Mary Shelley

Mary Shelley blev født i 1797 af belæste og meget frisindede forældre, feminist Mary Wollstonecraft og politisk filosof William Godwin, som i samtiden begge blev beundret i det intellektuelle miljø. Marys mor døde få dage efter datterens fødsel og efterlod sig udover den lille Mary en ældre datter fra et tidligere forhold til en amerikansk soldat. Efterfølgende giftede William Godwin sig med en kvinde, der i forvejen havde to børn fra et tidligere ægteskab, og Mary Shelley voksede på den måde op i en sammenbragt familie. Hun modtog ingen egentlig uddannelse, men hendes far lærte hende at læse, og hun havde fri adgang til hans omfattende bibliotek, ligesom hun også blev formet af at møde de mange forskellige intellektuelle, der kom i hjemmet.

I løbet af sin opvækst blev hun flere gange sendt til Skotland. Hvorfor er uklart, men det stimulerede hendes fantasi, forklarer hun i sit forord til ”Frankenstein”: ”Det var frihedens højborg og det dejlige område, hvor jeg upåagtet kunne være sammen med mine selvopfundne skabninger. (…) jeg lod mig ikke begrænse af min egen identitet og kunne befolke timerne med skabninger, som for mig i den alder var langt mere interessante end mine egne fornemmelser.”

Det var i farens intellektuelle omgangskreds, at hun mødte den unge digter Percy Bysshe Shelley, der i dag betragtes som en af de væsentligste engelske digtere i Romantikken. Da de mødte hinanden, var Percy allerede gift, og de måtte i første omgang flygte til Frankrig for at være sammen, indtil de i 1816 kunne gifte sig, efter at Shelleys første hustru havde begået selvmord.

Det var under et ferieophold i Schweiz hos den engelske digter Lord Byron i 1816, at Mary Shelley kom på historien om Frankenstein. I sit forord til romanen forklarer hun, at historien blev til i en konkurrence mellem vennerne om at forfatte den bedste gyserhistorie, og en aften blev hun inspireret af en samtale mellem Shelley og Byron om galvanisme. Efter at være blevet afvist af flere forlag – primært, fordi det var svært at sælge, at en ung 18-årig kvinde havde skrevet om noget så uhyrligt – antog et lille forlag manuskriptet mod, at Percy Shelley skrev et anonymt forord.

Percy Shelley druknede i 1822, og i 1823 udgav Mary Shelley ”Frankenstein” i en redigeret version under sit eget navn og med sit eget forord. Herefter tog hendes forfatterkarriere fart, og hun udgav både romaner, rejsebeskrivelser og noveller i tidens populære litteraturtidsskrifter som f.eks. The Keepsake. I sin samtid blev hun dog primært kendt for ”Frankenstein” samt for at udgive sin mands digte.

Mary Shelley døde af en hjernetumor i 1851.

I Mary Shelleys ”Frankenstein, or The Modern Prometheus” fra 1818 (”Frankenstein – eller den moderne Prometheus”, 2014) studerer den unge videnskabsmand Victor Frankenstein forandringen fra liv til død, og også omvendt: hvordan et dødt legeme kan vækkes til live. Men da han endelig lykkes med at skabe et levende væsen, erstattes euforien hurtigt af ren rædsel, og forfærdet vender han ryggen til det, han har bragt til verden.

Den unavngivne skabning flygter ud i skovene, og ved at iagttage en fattig familie på afstand går det op for ham, hvor ensom han er. Ingen vil kendes ved ham – ikke engang hans egen skaber. Vred og bitter opsøger han Frankenstein for at få ham til at skabe en mage og livsledsager. Af frygt for sin families sikkerhed indvilliger Frankenstein, men under sit arbejde mister han modet, og skabningen tager den hævn, han har truet Frankenstein med. Snart er Frankenstein også alene og elendig i verden, og han vier resten af sit liv til at jagte skabningen – en jagt, der fører dem til de mest barske egne.

50877450

Romanen er skrevet som en brevroman, hvori en opdagelsesrejsende i breve til sin søster beretter om sit møde med Victor Frankenstein i det fjerne Arktis. Fortællingen består altså af flere lag: Victor Frankenstein fortæller sin historie til den opdagelsesrejsende, der fortæller historien videre til sin søster. Og heri ligger der måske også en pointe? Hvor meget af denne utrolige og uhyrlige historie kan man overhovedet tro på, når man ikke hører den fra hestens egen mund?

Romanen – og særligt relationen mellem Victor Frankenstein og hans skabning – er gennem tiden blevet læst på et utal af måder. Men et overordnet tema er ensomhed; følelsen af at være forladt og at stå uden for fællesskabet. Vrede og bitterhed raser i sproget, når skabningen forbander sin skæbne, mens melankoli strømmer gennem sætningerne, når Victor Frankenstein begræder sin.

Undertitlen på romanen er en reference til den græske myte om Prometheus, der formede mennesket ud af ler og forrådte guderne ved at give mennesket nøglen til civilisation i form af ild. Prometheus-figuren blev i romantikken forbundet med geniet og videnskabsmanden, men i Mary Shelleys version af myten kommer Victor Frankenstein i sin stræben efter storhed til at skabe rædsel og ødelæggelse.