”Adressaten ubekendt” er en brevroman, hvor de to karakterer Max og Martin sender breve til hinanden. I den første del af romanen skiftes de to til at skrive, men til slut er der ubalance i brevstrømmen, da Martin ikke længere vil holde kontakten til Max. I en brevroman udtrykkes holdning og intention kun gennem karaktererne, hvorfor fortælleren kan holde sig selv ude af syne. Der er meget udeladt af fortællingen, da vi kun hører om mændenes liv i det, de vælger at fortælle i brevene, men Taylor doserer information og følelser så nøjagtigt, at det menneskelige drama fremstår dirrende og højspændt.
Romanen er et tidsbillede på den internationale tilstand i 1932. Tyskland er tyndslidt efter 1. Verdenskrig, og da en handlingsorienteret og folkeforførende kansler kommer til magten, skiftes mismod ud med fremtidstro. Ud fra Martins optegnelser er denne folkelige bevægelse mod nye tider vigtigere end de etiske og moralske overvejelser om dens metode og menneskesyn. Vi ser nazismens opkomst indefra og mærker et menneskes oprigtige begejstring for den. Samtidig ser vi den udefra gennem Max, der stiller kritiske, moralske og oprigtigt undrende spørgsmål til både nazismen og sin vens ankeløse annektering af den.
Racerenhed, slægtsskab med nordiske guder, jødehad og en hyldest af liv og ungdom bliver billedet på den fremherskende ideologi i Tyskland. Det er voldsomt at læse, hvor hurtigt og nemt Martin bliver forført. Og med tanke på, at bogen udkom i 1938, udviser Taylor et knivskarpt klarsyn om de psykologiske mekanismer, der på det tidspunkt var i spil i Tyskland.
Selv har Katrine Kressmann Taylor fortalt, hvordan værket demonstrerer, hvordan ”vold og intolerance avler vold og intolerance” (i ”The Woman Who Jolted America” 14, Pittsburgh’s This Week magazine. Her oversat og citeret efter Catherine Perry: Guide to the Kathrine Kressmann Taylor (Rood) papers. Gettysburg College, Musselman Library Special Collections, juli 2007).
”Adressaten ubekendt” stiller i det hele taget eviggyldige spørgsmål som: Hvordan bliver et godt menneske et dårligt menneske? Hvad kan et menneske stille op mod en stat? Hvad kan et venskab holde til? Er ideologi stærkere end venskab og kærlighed?
Den dehumanisering, som Martin bliver repræsentant for, peger på farerne ved at dele verden op i dem og os, og romanen illustrerer, hvor hurtigt (identitets-)politik kan polarisere mennesker, særligt hvis udgangspunktet er noget med blod og race og folket. Følger man Martins forandring, kan man se skitsen af fascismens udviklingstrin: hyldest af lederen, gruppetænkning, overvågning og forventningen om, at mænd handler som mænd.