Johanne Lykke Naderehvandi var en af de forfattere, der tilskyndede Melanie Kitti til at udvikle sin skrift. Selv debuterede Lykke Naderehvandi i 2017 med romanen ”Natten før denne dag”. Ligesom Kittis debut er det også en bog, der får meget mystisk kraft og magisk energi ud af barnets perspektiv. En ildevarslende og lidt uhyggelig stemning, der kommer ud af det hormonfortryllede blik, som en ung pige, lige på kanten af teenageårene, har.
Den anden forfatter, som tilskyndede Kitti tilbage i hendes år på Kunsthøgskolen i Oslo, var Athena Farrokhzad. I hendes debutbog ”Vitsvit” (2013) udfolder hun en stram form, hvor stort set alle sætninger i bogen starter med enten: min mor siger, min bror siger eller min far siger. Det er et mere realistisk portræt af familien, Farrokhzad tegner, end det mytologiske og uhyggelige, som Kitti fremskriver. Men de deler et andet aspekt, nemlig det, at de begge portrætterer den racialiserede familie, den brune familie, i et hvidt samfund, der er præget af racisme. Det samme kan man sige om Deniz Kiy, der debuterede i 2021 med ”Blå øje (türkü)”. Kiys digte er ikke uhyggelige eller ubehagelige på samme måde som Kittis. Digtene i hans bog er mere præget af vellykket kærlighed, nærhed og intimitet.
Noget, der minder om det horroragtige univers, som Kitti skriver frem i sine digte, kan man også finde hos Olga Ravn, særligt i ”Voksbarnet” (2023), der er fortalt fra en art voodoo-dukkes perspektiv. Ravn bruger heksefiguren til at skrive om kvinders historiske undertrykkelse.
De kryptiske og absurde aspekter af Kittis forfatterskab kan man også finde noget af i Glenn Christians bøger. De er fulde af dyr og mennesker, der får pels, og mystiske landskaber, der bliver mytologiske. Bl.a. i ”Taarn” (2021) eller ”Atropa Belladonna” (2016).
Kitti nævner selv den japanske forfatter Hiromi Ito som en af sine inspirationskilder. I Itos bog ”Vildgræs ved flodlejet” (2018) tematiserer hun migration. Magiske ting finder sted, en mand lever videre, efter han er død. En kvinde bliver voldtaget af planter. Det er uhyggeligt og fascinerende, lidt ligesom Kittis poesi.