløse, utilpassede og melankolske individer, for hvem verden er brutal, som sneglen der aldrig kryber ud af sin skal.
Tematikkerne omkring den menneskelige eksistens, de religiøse motiver og psykologiske tilstande udfoldes på eleganteste vis i et sprudlende sprog, der utvungent tager form for læserens øjne. Det er, som om hvert digt har sin egen organiske form. Mange af digtene har en klassisk komposition med klar rytme og parrim, andre digte har en mere sprængt metrik, og på den måde afspejler digtsamlingen også den tid, den er skrevet i, en mellemtid mellem det gamle og det nye; de brølende tyvere, hvor fremskridtene tog fart.