Hiromi Kawakami har i et interview udtalt, at hun altid beskæftiger med spørgsmålet ”hvad er jeg” og ”hvad er vi”. Med andre ord er det ikke en afsøgning af identitet – et ’hvem er jeg’ – , der er på spil i hendes bøger, men snarere en filosofisk tilgang til det at være menneske og være i relation til andre mennesker. Hendes interesse for menneskets dødelighed stammer fra en fascination af livets forfærdelige hændelser, som hun finder langt mere interessante – fra en kunstnerisk vinkel – end de udelukkende positive og nemme dele af livet. Hun forbinder ofte det realistiske og det ikke-realistiske, og hendes skrivestil er blevet kaldt enten magisk realisme, eventyr eller mytisk realisme, om end den mytiske og magiske del var mere udtalt i begyndelsen af forfatterskabet.
Ser man på Hiromi Kawakamis persongalleri, har forfatteren mange ensomme kvinder og mange ældre mænd, der trods deres alder ikke er fordomsfulde over for ting, de ikke forstår. Ensomhed, sorg, kærlighed og begær er store temaer i hendes forfatterskab.
Japans skiftende vejrsæsoner med regnsæson, intens sommerhede og kold vinter fylder meget i flere bøger, ligesom japansk madkultur med at spise små retter ude i stedet for at lave større måltider derhjemme, også gør. De fleste af Hiromi Kawakamis bøger udspiller sig i eller i nærheden af Tokyo.
Hiromi Kawakamis sprog er lige til og efterligner ofte en mundtlig, erindrende fortællestil, der også inkluderer brug af lydefterlignende ord i beskrivelsen af f.eks. et togs rumlen eller lyden af krageskrig.
Hiromi Kawakamis litteratur vipper mellem at være romaner og noveller, hvilket ofte kaldes en novella-form. Novellaer minder med deres pludselige in medias res-start og åbne slutninger om novellen, men dog er den længere, og der er også ofte et længere forløb i novellaen. Der er knap så meget plot som i en roman og en friere tilgang til konventionelle begreber som spændingskurve.