Hiromi Kawakamis internationale gennembrud kom i 2001 med ”Sensei no kaban” (”Senseis mappe”, 2013). Den gribende og morsomme roman er fortalt gennem sceniske erindrende kapitler af Tsukiko, der er i slutningen af sine 30’ere, da hun tilfældigt møder sin tidligere gymnasielærer på en bar. Manden, der er en distingveret dannet herre, som er tredive år ældre, underviste hende i faget klassisk japansk, men Tsukiko var en doven elev og kan hverken huske mandens navn eller meget fra undervisningen. Derfor optræder han under den respektfulde tiltale for ’lærer’, sensei, gennem hele bogen, selvom hun senere har lært hans rigtige navn at kende. Sensei har været gift før og har en søn, men hans ekskone Sumiyo forlod ham for femten år forinden og døde siden i en trafikulykke.
50651118
Sensei og Tsukiko bliver ved med at mødes på den samme bar, hvor de spiser småretter og drikker sake og øl, mens de snakker, og de inviteres også på en svampetur af barejeren Satoru. Undervejs opstår der et særligt bånd mellem Tsukiko og sensei, og Tsukiko kan føle senseis nærvær, selv når han ikke er der, og kan næsten påkalde ham, som om han var en ånd. På den måde bliver sensei grunden til, at Tsukiko ikke er ensom længere – en tilstand, der ellers har præget hendes liv siden den tidlige barndom.
Heller ikke i sin egen familie føler hun sig tilpas, men hendes akavede tilgang til det sociale rører ikke sensei, der også er ret egenrådig. Mens de i starten ikke forstår hinandens verdener meget og kun har det til fælles, at de kan lide at drikke, så kommer de alligevel hinanden ved og indleder i slutningen af bogen også et forhold, der ender med at vare tre år.
Bogen er skrevet realistisk og i jeg-form med mange replikker, og den foregår i samtiden eller den nære fortid. Sproget er ligetil, og med sanselige beskrivelser af især traditionel japansk mad, som både Tsukiko og sensei har appetit på.
”Senseis mappe” vandt Tanizaki-prisen 2001, og den japanske tegneserieskaber Jiro Taniguchi har skabt en tegneserie over romanen.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Senseis mappe"