Kathrine Kressmann Taylor

Kathrine Kressmann Taylor blev født i Portland i den amerikanske delstat Oregon i 1903 af forældrene Charles August Kressmann og Susan Starr Kressmann. Allerede som barn holdt hun af at skrive, og som 9-årig vandt hun sin første skrivekonkurrence. Da hun som 17-årig blev indskrevet på University of Oregon var det for at læse engelsk litteratur og journalistik. Under studietiden var hun med på redaktionen på universitetsavisen og skrev et teaterstykke, der blev opført af studerende. Efter sin studietid flyttede hun i 1924 til San Francisco, hvor hun arbejdede som tekstforfatter i reklamebranchen.

I 1928 giftede hun sig med Elliott Taylor, der ejede et reklamebureau. Sammen flyttede de i 1938 til New York, hvor brevromanen “Address Unknown” så dagens lys, da den udkom i Story Magazine. Magasinredaktøren var sammen med Kathrines mand blevet enig om, at historien var for stærk til at udkomme under en kvindes navn, så den blev udgivet under navnet Kressmann Taylor med fornavnet udeladt. Det blev det navn, som hun brugte professionelt resten af sit liv. I 1939 udkom historien for første gang som bog, og den blev oversat til flere sprog. Den hollandske udgave blev konfiskeret af nazisterne, mens den tyske udgave blev udgivet i Moskva. Bogen blev forbudt i Tyskland og først udgivet så sent som i 2001 – i øvrigt samme år som den første danske oversættelse.

Nazisme var også tema i Kathrine Kressmann Taylors næste bog, “Until that Day” fra 1942, der bygger på historien om den tyske præst Leopold Bernhard, der søgte asyl i USA efter religiøs forfølgelse fra nazisterne i Tyskland.

Fra 1947 og til hun gik på pension i 1966 underviste Taylor i journalistik og kreativ skrivning ved Gettysburg College i Pennsylvania. Elliott Taylor døde i 1953, og i 1967 giftede Kathrine Kressmann Taylor sig med den amerikanske kunstner John Rood. Sammen boede de skiftevis i Minneapolis i USA og Val de Pesa uden for Firenze.

I 1995 blev “Adressaten ubekendt” genudgivet for at markere 50-året for koncentrationslejrenes ophør. Historien blev filmatiseret i 1944 og er opført på teatre verden over – også i Danmark på Det Kongelige Teater i 2019, hvor Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen gav krop til Max og Martin.

Helt frem til sin død i 1996 rejste Kathrine Kressmann Taylor rundt og gav interviews og signerede bøger.

I 1938 udgav Kathrine Kressmann Taylor den lille brevroman “Address unknown” (“Adressaten ubekendt”, 2001), der er en brevveksling mellem de to tyske venner Max Eisenstein og Martin Schulse, som i en årrække har boet i USA og haft et galleri sammen. Nu er Martin flyttet tilbage til München i Tyskland med sin familie, mens Max står for galleriet i San Francisco.

Korrespondancen åbner kærligt mellem de to venner, der savner og respekterer hinanden. Martin bliver dog hurtigt optaget af de nye strømninger i Tyskland, der her i 1932 er et fattigt og forarmet land. En ny fører er kommet til, en handlingens mand, og Martin nærer store forventninger til denne Adolf Hitler. Max er jøde og undrer sig over vennens begejstring over føreren, og mens Max hurtigt øjner farerne ved den tyske bevægelse, tænker den ariske Martin mere ideologisk: Store bevægelser må ofre noget undervejs, og så kan man ikke tænke i menneskeliv.

Martins breve skildrer den ukuelige fremtidstro, Hitler indgød det slidte tyske folk. Han var en mand med visioner og drømme om et bedre rige, og Martins umiddelbare skepsis bliver på kort tid forvandlet til en ensidig tro på fremtiden, bevægelsen, folket. Max er bekymret på sit folks vegne og endnu mere på sin skuespillersøster Griselles vegne, da hun søger mod teateret i Berlin.

23402009

På et tidspunkt beder Martin Max om at stoppe korrespondancen, da han er bange for at miste sin officielle position og udsætte sin familie for fare, hvis nogen opdager, at han er ven med en jøde. Romanens dramatiske klimaks indtræffer, da Griselle under sin flugt opsøger Martin for at få hjælp, og han afviser hende med den værst tænkelige konsekvens. Martin retfærdiggør sin handling ved at henvise til sin egen sikkerhed, og det får Max til at iværksætte en snedigt udtænkt hævnakt. Venskabet holdt ikke til de ideologiske udfordringer.

Brevene er dateret fra november 1932 til marts 1934 og indvarsler Hitlers regeringsår og folkeforførelse. Martins bratte holdningsskifte sker over et par måneder, og hans iver efter at være en del af denne fremtidsdyrkelse virker næsten vanvittig. Fra den anden side af Atlanten kan Max med klarsyn og sorg se sin ven forsvinde ind i nazismens jerngreb.