De sovende skønheder

Citat
”(…) måske var lugten helt uventet sprunget frem af en sprække i hans hjerte som en følge af den tomhed, han følte. Bedst som han tænkte sådan, blev han overvældet af en trist ensomhed. Eller snarere end trist ensomhed var det afmagt over alderdommens kolde ynkelighed.”
”De sovende skønheder”, s. 16.

Yasunari Kawabatas roman ”Nemureru Bijo” fra 1961 (”De sovende skønheder”, 2023) følger hovedpersonen Eguchi, en ældre mand, der netop er ankommet til et mystisk og sælsomt etablissement i Japan, hvor ældre mænd kan komme og sove – og kun sove – sammen med smukke piger. Da vi møder Eguchi, har han netop modtaget formaninger fra husets værtinde om at huske at opføre sig anstændigt og ”ikke stikke fingeren i munden på den sovende pige”. Kun gamle mænd, der har mistet deres seksuelle formåen, har adgang til stedet, og de må først komme ind til pigerne, når disse sover tungt, godt hjulpet på vej af en høj dosis sovemedicin, så de ikke bemærker de ældre mænds selskab.

135499196

Romanen, der består af fem dele, følger Eguchi gennem fem natlige besøg hos forskellige piger, hvor han skiftevis føler begær, ensomhed og omsorg for pigerne, samtidig med at besøgene sender ham tilbage ad erindringens vej, så han reflekterer og mindes sine døtre, sit ægteskab og andre kvinder. De natlige besøg holder ”alderdommens kolde ynkelighed” på afstand og tilbyder Eguchi at forlade virkeligheden og sin trivielle hverdag for en stund.

Men efterhånden begynder Eguchi at ønske at sove lige så tungt som pigerne; at ende sine dage blandt de sovende skønheder. Eguchis adfærd bliver mere og mere besynderlig, hvilket vækker værtindens mistænksomhed, samtidig med at Eguchi ikke kan holde op med at jagte fordums lykke og bruge nætterne med pigerne som springbræt ind i sin indre verden af minder. For selvom Eguchi kan blive ved med at vende tilbage til de sovende skønheder, kan han aldrig mere vende tilbage til ungdommen – et faktum, han har svært ved at erkende over for sig selv.

”De sovende skønheder” er fortalt i tredjeperson og udforsker temaer som alderdom, begær og moral; skønhed, seksualitet og erindring. Eguchis forhold til hans kone og børn har forandret sig gennem årene, og besøget på dette sted bringer minder, følelser og stemninger op til overfladen. Romanen undersøger menneskets forhold til døden, til det æstetiske og til erindringens magt.