Hiromi Kawakami sammenlignes ofte med forfattere, der skriver magisk realisme og eventyr, deriblandt Lewis Carroll, der skrev ”Alice i Eventyrland” i 1865. Især i hendes tidlige forfatterskab var der træk fra eventyr, eksempelvis i debuten ”Kamisama”, der blev udgivet digitalt i 1996, hvor en bjørn flytter ind i en lejlighed og bliver nabo til fortælleren, uden der studses over det – tværtimod inviterer fortælleren bjørnen på en picnic.
Selv siger Hiromi Kawakami, at hun er inspireret af sydamerikanske Gabriel García Márquez, der især er kendt for den magisk realistiske slægtsroman ”Hundrede års ensomhed”, der blev udgivet i Colombia i 1967.
I bøger som ”Senseis mappe”, ”Nakanos genbrugsbutik” og ”Hr. Nishino og kærligheden” er kompositionen som en række noveller, hvor detaljer eller personer går igen i de forskellige historier, og den form har Hiromi Kawakami til fælles med amerikanske Elizabeth Strout. I sine bøger om ”Olive Kitteridge” (2010) portrætteres byen Maine gennem en række indbyggere, hvoraf den bryske og deprimerede Olive Kitteridge er den prisme, som novellerne forbinder sig til, og hun er ligeledes fortæller i hoveddelen af historierne. Elizabeth Strouts enkle og mundtlige stil med underspillet humor minder også meget om Hiromi Kawakamis, der dog adskiller sig med ikke at lade sine historier udspille sig i et udelukkende realistisk univers.
Også japanske forfattere som Banana Yoshimoto, der især er kendt for ”Kitchen” fra 1988 om sorg, kærlighed og samtidens Japan, og Hiroko Oyamada, der har udgivet den besynderlige ”Hullet” (2022), er oplagte som sammenligning. Sayaka Muratas populære ”Døgnkioskmennesket”, der udkom på dansk i 2019 og inden da vandt Akutagawaprisen, har i sine lidt sære beskrivelser af en utilpasdygtig kvinde også visse træk til fælles med Hiromi Kawakamis persongalleri.