Hvad enten det er de store baner i livet eller de helt små iagttagelser af det, der omgiver hende, så skriver Jamaica Kincaid om det, hun selv er rundet af. Hendes karakterers erfaringer ligger tæt – endda meget tæt – op ad hendes egne, men betegnelsen ‘selvbiografisk’ bryder hun sig ikke om. Om at bruge sit eget liv i sine bøger siger hun selv, at hendes værker er selvbiografiske i den forstand, at hun kun kan forstå verden, hvis hun lader den passere gennem sig: “ … hvis jeg kigger ud ad vinduet og betragter pæretræet – hvilket jeg gør, jeg ser ud på et dejligt blomstrende pæretræ – hvis jeg så begynder at skrive om det, forvandler det sig til en erfaring, som er meget personlig. Jeg tager alt i verden meget personligt.” (Mathilde Moestrup: Jeg måtte først blive en anden og så skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt. Information, 2021-04-23).
Fortiden er vigtig at gribe ud efter for Kincaid, fordi hun selv har brugt så lang tid på at forstå sin egen. Som skolepige på Antigua kunne hun ikke begribe, hvad motivet var for den undertrykkelse, hun oplevede af sin egen, caribiske historie: “Det var det, jeg forundredes over, da jeg sad på skolebænken og ikke forstod, hvorfor vi skulle underlægges den britiske kultur. Hvorfor vores egen skulle udslettes. Og det er fortsat det, der optager mig i dag.” (Freja Bech-Jessen: Jamaica Kincaid. Costume, 2021-07-08).
Den forundring, og hvad den gør ved et barn og siden en ung kvinde, der drager ud i verden og slår sig ned blandt den hvide, privilegerede middelklasse i f.eks. USA, er et tilbagevendende tema i Kincaids forfatterskab. Det italesættes især i “Lucy”, hvor hovedpersonen gang på gang konfronteres med det verdensbillede, hun er blevet undervist i, men aldrig har set med egne øjne. Et eksempel er, da Mariah viser Lucy en plæne fuld af påskeliljer, og Lucy græder af raseri, fordi hun hidtil kun har forbundet blomsten med det ydmygende i at læse William Wordsworths digt “Daffodils” op i skolen uden at ane, hvordan blomsten så ud, men yderst bevidst om, at den kun vokser meget langt fra Caribien.
Forholdet mellem mor og datter er beskrevet indgående i forfatterskabet. Betydningen af det, barnet tager med sig, når hun rejser hjemmefra, bliver afgørende i de relationer, hun siden skaber sig. Sådan er det for Kincaids romankarakterer, og sådan har det været for Kincaid selv: “Jeg tror, at alt, hvad der sker i de første syv år af dit liv - eller ni, jeg kan godt gå med til ni - det er resten af dit liv. Du kommer til at gøre eller genskabe forholdene i de første syv år af dit liv. Selv er jeg en besegling af det.” (Mathilde Moestrup: Jeg måtte først blive en anden og så skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt. Information, 2021-04-23).
Samtidig ligger der et stærkt spor af feminisme i hendes bøger. Hendes hovedpersoner er visionære og stolte kvindeskikkelser, der baner vejen for sig selv, og som analyserer – og ofte også dømmer – de kvinder og piger, der omgiver dem. At være uafhængig for Lucy er f.eks. ikke kun lig med at være fri af moderens eller det rigide britiske skolesystems snærende bånd. Det handler også om retten til at gå i seng med den mand hun vil, hvad enten hun er forelsket i ham eller ej.
Som læsere er vi hele tiden både i nutid og i fortid i Kincaids bøger, for tid er en væsentlig faktor i hendes måde at skrive på. Hun skriver registrerende og perspektiverende og erindrende hele tiden. Karakterernes minder og nutid fletter sig sammen og skaber nye perspektiver. Vi er aldrig kun ét sted på samme tid i Kincaids værker.