Yasunari Kawabatas litteratur er kendetegnet ved symbolik, som det blandt andet ses i ”De sovende skønheder”, hvor de sovende uskyldsrene og smukke unge piger står i kontrast til de gamle, vågne og til dels moralsk fordærvede mænd. I ”Snelandet” udgør sneen et gennemgående symbolsk element, der understøtter den renhed og skønhed, men også isolation og kulde, som kendetegner karaktererne og handlingen. Yasunari Kawabata bruger ofte naturen som et symbolsk element til at afspejle sine karakterers indre tilstande og de skiftende årstider som en metafor for livets cyklus. Et andet vigtigt tema er kroppen og begær, hvilket Yasunari Kawabata ligeledes berører i begge romaner gennem skildringen af Shimamuras forhold til geishaen Komako og Eguchis forhold til de forskellige kvinder.
Endelig er Yasunari Kawabata kendt for at udfordre konventionelle normer og udforske det subtile og komplekse i menneskelige relationer, som det for eksempel ses i ”De sovende skønheder”, hvor ældre mænd kan få lov at sove med unge kvinder. Her undersøger han den menneskelige psykologi og lader læserne tænke og reflektere over de etiske dilemmaer, som hans karakterer står overfor. I ”De sovende skønheder” er det ved at indfange hovedpersonens indre kamp mellem begær og omsorg. I ”Snelandet” er denne indre, etiske kamp portrætteret i Komakos valg mellem at skynde sig hjem og sige farvel til den døende musiklærer og at følge Shimamura til toget. Fælles for ”Snelandet” og ”De sovende skønheder” er udforskningen af skønhed og renhed, ungdom og alderdom samt ulige forhold og magtbalancer.
Kawabatas værker, når de ses i nutidens lys, er dog også blevet genstand for kritik, da mænd ofte besidder en højere social status og magt i forhold til kvinder, der ofte fremstilles som underlagt mændene.