V. S. Naipaul

journalist Karina Søby Madsen. 2005.
Main image
Naipaul, V. S.
Foto: Pierre-Philippe Marcou / POLFOTO

Indledning

Naipaul er en særdeles produktiv forfatter. Hele 31 bøger er det blevet til i løbet af hans 48 år lange karriere, og de spænder fra fiktion over politiske, journalistiske essays til rejseskildringer.
Alle værkerne forholder sig til den 3. verden og fokuserer på dens forhold til vesten, og dermed er Naipaul blevet en af nutidens ihærdigste fortolkere af den postkoloniale virkelighed. Derudover donerer han et dybdegående indblik i de personlige, identitetsmæssige dilemmaer, som det 20. århundredes mennesker tumler med. Det afføder en mængde tilknyttede temaer såsom migration, kultur, fremmedgørelse, identitet samt forholdet mellem virkelighed og fantasi. Hovedkaraktererne er ofte komiske og excentriske og er således modpoler til romanuniversernes tordenskytunge, truende virkelighed, som Naipaul krydrer med en liflig skrift, der oser af overskud, sensitivitet og humor.

 

23815826

Blå bog

Født: 17. august 1932 i Chaguanas på Trinidad, Caribien.

Død: 11. august 2018.

Uddannelse: Uddannet litterat ved University College i Oxford.

Debut: The Mystic Masseur, 1957.

Litteraturpriser: John Llewelyn Rhys Memorial Prize,1958. Maugham Award, 1961. Hawthornden Prize, 1964. W. H. Smith literary Award, 1968. Bookerprisen, 1971. Bennett Award, 1980. T. S. Eliot Award, 1986. Trinity Cross, 1989, Nobelprisen, 2001. I 1990 blev han adlet af dronning Elizabeth af England.

Seneste udgivelse: Ved en krumning. Gyldendal, 2004.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg så ikke Dayo på kajen, og jeg så ham ikke på jernbanestationen. Han har overladt mig til mig selv. Jeg gør det, jeg ser andre mennesker gøre, og jeg klarer mig, jeg finder et arbejde, jeg finder et par værelser i Paddington. Jeg lærer busnumre og stednavne; jeg ser årstiderne skifte fra koldt til varmt. Jeg klarer mig, jeg har det godt, men kun fordi jeg føler, at det ikke er mit liv. Jeg føler det her, som jeg følte det på skibet, at jeg mister det, at jeg kaster det bort.”

Sig mig, hvem jeg skal slå ihjel i “Fri og uafhængig”

Vidiadhar Surajprasad Naipauls familie var oprindeligt fra Vestindien men immigrerede til Trinidad, hvor Naipaul fødtes den 17. August 1932. Naipauls farfar var sukkerrørsarbejder, og hans fader var journalist og forfatter.

Naipaul blev uddannet fra Queen’s Royal College i Trinidads hovedstad Port of Spain, og i 1950 fik han et stipendiat til Universitetet i Oxford. Men Oxford kedede ham, og tiden i England blev en ensom og intellektuelt fattig tid. Den er senere portrætteret i udgivelsen “Letters between a Father and his Son” fra 1999. I løbet af de første år i England fik Naipaul et nervøst sammenbrud, som varede 18 måneder. Det udmøntede sig blandt andet i et selvmordsforsøg, der mislykkedes, fordi gassen slap op.

Naipaul graduerede som Bachelor i kunst i 1953, det samme år som hans far døde. Efter at have afsluttet studierne startede han en karriere som freelanceskribent for BBC, og som følge af sit arbejde rejste han meget i midt halvtresserne. Den megen flakken rundt gav ham en følelse af rodløshed, og samtidig oplevede han en frustration over ikke at kunne finde en personlig litterær stemme. Den fandt han først, da han begyndte at beskæftige sig med og undersøge sin egen trinidadiske baggrund. Selv forklarer han det på følgende vis: “En dag midt i min nærmest fikserede depression begyndte jeg at se, hvad mit materiale måtte være: det blandede liv i (den vestlige bys, red.) byens gader, som vi havde distanceret os fra, og det tidligere liv i fædrelandet, med levemåderne og traditionerne fra et erindret Indien. Det virkede let og ligetil, da det først var fundet; men det havde taget mig fire år at se det. Næsten samtidigt kom sproget, tonen, stemmen der passede til materialet. Det var som om stemme, emne og form var en del af hinanden.”, i (“Reading and Writing” fra 2000). Kort tid efter, at Naipaul havde fundet den stemme, han havde søgt, fik han udgivet sin debutroman “The Mystic Masseur” i 1957.

Naipaul har udviklet sin skrivestil og sine temaer i løbet af forfatterskabet. Man kan således dele hans litterære arbejde op i fire faser, der alle har problematikker omkring postkoloniale forhold som omdrejningspunkt, men som adskiller sig fra hinanden på væsentlige punkter:

  • Første fase kan karakteriseres ved en ironisk og komisk fremstilling af det postkoloniale Trinidad.
  • Anden fase udforsker rodløsheden, friheden og metropolen.
  • Tredje fase blander biografisk materiale og fiktion i en søgen efter rødder.
  • Fjerde fase vender tilbage til fiktionen i en deprimerende undersøgelse og fremstilling af den postkoloniale globale scene.

Humor som middel

"Naipaul skildrer menneskenes stærke behov for at identificeres med vigtige begivenheder og personligheder i fortid og nutid, og han viser, hvordan personerne i Trinidad har et konstant behov for bekræftelse igennem kunst og skønhed."

Naipauls første fase betegnes ofte som “satirisk”, men selv benytter han betegnelsen ironisk. Han siger: “Jeg er ikke satirisk. Satire kommer af en enorm impuls af optimisme. Man kan simpelthen ikke benytte sig af satiren, når man venter på døden. Satire er typisk vrede. Ironi og komedie, tror jeg, kommer af en form for accept.” (i “Journey Through Darkness” fra 1987). Såvel debutromanen “The Mystic Masseur” fra 1957, “The Suffrage of Elvira” fra 1958 som “Miguel Street” fra 1959 beskæftiger sig med komiske og excentriske karakterer i Trinidad.

“Miguel Street” er en samling af noveller, der knyttes sammen via en fælles fortæller og ved, at alle fortællingerne omhandler gaden Miguel Street og dens beboere. Folkene i gaden mangler en sammenhængende identitetsfølelse. Deres selvforståelser er enten formet af imitationer af amerikanske filmstars, eller også spiller de på stereotype forestillinger om “den sorte”. For eksempel møder vi Bogart, som er navngivet efter filmen “Casablanca”. Bogart plages af en trang til at bevise sin maskulinitet, hvilket får ham til at forlade sin kone, og han ender på gaden som bigamist “for at blive en mand mellem mænd”. Vi introduceres til Edward, som får arbejde på den amerikanske ambassade ved Chaguaramas og øjeblikkeligt begynder at udleve amerikansk stil i tøj og i opførsel, ligesom han begynder at skifte sin trinidadiske accent ud med en amerikansk. Vi studerer Morgan, der med begrænset held forsøger at lave det smukkeste fyrværkeri. Og vi lærer Black Wordsworth at kende, som identificerer sig med virkelighedens forfatter White Wordsworth. Black får dog aldrig skrevet et rigtigt digt, og han sælger ud af sin poesi for fire cents.

I novellerne fungerer Miguel Street som et billede på det trinidadiske samfund, og Naipaul undersøger på forskellig vis, hvordan dette postkoloniale samfund indvirker på dets medlemmer. Bogen er fyldt med kritiske bemærkninger om Trinidad. Naipaul skildrer menneskenes stærke behov for at identificeres med vigtige begivenheder og personligheder i fortid og nutid, og han viser, hvordan personerne i Trinidad har et konstant behov for bekræftelse igennem kunst og skønhed. Som et middel til at holde den presserende angst for ubetydelighed borte. Men forsøgene mislykkes ét for ét, og ubetydeligheden trænger igennem og forstærker den fragmenterede identitetsfølelse.

Om Trinidad

I 1963 udkom romanen “A house for Mr. Biswas” (“Et hus til mr. Biswas”, 2003), der ofte fremhæves som Naipauls mesterværk. Naipaul siger selv om romanen, at “Af alle mine bøger står A House for Mr. Biswas mig nærmest. Det er den mest personlige, skabt ud fra hvad jeg så og følte som barn.” (i “Journey through darkness”, 1987).

Romanuniverset er ligesom i de foregående værker knyttet til Trinidad. I centrum for historien er den tragikomiske helt Mr. Biswas, som fødes ind i verden med en ekstra finger, som indikation på både uheld og fejlernæring. Romanen følger den indiske immigrant Mr. Biswas forsøg på at vinde uafhængighed og identitet ved at eje sit eget hus.

Undervejs i Mr. Biswas søgen ser vi ham konstruere sit liv på ny adskillige gange. Som henholdsvis landarbejder, butiksindehaver og skiltemaler, inden han opnår en vis succes som tabloidjournalist på en avis i Trinidads hovedstad. Mr. Biswas gifter sig med Tulsis, hvis klassebevidste familie ofte tvinger ham ind i absurde og ydmygende situationer. Det omgivende samfund skildres negativt - som sygdomsbefængt og fortabt. Lovbrud, bestialitet, promiskuitet, sygdom og skidt har spredt sig som en hidsig virus over byen og landet.

De ofte morsomme men tragiske skildringer af livet på den lille Caribiske ø er understreget af en dybere sans for menneskelig ensomhed. Denne tilstand af ensomhed kommer især til udtryk midt i romanen, hvor en orkan vælter Mr. Biswas hus og fremprovokerer et nervøst sammenbrud. Men her trænger lyset ind på den litterære scene og viser, at ethvert sammenbrud kan give grobund for en ny begyndelse. Støvet fra det sammenfaldne hus kan børstes af, og den tragiske helt kan atter rejse sig. Romanen ender således i et positivt skær, idet Mr. Biswas opnår en form for uafhængighed. Ved fortællingens slutning har han sit eget hus, mens Tulsis’ familie til gengæld er blevet splittet.

Med “Et hus for mr. Biswas” skildrer Naipaul den fundamentale menneskelige angst for udelukkelse og for ikke at høre til. Hovedpersonen mr. Biswas er et billede på det kolonale samfunds kamp for uafhængighed og frihed, og på individets kamp for selvdefinering og et sted at høre til.

Rodløsheden, friheden og metropolen

Typisk for en berejst herre som Naipaul åbnede hans litterære universer sig efterhånden mod verden. Samlingen “In a Free State” fra 1971 (“Fri og uafhængig”, 1973) består af tre noveller og to rejsebeskrivelser fra en af Naipauls Mellemøstenture. Hovedpersonerne er henholdsvis en indisk tjener i USA, en vestinder i England, og en englænder i en Afrikansk stat præget af revolution. Personerne har således alle tilknytning til en tidligere koloni.

Fælles for fortællingerne er desuden, at de har det at rejse som central metafor. Alle karaktererne har rykket teltpælene op og er flyttet til nye egne, og alle søger de friheden. Hvilken form for frihed, der er tale om, bliver dog aldrig ordentligt defineret, og alle karaktererne fejler da også i forsøget på at finde et sted, hvor de hører til. Det er som om, personerne er fanget i fortiden, og selv om alle de tidligere kolonier nu er frie, selvstændige stater, så er de stadig dominerede af fortiden og af stærkere nationer. Splittelsen mellem den indfødte kultur og den vestlige arv er udtalt, og hvert forsøg på at skabe helhed ud fra de forskellige kulturelle fragtmenter ender i misforståelser og endog i større rodløshed.

Det er frihed for såvel individet som for den dekoloniserede verden, der spinder sig gennem fortællingerne som en rød tråd. Titlen på novellesamlingen omfavner det dilemma, personerne møder, for hvor er “den frie stat”? Tilsyneladende ingen steder! Ved at lade fortællingerne udfolde sig på forskellige geografiske lokaliteter og ved, at karaktererne har forskellig kulturel baggrund, viser Naipaul, at rodløsheden er et universelt fænomen.

Rodløshedens konsekvens

“Guerilla” fra 1975 (“Guerilla” fra 1976) udspiller sig på en Caribisk ø, der netop er blevet selvstændig. Øen er præget af politisk ustabilitet og raceuroligheder i dønningerne på selvstændigheden, og revolutionen ulmer tilsyneladende faretruende og skaber en ophidset stemning blandt befolkningen. Uroen forstærkes dels af rygter om, hvordan guerillagrupper og bander samler sig rundt om i provinsen og i bjergene og forbereder en magtovertagelse og dels af, at der konstant er politi i gadebilledet.

Romanens hovedkarakter Jimmy Ahmed er en af revolutionens mænd. Han er en indfødt muslim med kinesisk baggrund, og han er formand for et landbrugskollektiv efter marxistisk forbillede. Jimmy er noget af en dagdrømmer. Igennem romanen skriver han på en klichepræget ugebladslignende historie om en engelsk kvindes dybe betagelse og fatale forelskelse i en magtfuld intellektuel frelser af menneskeheden. Det er sådan, Jimmy gerne vil se sig selv: som en attråværdig mand og frelser. Men Jimmy viser sig at være ingen af delene. Han definerer sig selv via seksuelle relationer, og hans ideer om menneskelig nærhed er bygget på en macho-agtig selvforståelse, der opnås ved at ydmyge kvinder. Han afslører i sin beretning om sig selv en afsky for sin oprindelse og en indgroet trang til at tage sig vigtig ud i den hvide mands verden. Hans idealer er bygget på kviksand, og revolutionstrangen er mere et udtryk for en trang til at være agtet, end den er værdibaseret. Jimmy har da heller ikke de store forhåbninger til revolutionen. For eksempel skriver han, at “jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle kunne holde revolutionen under kontrol nu. Når alle vil kæmpe, er der ikke noget at kæmpe for. Alle vil kæmpe deres egen lille krig, alle er guerillasoldater.” (s. 90). Udsagn som dette kommer til at stå som et selvopfyldende profeti, for de mange forventninger forløses ikke. Der har aldrig været en revolution under opsejling, og rygterne om guerillaaktivitet viser sig at være et påskud for at have meget politi på gaden. En smule optøjer opstår dog, men de dør hurtigt ud. I forbindelse med optøjerne sættes Jimmy uden for politisk indflydelse på grund af sin flerkulturelle baggrund, og såvel skuffelsen herover som Jimmys mangel på vision, gør ham desperat.

Følelsen af marginalisering, den gennemgribende rodløshed og ydmygelse, får Jimmy til at hævne sig og begå et fortvivlet mord på elskerinden. Romanen rummer nuancerede beskrivelser af postkoloniale forhold og frustrationer. Det er følelsen af forladthed, der brænder igennem som barskt grundvilkår for individerne i den etnisk og socialt splittede verden uden ideologi.

At finde sine rødder

Med “Finding the Center” fra 1987 begynder Naipaul at forholde sig mere konkret til mennesker og steder, han har besøgt, i sin fiktion. Denne sammenblanding af faktuelle begivenheder og fiktion benyttes også i romanen “The Enigma of Arrival” fra 1987 (“Ankomstens gåde” fra 1990), hvor den endog gøres til selve emnet. Naipaul forklarer denne udvikling: “Da mit univers blev udviddet ud over de umiddelbare personlige omstændigheder, der omfatter fiktion, og da min forståelse blev udviddet, flød de litterære former, jeg praktiserede, sammen, og støttede hinanden; og jeg kunne ikke sige, at den ene form var bedre end den anden.” (i “Reading and Writing” fra 2000).

Hovedperson i “Ankomstens gåde” er forfatter. I første del af fortællingen ankommer han til England fra Trinidad, og som læsere følger vi, hvordan han sanser omgivelserne. Først ængstes han for det nye og fremmede, men med tiden og erfaringen tager han det til sig, og efterhånden udvikler han en forståelse for den nye verden og dens mennesker. Fiktionens forfatter fortæller om en familie i Sydengland, som tidligere var virksom i kolonierne, og han viser, hvordan både familien og dens landejendommen langsomt forfalder for til slut at gå til grunde. Familien står som symbol på det imperialistiske England, og ved at betragte familiens forfald, får vi læsere et indblik i selve det engelske imperiums forfald.

Anden del af romanen består af forfatterens reflektioner over ungdommen og de første år som forfatter. Det er de uskrevne historier, der er i centrum. Historierne, som aldrig er skrevet, fordi manglende erfaring gjorde ham blind for dem. Han beretter om vanskelighederne med at finde sit talent og sine temaer, og han påpeger nødvendigheden af såvel at finde sine rødder som af at skabe nye tilhørsforhold for at definere sig selv og sin skrift klart. Kender man ikke sig selv, kan man heller ikke formidle en god fortælling.

I tredje og sidste del er vi tilbage i England hos forfatteren, som endelig har fundet ro og overskud til at fokusere på selv de små ting. Således beriges læserne med detajlerige beskrivelser og betragtninger over såvel de nære omgivelser som universet, over historien, menneskene og livet som sådan.

Romanen giver et levende indblik i en indvandres splittede følelser. I den uro, der opstår i et sind, der er splittet mellem forskellige kulturer, og i de vanskeligheder der er forbundet med at forene forskellighederne og finde frem til et selv.

Den postkoloniale globale scene

Naipauls seneste værker “Half a Life” fra 2001 (“Et halvt liv”, 2001) og “Magic Seeds” fra 2004 har som adskillige af hans øvrige romaner rejsen som tema. Begge romaner skildrer den globale karakter Willie Somerset Chandran, men de kan læses uafhængigt af hinanden. Willie fødes i Indien i 30’erne, studerer i London i England i 50’erne, lever i et unavngivent afrikansk land i 60’erne og 70’erne, tager til Tyskland for at forenes med sin søster Sarojini, drager i revolutionær guerillakrig i Indien for til sidst at vende tilbage til London.

Willies forældre er af ulige kår, da moderen er kasteløs, og faderen er af en fin braminer slægt. Denne splittelse mellem forældrene smitter af på Willie, som føler sig fanget mellem forældrenes ulige baggrunde. Da Willie kommer til London, omgås han en blandet gruppe af dels marginaliserede eksistenser fra kolonierne, og dels mere etablerede kunstnere og forlæggere. Han kaster sig ud i seksuelle affærer med venners kærester og med prostituerede, indtil han etablerer et mere følsomt forhold til den portugisisk/afrikanske Ane. De to finder sammen i og om en fælles følelse af afmagt, i en følelse af kulturel splittelse og udgrænsning. De tager sammen til Afrika, hvor de etablerer sig med hendes familie, de uddøende koloniale portugisiske plantageejere, der beskrives som rene snyltere på det afrikanske samfund. Mødet mellem kolonimagten og de koloniserede bygges i romanen på bedrag, selvbedrag, griskhed og misforståelser som resultat af uvidenhed.

Willie oplever aldrig en tilknytning til Afrika, som han heller ikke lærer at kende. Det største bekendtskab opnår han via sine mange bordelbesøg. Sidst i “Et halvt liv” forlader den nu 41-årige Willie både Afrika og Ane for at tage til Berlin og leve. Det halve liv er slut, og det efterlader ikke meget håb for den sidste halvdel.

Romantitlen “Et halvt liv” peger på i hvert fald tre forhold. Dels det indlysende at vi følger hovedpersonen Willie gennem et halvt liv. Dels at Willie aldrig får greb om sin identitet og om livet men lever på løgne og bedrag om for eksempel sin egen familiebaggrund. Og dels de mange romankarakterer der er splittede mellem flere kulturer som resultat af ind/udvandring og af kolonialismen. “Et halvt liv” klinger ikke ligefrem af livsglæde og lykke, for hvem har lyst til at leve halvt? Romanen er en deprimerende og pessimistisk kommentar på fremmedfølelse og på livsvilkår for fragmenterede mennesker.

Det samme er sådan set “Magic Seeds”, omend titlen foranlediger til at tro på en mere lys afslutning. Men guerillakrigen, som Willie drager i, viser sig at være styret af middelklasse romantikere og ubrugelige ideologier. En af deltagerne er draget i krig, fordi han er hanrej, en anden fordi han er en lille mand, og en tredje på grund af at hans karriere som matematiker er mislykkedes. Tilsvarende tragisk er livet i det London, Willie vender tilbage til efter krigen, præget af følelsesmæssig afstumpethed, hvor seksuelle oplevelser er utilfredsstillende og isolerede oplevelser, og hvor der ikke er udsigt til forandring. Romanen ender dog med et afklarende tankespind hos Willie: “Det er forkert at have et idealiseret syn på verden. Det er der, skaden starter. Det er der, alt begynder at afsløres.” Således er Naipauls seneste romaner en historie om mennesker, der ikke er noget som udgangspunkt, og som ikke kan gøre sig gældende i verden.

Forfatterskabets tematikker

"Forfatterskabets væsentligste tema er postkolonialisme, og alle fortællingerne undersøger på forskellig vis den tilhørende fremmedfølelse. Det er immigrantens vilkår, der ved hjælp af rejseperspektivet iscenesættes og undersøges på ny vis igen og igen."

Forfatterskabets væsentligste tema er postkolonialisme, og alle fortællingerne undersøger på forskellig vis den tilhørende fremmedfølelse. Det er immigrantens vilkår, der ved hjælp af rejseperspektivet iscenesættes og undersøges på ny vis igen og igen. Evnen til at navigere mellem forskellige kulturelle sfærer fremstår både som en splittelse og som en berigelse for de litterære karakterer. Det nye kan give et udvidet perspektiv på verden og livet, men det er samtidig kilde til frustration. Fortællingerne udspiller sig i denne dobbelthed mellem fortrolighed og distance.

Naipauls litterære produktion fungerer i vid udstrækning som spejl på hans egen situation. Forfatteren Naipaul forsøger at genskabe historien og at finde identitetsmæssig sandhed via skriften, og det samme gør adskillige af hans litterære karakterer. Naipaul søger at opnå forståelse ved at rejse rundt i verden og ved at analysere på og forholde sig til konkrete begivenheder, og det samme gør mange af karaktererne i fiktionen. Både for Naipaul og for hans karakterer handler det således om at skabe sammenhænge og at opnå forståelse. Alligevel er det væsentligt at holde fast i, at fiktionen har sit eget fantastiske fantasifulde liv; at uanset, at verden donerer inspiration til Naipaul, så har fiktionen kun overfladiske ligheder med virkeligheden.

Forfatterskabets anseelse

Naipauls anseelse er forskellig i vesten og i den tredje verden. Den vestlige verden fremstiller ham ofte som en ensom, statsløs observator, og som en illusionsløs sandhedsfortæller, der er fri for ideologi. I 2001 modtog han nobelprisen “for at have forenet indsigtsfuld fortælling og ukorrumperbart skarpsyn i værker, som tvinger os til at se tilstedeværelsen af undertrykte historier”.

Men ikke alle kritikere er begejstrede for, at Naipaul benyttes som sandhedsvidne. Især den tredje verdens lande stiller sig kritiske, og for eksempel fremhæver den indisk/engelske forfatter Edward Said, at mens Naipaul i den vestlige verden anses for at være en mesterlig fortæller og et vigtigt vidne om manglende integration i den 3. verden, så er han i postkoloniale sammenhænge mærket som en, der skaber stereotyper og foragt for den verden, han selv er rundet af. Til sådanne angreb forsvarer Naipaul sig med, at “hvorfor skal man absolut sige noget godt om den verden, man kommer fra (…) En god forfatter bør altid udfordre og forstyrre åndelig dorskhed.” (Antoine de Gaudemar: “Passiar med en gnavpot”. Information, 12-21-01).

Litterære slægtskaber

Naipaul er litterært beslægtet med de engelske forfattere Rudyard Kipling og Joseph Conrad og med en afrikansk forfatter som Chinua Achebe, idet de alle har det koloniale perspektiv som tematisk omdrejningspunkt. Men hvor Conrad og Kipling beskriver de koloniale møder med vestlige øjne, og Achebe har en afrikansk synsvinkel, så søger Naipauls skildringer et mere hybridt perspektiv ved at inddrage både vestlige personer, tredjeverdens karakterer og eksilerede personligheder.

Naipaul spiller selv på slægtskabet med Conrad i sine fiktioner ved at henvende direkte kommentarer til ham. For eksempel siger en mandlig hovedkarakter i novellen “Fri og uafhængig” (i novellesamlingen med samme titel): “Du har læst for meget Conrad. Jeg kan ikke døje den bog, kan du?”

Blandt samtidige forfattere er det nærliggende at fremhæve et slægtskab med emigrantforfattere som Salman Rushdie og Milan Kundera. Helt centralt i disse forfatterskaber er undersøgelsen af kulturers bånd, af identitetens væsen og af politisk-poetiske grænser. De leger med overskridelser af kulturelle grænser, af grænser mellem den faktuelle historie og fantasiens univers, og med grænsen mellem sproglige territorier.

Bibliografi

Bøger af V. S. Naipaul

Naipaul, V. S.:
The Mystic Masseur. 1957. Roman.
Naipaul, V. S.:
The Suffrage of Elvira. 1958. Roman.
Naipaul, V. S.:
Miguel Street. 1959. Novellesamling.
Naipaul, V. S.:
Mr. Stone and the Knight’s Companion. 1963. Roman.
Naipaul, V. S.:
The Middel Passage: Impressions of Five Societies - British, French and Dutch in the West Indies and South America. 1963. Rejsebeskrivelse.
Naipaul, V. S.:
An Area of Darkness. 1964. Rejsebeskrivelse.
Naipaul, V. S.:
A Flag on the Island. 1967. Noveller.
Naipaul, V. S.:
The Mimic Men. 1967 Roman.
Naipaul, V. S.:
A Loss of El Dorado. 1970. Rejsebeskrivelser.
Naipaul, V. S.:
Fri og uafhængig. 1973. (In a Free State. 1971). Noveller.
Naipaul, V. S.:
Guerilla. 1976. (Guerrillas. 1975). Roman.
Naipaul, V. S.:
The Overcrowded Civilization. 1977. Essays.
Naipaul, V. S.:
The Perfect Tenants and The Mourners. 1977. Roman.
Naipaul, V. S.:
A Congo Diary. 1980. Rejsebeskrivelse.
Naipaul, V. S.:
En krumning ved floden. 1980. (A Bend in the River. 1979). Roman.
Naipaul, V. S.:
The Return of Eva Peron. 1980. Essays.
Naipaul, V. S.:
Blandt de rettroende. 1982. (Among the Believers: An Islamic Journey. 1981). Rejsebeskrivelse
Naipaul, V. S.:
Finding the Center. 1986. Essays.
Naipaul, V. S.:
A Turn in the South. 1989. Rejsebeskrivelse.
Naipaul, V. S.:
Ankomstens gåde. 1990. (The Enigma of Arrival. 1987). Roman.
Naipaul, V. S.:
Homeless by Choice. 1992. Essays.
Naipaul, V. S.:
Indien. 1993. (India: A Million Mutinies Now. 1990). Rejseskildring.
Naipaul, V. S.:
Bombay. 1994. Nonfiktion.
Naipaul, V. S.:
En vej gennem verden. 1995. (A Way in the World. 1994). Roman.
Naipaul, V. S.:
Ikke til at tro: Islamiske rejser blandt de konverterede folk. 1999. (Beyond Belief: Islamic Excursions Among the Converted Peoples. 1998). Rejsebeskrivelse.
Naipaul, V. S.:
Between Father and Son. 1999. Essays.
Naipaul, V. S.:
Reading and Writing: A Personal Account. 2000. Essays.
Naipaul, V. S.:
Et halvt liv. 2001. (Half a Life. 2001). Roman.
Naipaul, V. S.:
Et hus til Mr. Biswas. 2003. (A House for Mr. Biswas. 1961). Roman.
Naipaul, V. S.:
Magic Seeds. 2004. Roman.
Naipaul, V. S. :
Magiske frø. 2005.

Om V. S. Naipaul

O'Brien, Conor Cruise og Lukacs, John:
The Intellectual in the Post-Colonial World: Response and Discussion. 1986. Interview med Edward Said i Salmagundi.
Nightingale, Peggy:
Journey through darkness: The writing of V. S. Naipaul. 1987. University Queensland Press.
Gaudemar, Antoine de:
Passiar med en gnavpot. 2001. Interview i Information, 2001-12-21.
McAfee, Annalena (ed.):
Lives and works: Profiles of leading novelists, poets and playwrights. 2002. Guardian Newspapers.

Links

Oversigt over litterære nobelprismodtagere med bibliografisk notits.
Oversigt over samtidig postkolonial og postimperial litteratur forfattet på engelsk.
Lille portræt og masser af anmeldelser
Omfattende samling af anmeldelser og artikler fra N.Y.Times arkiver. NB. Kræver tilmelding – gratis og simpel.
Forfatterportræt og samling af alle Guardians artikler, intervies m.m. – meget indhold at tage fat på!
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. 'Søg på V.S. Naipaul'
Stor artikel om forfatteren