I 1938 udgav Kathrine Kressmann Taylor den lille brevroman “Address unknown” (“Adressaten ubekendt”, 2001), der er en brevveksling mellem de to tyske venner Max Eisenstein og Martin Schulse, som i en årrække har boet i USA og haft et galleri sammen. Nu er Martin flyttet tilbage til München i Tyskland med sin familie, mens Max står for galleriet i San Francisco.
Korrespondancen åbner kærligt mellem de to venner, der savner og respekterer hinanden. Martin bliver dog hurtigt optaget af de nye strømninger i Tyskland, der her i 1932 er et fattigt og forarmet land. En ny fører er kommet til, en handlingens mand, og Martin nærer store forventninger til denne Adolf Hitler. Max er jøde og undrer sig over vennens begejstring over føreren, og mens Max hurtigt øjner farerne ved den tyske bevægelse, tænker den ariske Martin mere ideologisk: Store bevægelser må ofre noget undervejs, og så kan man ikke tænke i menneskeliv.
Martins breve skildrer den ukuelige fremtidstro, Hitler indgød det slidte tyske folk. Han var en mand med visioner og drømme om et bedre rige, og Martins umiddelbare skepsis bliver på kort tid forvandlet til en ensidig tro på fremtiden, bevægelsen, folket. Max er bekymret på sit folks vegne og endnu mere på sin skuespillersøster Griselles vegne, da hun søger mod teateret i Berlin.
23402009
På et tidspunkt beder Martin Max om at stoppe korrespondancen, da han er bange for at miste sin officielle position og udsætte sin familie for fare, hvis nogen opdager, at han er ven med en jøde. Romanens dramatiske klimaks indtræffer, da Griselle under sin flugt opsøger Martin for at få hjælp, og han afviser hende med den værst tænkelige konsekvens. Martin retfærdiggør sin handling ved at henvise til sin egen sikkerhed, og det får Max til at iværksætte en snedigt udtænkt hævnakt. Venskabet holdt ikke til de ideologiske udfordringer.
Brevene er dateret fra november 1932 til marts 1934 og indvarsler Hitlers regeringsår og folkeforførelse. Martins bratte holdningsskifte sker over et par måneder, og hans iver efter at være en del af denne fremtidsdyrkelse virker næsten vanvittig. Fra den anden side af Atlanten kan Max med klarsyn og sorg se sin ven forsvinde ind i nazismens jerngreb.