Mary Shelley
Foto: Nordfoto/Ritzau Scanpix

Mary Shelley

cand.mag. Maria Høher-Larsen, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Mary Shelley
Foto: Nordfoto/Ritzau Scanpix

Indledning

Det mørke, voldsomme og ikke mindst skamfulde i menneskets følelsesliv er det, Mary Shelley udforsker i sit forfatterskab. I populærkulturen er Frankensteins monster blevet en ikonisk skikkelse og symbol til skræk og advarsel på den skøre videnskabsmands fanatiske tanker om sin egen almægtighed, men i Mary Shelleys roman er han også gestaltningen af outsiderens ultimative ensomhed.

I sine spekulative fiktioner, som i nogle tilfælde foregriber horror- og science fiction-genren, står hun ofte spejdende på tærsklen mellem liv og død og forsøger at finde svar på, hvornår livet begynder og ender.

 

50877450

 

Blå bog

Født: 30. august 1797 i London, England.

Død: 1. februar 1851 i Bournemouth, England.

Uddannelse: Hjemmeskolet.

Debut: Frankenstein, or The Modern Prometheus, 1818. Roman.

Seneste udgivelse: Frankenstein – eller den moderne Prometheus. Rosinante, 2014. Oversat af Jakob Levinsen (Frankenstein, or The Modern Prometheus, 1818).

Inspiration: William Godwin, Mary Wollstonecraft.

 

 

 

Klip fra den første filmatisering af ”Frankenstein” fra 1931 med Boris Karloff i hovedrollen.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Livets bæger var forgiftet for altid, og selv om solen skinnede lige så meget på mig som på de glade og lette om hjertet, så jeg intet andet omkring mig end et tæt og skræmmende mørke, der ikke blev gennemtrængt af noget lys, men kun af to øjne, der stirrede på mig. Nogle gange var det Henrys udtryksfulde øjne, der henlå i døden med de mørke pupiller næsten dækket af øjenlågene og de lange sorte vipper omkring dem, andre gange var det uhyrets vandige, slørede øjne, som jeg første gang så dem i mit kammer i Ingolstadt.”
”Frankenstein”, s. 190.

Mary Shelley blev født i 1797 af belæste og meget frisindede forældre, feminist Mary Wollstonecraft og politisk filosof William Godwin, som i samtiden begge blev beundret i det intellektuelle miljø. Marys mor døde få dage efter datterens fødsel og efterlod sig udover den lille Mary en ældre datter fra et tidligere forhold til en amerikansk soldat. Efterfølgende giftede William Godwin sig med en kvinde, der i forvejen havde to børn fra et tidligere ægteskab, og Mary Shelley voksede på den måde op i en sammenbragt familie. Hun modtog ingen egentlig uddannelse, men hendes far lærte hende at læse, og hun havde fri adgang til hans omfattende bibliotek, ligesom hun også blev formet af at møde de mange forskellige intellektuelle, der kom i hjemmet.

I løbet af sin opvækst blev hun flere gange sendt til Skotland. Hvorfor er uklart, men det stimulerede hendes fantasi, forklarer hun i sit forord til ”Frankenstein”: ”Det var frihedens højborg og det dejlige område, hvor jeg upåagtet kunne være sammen med mine selvopfundne skabninger. (…) jeg lod mig ikke begrænse af min egen identitet og kunne befolke timerne med skabninger, som for mig i den alder var langt mere interessante end mine egne fornemmelser.”

Det var i farens intellektuelle omgangskreds, at hun mødte den unge digter Percy Bysshe Shelley, der i dag betragtes som en af de væsentligste engelske digtere i Romantikken. Da de mødte hinanden, var Percy allerede gift, og de måtte i første omgang flygte til Frankrig for at være sammen, indtil de i 1816 kunne gifte sig, efter at Shelleys første hustru havde begået selvmord.

Det var under et ferieophold i Schweiz hos den engelske digter Lord Byron i 1816, at Mary Shelley kom på historien om Frankenstein. I sit forord til romanen forklarer hun, at historien blev til i en konkurrence mellem vennerne om at forfatte den bedste gyserhistorie, og en aften blev hun inspireret af en samtale mellem Shelley og Byron om galvanisme. Efter at være blevet afvist af flere forlag – primært, fordi det var svært at sælge, at en ung 18-årig kvinde havde skrevet om noget så uhyrligt – antog et lille forlag manuskriptet mod, at Percy Shelley skrev et anonymt forord.

Percy Shelley druknede i 1922, og i 1923 udgav Mary Shelley ”Frankenstein” i en redigeret version under sit eget navn og med sit eget forord. Herefter tog hendes forfatterkarriere fart, og hun udgav både romaner, rejsebeskrivelser og noveller i tidens populære litteraturtidsskrifter som f.eks. The Keepsake. I sin samtid blev hun dog primært kendt for ”Frankenstein” samt for at udgive sin mands digte.

Mary Shelley døde af en hjernetumor i 1851.

Frankenstein – eller den moderne Prometheus

”Åh, hvilken ulykkelig nat, jeg tilbragte! De kolde stjerner hånede mig med deres skær, og de nøgne træer viftede med deres grene oven over mig, nu og da blev den allestedsnærværende stilhed brudt af en fugls søde stemme. Alle undtagen jeg hvilede eller morede sig; som den onde selv bar jeg et helvede i mig, og da nu ingen forstod mig, ønskede jeg blot at flå træerne op, sprede kaos og ødelæggelse omkring mig, og derefter sætte mig ned og nyde ødelæggelsen.”
”Frankenstein”, s. 143.

I Mary Shelleys ”Frankenstein, or The Modern Prometheus” fra 1818 (”Frankenstein – eller den moderne Prometheus”, 2014) studerer den unge videnskabsmand Victor Frankenstein forandringen fra liv til død, og også omvendt: hvordan et dødt legeme kan vækkes til live. Men da han endelig lykkes med at skabe et levende væsen, erstattes euforien hurtigt af ren rædsel, og forfærdet vender han ryggen til det, han har bragt til verden.

Den unavngivne skabning flygter ud i skovene, og ved at iagttage en fattig familie på afstand går det op for ham, hvor ensom han er. Ingen vil kendes ved ham – ikke engang hans egen skaber. Vred og bitter opsøger han Frankenstein for at få ham til at skabe en mage og livsledsager. Af frygt for sin families sikkerhed indvilliger Frankenstein, men under sit arbejde mister han modet, og skabningen tager den hævn, han har truet Frankenstein med. Snart er Frankenstein også alene og elendig i verden, og han vier resten af sit liv til at jagte skabningen – en jagt, der fører dem til de mest barske egne.

50877450

Romanen er skrevet som en brevroman, hvori en opdagelsesrejsende i breve til sin søster beretter om sit møde med Victor Frankenstein i det fjerne Arktis. Fortællingen består altså af flere lag: Victor Frankenstein fortæller sin historie til den opdagelsesrejsende, der fortæller historien videre til sin søster. Og heri ligger der måske også en pointe? Hvor meget af denne utrolige og uhyrlige historie kan man overhovedet tro på, når man ikke hører den fra hestens egen mund?

Romanen – og særligt relationen mellem Victor Frankenstein og hans skabning – er gennem tiden blevet læst på et utal af måder. Men et overordnet tema er ensomhed; følelsen af at være forladt og at stå uden for fællesskabet. Vrede og bitterhed raser i sproget, når skabningen forbander sin skæbne, mens melankoli strømmer gennem sætningerne, når Victor Frankenstein begræder sin.

Undertitlen på romanen er en reference til den græske myte om Prometheus, der formede mennesket ud af ler og forrådte guderne ved at give mennesket nøglen til civilisation i form af ild. Prometheus-figuren blev i romantikken forbundet med geniet og videnskabsmanden, men i Mary Shelleys version af myten kommer Victor Frankenstein i sin stræben efter storhed til at skabe rædsel og ødelæggelse.

Dødelig udødelig

”Døden! Denne, den svage menneskeheds mystiske og skræmmende ven! Hvorfor har du kastet mig ene af alle ud af din beskyttende fold! Åh, hvor jeg dog længes efter gravens fred, jordens evige favntag! Efter at mine tanker skal ophøre med at arbejde i min hjerne, mit hjerte høre op med at slå, at følelser ikke mere skal fødes i mit bryst. De er alligevel ikke andet end nye variationer af sorg og elendighed!”
”Dødelig udødelig”, s. 24.

Mary Shelleys novelle ”The Mortal Immortal” fra 1833 (”Dødelig udødelig”, 1994) blev første gang udgivet i det britiske litterære tidsskrift ”The Keepsake” – på den tid et nedvurderet tidsskrift for primært unge kvinder, som ikke desto mindre udgav adskillige digte, noveller og essays af Romantikkens digtere og intellektuelle.

I novellen lader den fattige og unge Winzy sig ansætte af den tyske alkymist Cornelius Agrippa. Samtidig er han hovedkulds forelsket i sin barndomsveninde Bertha, en narcissistisk ung pige, der bliver urimeligt sur, når Winzy bliver opholdt på grund af travlhed i alkymistens værksted. Som hævn begynder hun at se en anden ung mand.

Travlheden i Agrippas værksted skyldes, at alkymisten er ved at udvikle en ny eliksir, som ifølge Agrippa er en trylledrik, der helbreder kærlighed. En dag får Winzy til opgave at holde øje med eliksiren, der står og bobler på sit blus, mens den gamle får sig en lur, og i håb om at Agrippas drik kan kurere hans hjertesorg, bestemmer Winzy sig for at smage på drikken. Men i stedet for at få Winzys følelser for Bertha til at forsvinde, forstærkes de, og også Bertha smittes af trylledrikkens virkning. Senere afslører Agrippa på sit dødsleje, at han med eliksiren har forsøgt at frembringe en udødelighedsdrik, og som årene går må Winzy indse, at han forbliver ung, mens hans Bertha ældes.

”Dødelig udødelig” er skrevet i jegform og i en meget ligefrem stil, der gør, at det er let at forstå, at novellen i sin samtid blev kategoriseret som letfordøjelig triviallitteratur. Med sit enkle plot og persongalleri og fantastiske elementer kan novellen måske minde om eventyrets formler, blot tilsat lidt psykologisk dybde. Ligesom resten af Mary Shelleys forfatterskab er det overnaturlige og fantastiske omdrejningspunktet for handlingen i novellen ”Dødelig udødelig”, og symptomatisk for hendes forfatterskab er hun i novellen optaget af grænsen mellem liv og død.

Genrer og tematikker

Med ”Frankenstein” skrev Mary Shelley sig ind i den gotiske romantradition, som især blev populær i engelsk litteratur i slutningen af 1700-tallet, hvor blandt andet Ann Radcliffe med sine gysere blev eksponent for genren. I den gotiske roman bliver alt det, som fornuften ikke kan forklare, udforsket, og kulissen er ofte et gammelt slot eller herregård, hvor det ikke skorter på spøgerier. I ”Frankenstein” har Mary Shelley skiftet det hjemsøgte slot ud med videnskabsmandens laboratorium, og i grænselandet mellem nye videnskabelige frembringelser og alt det, som videnskaben endnu ikke kan levere svar på, opstår Frankensteins uhyrlige skabning. Andre af Mary Shelleys værker grænser op til eventyret og fantasy-genren, som f.eks. ”Dødelig udødelig”, hvori der fantaseres om en eliksir, der giver evigt liv, ligesom hun også har skrevet science fiction-værker, f.eks. ”The Last Man” (1826) om en virusepidemi, der i 2096 udsletter hele Jordens befolkning.

Mary Shelley skrev sine værker i en brydningstid, hvor naturvidenskab vandt større og større interesse rundt omkring i samfundet. I både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er der referencer til videnskabsmænd og naturfilosoffer, f.eks. alkymisten Cornelius Agrippa, der levede i reformationens år. I frembringelsen af Frankensteins skabning har Mary Shelley helt konkret været inspireret af galvanismen, et videnskabeligt forskningsområde i begyndelsen af det 19. århundrede, som eksperimenterede med, hvordan elektriske impulser kunne få biologisk muskelvæv til at trække sig sammen og altså ”genoplive” vævet.

Derfor er Mary Shelleys værker også ret tidstypiske. Tidstypisk er også geniet, videnskabsmanden eller digteren, der er et kendt motiv i den romantiske digtning, hvor Prometheus-figuren blev hyldet som et symbol på menneskets friheds- og virketrang. Men Mary Shelley er optaget af denne fortællings skyggeside, når videnskabsmændene uforvarende kommer til at række for langt, og deres bedrifter får utilsigtede menneskelige omkostninger og i stedet for triumf ender i tragedie.

Udover en optagethed af grænsen mellem liv og død er et af de helt store temaer i Mary Shelleys forfatterskab ensomhed og i det hele taget de skamfulde og mørke følelser i mennesket. Selvom døden på flere forskellige måder er omdrejningspunkt for karakterer og handling i både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er det i virkeligheden den smertefulde ensomhed, der synes at være kernen i tragedien.

Beslægtede forfatterskaber

Den gotiske genretradition udviklede sig særligt inden for engelsk litteratur, og en del kvindelige forfattere tog livtag med genren, f.eks. forfatter Ann Radcliffe i 1790’erne som tidligere nævnt og senere også Brönte-søstrene. Udover klassiske gotiske elementer som spøgelser handler Emily Bröntes roman ”Wuthering Heights” fra 1847 (”Stormfulde højder”) også om menneskets mørke og farlige følelser som jalousi og hævn, og outsideren Heathcliff har på en række områder en del tilfælles med Frankensteins udstødte skabning i deres følelse af at være blevet forrådt af et fællesskab, hvor de ønsker at have hjemme. Af senere forfattere inden for den gotiske genre kan nævnes Henry James, der med romanen ”Turn of the Screw”, 1898 (”Skruen strammes”) bevidst udforskede grænserne for genren.

I nogle læsninger af ”Frankenstein” er Victor Frankenstein og det væsen, han skaber, blevet tolket som én og samme person. Den uhyrlige skabning er Victor Frankensteins mørke side, som han har sluppet løs. Sådan en idé om personlighedsspaltning rendyrkes i kortromanen ”The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde” (1886) af den skotske forfatter Robert Louis Stevenson, hvor videnskabsmanden Dr. Jekyll eksperimenterer med at spalte sin person. Ved hjælp af en eliksir lykkes det ham at transformere sig selv til den mørke og voldelige Mr. Hyde, og til sidst får Dr. Jekyll så svært ved at holde Mr. Hyde i ave, at den eneste løsning er at begå selvmord. Ligesom ”Frankenstein” er historien om Jekyll og Hyde blevet et hovedværk i horrorgenren.

Den passionerede videnskabsmand, der søger svar på livets største spørgsmål, men som fejler og i stedet bliver årsag til elendighed er et motiv, som Mary Shelley både bruger i ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig”, men som også er et kendt motiv i den romantiske digtning. ”Frankenstein” er oplagt blevet læst som en genskrivning af Faust-myten om den begærlige videnskabsmand, der for viden og kundskab sælger sin sjæl til djævelen, og som den tyske forfatter og hovedskikkelse i Romantikken Johann Wolfgang Goethe gjorde berømt med sit værk ”Faust” (1808).

Bibliografi

Romaner

Shelley, Mary: Mathilda, 1819.
Shelley, Mary: The Last Man, 1826.
Shelley, Mary: Lodore, 1835.
Shelley, Mary: Falkner, 1837.
Shelley, Mary: Frankenstein. Eller den moderne Prometheus. Rosinante, 2014.
(Første gang på dansk 1966). (Frankenstein, or The Modern Prometheus, 1818). Oversat af Jakob Levinsen.

Noveller

Shelley, Mary: Dødelig udødelig. Bibliomanen, 1994. (The Mortal Immortal, 1833). Oversat af Walter F. Lake og Bibliomanen.

Rejseskildringer

Shelley, Mary: History of a Six Weeks’ Tour, 1817.
Shelley, Mary: Rambles in Germany and Italy in 1840, 1842 and 1843, 1844.

Om forfatterskabet

Spillefilm om Mary Shelley, hendes dramatiske kærlighedsforhold til digteren Percy B. Shelley og om skabelsen af hendes første roman ”Frankenstein”.
Weekendavisen, 2018-02-23. Denne artikel dykker ned i, hvordan ”Frankenstein” er blevet læst og optaget i populærkulturen de seneste 200 år.
Kristeligt Dagblad, 2018-03-10. I anledning af bogens 200-års jubilæum undersøger artiklen, hvordan bogen blev til, og hvad den fortsat kan bidrage med.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mary Shelley

Kilder citeret i portrættet

Gordon, Lyndall: Outsiders. Five women writers who changed the world. Johns Hopkins University Press, 2017.