Jamaica Kincaid

Jamaica Kincaid er født med navnet Elaine Potter Richardson i 1949 på øen Antigua i Caribien – på det tidspunkt en britisk kolonistat. Hun var enebarn, indtil hun var ni år gammel. Moderen holdt hende hjemme, og datteren levede en isoleret tilværelse med sine bøger. Siden kom tre brødre til verden, og det ændrede familielivet. Der var færre penge og mindre tid til den ældste datter. Som 16-årig blev hun sendt til USA, hvor hun har boet siden. Hun arbejdede som au pair hos en familie i Scarsdale, tæt ved New York. Pengene, hun tjente, skulle sendes hjem til familien på Antigua, men Kincaid havde andre planer. Hun kunne ikke tilgive moderen, at hun havde sendt hende væk, og hun afbrød efter kort tid i USA al kontakt til familien i Caribien og svor, at hun aldrig ville vende tilbage til fødeøen. Som 20-årig skiftede hun navn til Jamaica Kincaid: “Jeg var nødt til det,” (…) “Jeg kunne aldrig have skrevet som den, jeg var. For jeg var ingen.” (Freja Bech-Jessen: Jamaica Kincaid. Costume, 2021-07-08). Hun studerede fotografi ved New York School for Social Research og havde skiftende småjobs. I 1974 fik hun job på magasinet The New Yorker – et fast skribentjob, hun havde i mere end 20 år. Kincaids debut, novellesamlingen “At the Bottom of the River” fra 1983, indeholder tekster fra netop The New Yorker. Bl.a. novellen “Girl”, som blev en gennembrudstekst, og som stadig ligger frit tilgængelig til læsning på The New Yorkers hjemmeside. 

Hun giftede sig i 1979 med komponisten Allen Shawn, og sammen fik de to børn. Parret blev skilt i 2002. Kincaid bor i dag i Vermont og er professor i engelske, afrikanske og afroamerikanske studier ved Harvard University i Massachusetts, hvor hun underviser i litteratur og kreativ skrivning. Hendes bøger er blevet nævnt som inspiration for blandt andre tyske Susan Sontag og nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie. Sideløbende med skønlitteraturen har Kincaid udgivet flere bøger om havearbejde. Haven er nemlig hendes store passion ved siden af skrivning. I sin egen forhave i Vermont sætter hun Black lives matter-skilte op, selvom de bliver kørt ned af biler fra tid til anden.

Hun er flere gange blevet nævnt som en af favoritterne til Nobelprisen i litteratur.

“Annie John” fra 1985 (“Annie John”, 1986) er Jamaica Kincaids første roman. Den skildrer en ung piges opvækst på Antigua, fra hun er ti år gammel, og til hun forlader øen som stor teenager. Hovedperson og fortæller er Annie John – et trygt og ubekymret barn, der forguder sin mor. Hun følger moren, hvor end hun går, og lytter til hendes fortællinger om Annie som spæd og om episoder fra morens egen ungdom. 

Men Annie John vokser sig større, og som årene går, ændres hendes syn på den verden, hun er opvokset i, radikalt. Hun gør kraftigt oprør mod morens stadig strengere opdragelse, og Annies kærlighed til hende bliver til had. Hun lægger mærke til de bøger, hun læser i historietimerne. De handler alle om britisk historie, men om Antigua og Caribien lærer hun intet.
39045508

Hun får tætte veninder, som hun mødes med i hemmelige fællesskaber og udforsker en spirende seksualitet sammen med. Frem for alt lægger Annie mærke til, hvilket liv hendes forældre lever. Det er et liv, der slider dem op og et, hun ikke ønsker for sig selv. 

Ved romanens slutning rejser Annie til England for at blive sygeplejerske. Det er ikke efter eget ønske, men som hun siger: “… jeg ville hellere være rejst bort for at bo i en hule og holde hus for syv uregerlige mandfolk end at fortsætte mit liv, som det var.” (s. 139-140). 

Romanen består af otte kapitler, der hver kredser om en episode eller et bekendtskab, som så bruges som afsæt for Annies refleksion. Fortællingerne rummer mange detaljer fra dagliglivet på Antigua, f.eks. fra husarbejde og religiøse ritualer. Annie iagttager og gengiver med den forståelse af situationen, der svarer til den alder, hun har – ofte med vendinger, hun har hørt de voksne bruge. F.eks. har Annies far børn med flere kvinder uden for ægteskabet, som beskrives som: “en af de mange kvinder, min far havde elsket, aldrig havde giftet sig med, men havde fået børn med.” (s. 19). Romanens Annie har mange ligheder med Kincaid selv, der voksede op på Antigua med en mor, hun med tiden vendte sig imod, og som arrangerede hendes bortrejse, da hun blev gammel nok til at tjene penge selv.