Melanie Kitti

Melanie Kitti er født i 1986 i Umeå i Sverige. Hun har en biologisk far, hun ikke kender. Hendes svenske mor blev gift med en chilensk mand, som var politisk flygtning fra Augusto Pinochets militærdiktatur. Kitti voksede op på landet uden for Kalmar, med sin mor og stedfar og søskende, som var hans, og ligesom hende racialiserede. Kalmar var engang en vigtig by for hele Skandinavien, og der er også noget pan-skandinavisk over Melanie Kitti.

Som 19-årig flyttede hun til Oslo, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske. Hun arbejdede i psykiatrien, inden og imens hun gik på Kunsthøgskolen i Oslo. Da hun gik på sin master på Kunstakademiet i København, mødte hun de svenske forfattere Athena Farrokhzad og Johanne Lykke Naderehvandi, som var gæstelærere. Hun viste dem sine tekster, og de opfordrede hende til at skrive mere. Hun tilskriver dette møde, og de to forfatteres tilskyndelse, at hun havde modet til at søge ind på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede i 2021. Hendes ansøgningstekster var dem, der endte med at blive til hendes debut ”Halvt urne, halvt gral” (2023).

Debuten er skrevet på svensk, bl.a. fordi den handler om Kittis svenske barndom. Hun har bistået med oversættelsen, der er foretaget af den danske forfatter Liv Nimand Duvå. Det har også betydet, at den ikke har figureret i opgørelser over danske debutanter og derfor ikke har været indstillet til nogle priser. Det på trods af, at den danske udgivelse er den første, og den ikke vil kunne udkomme som en debut nogen andre steder. Kittis bog, såvel som den angolanske digter Aaiún Nins ”På min huds sorthed” (2021) har medvirket til, at reglerne for bl.a. Bogforums debutantpris er blevet ændret, således at bøger der udkommer i Danmark nu kan indstilles til prisen uden at være skrevet på dansk.

Kitti har i 2021 sammen med digteren Priya Bains startet tidsskriftet ”Abhivyakti”, der udelukkende publicerer racialiserede forfattere. Fra 2016-2022 drev hun galleriet Destiny’s i Oslo sammen med tre andre kunstnere. Som kunstner har hun modtaget en række priser, heriblandt Konstnärsstipendiet från Marianne och Sigvard Bernadottes konstnärsfond, Bernadottefonden, 2024; Kunstnerstipendie, Nimbs fond, 2023; Udstillingspris, Statens kunstfond, 2023; og hun er nomineret til Sandefjord Kunstforenings Kunstpris, som uddeles i 2025. 

Det er en mystisk titel, der indvarsler den urovækkende, til tider grufulde, stemning, der er på færde i Melanie Kittis debut ”Halvt urne, halvt gral” (2021). Digtsamlingen består af korte, prosa-agtige digte, der beskriver en barndom. Men en barndom i et univers, der minder om noget fra en horrorfilm, fyldt med symboler og gådefulde genstande. Bogen handler om en familie, som bor på en kirkegård. Den er fortalt fra en datters perspektiv. Der er tydeligvis et samfund, en verden, der ligner vores, tilstede i teksten. Med så prosaiske ting som en skole, en kommodeskuffe eller en ansigtscreme. Men barnets perspektiv forskyder alt det her ind i en mytologi, så ansigtscremen og kommodeskuffen bliver lige så magiske, symbolske størrelser som en gral, som solen eller havet. Barnets perspektiv gør ikke forskel på disse ting.

62910542

Barnets stemme i digtet udtaler alting med en påståelighed, som også kommer til udtryk som hårdhed. Men det er tydeligt, at det skrøbelige ligger lige nedenunder den tynde skal. Det er ikke en tryg barndom, der skildres. Meget af det urovækkende peger ind mod moren i centrum for det hele, en mor der dominerer og forskelsbehandler sine børn og skaber utryghed i deres tilværelse. Der er også en far, der drikker, og som i perioder forsvinder.

Alt dette findes i Kittis bog, men det føles alligevel som en reducerende oversættelse at forklare det på denne måde. Der findes åbenlyst et lag af erfaringer i teksterne, men at forsøge at grave gennem teksterne som en slags traume-arkæolog ville være at negligere digtene og forvanske dem til analogier. Digtenes barnlige stemme gør omverdenen magisk, men ikke på en finurlig måde. Det er alvorsfuldt og mystisk. Når magien og det alvorsfulde mødes, sker der noget særligt: ”Min mor siger at visse æg ikke bør koges./ Visse æg bør slet ikke udklækkes.// Min mor siger at der er visse æg hun allerede nede i urnen burde have pisket med en elpisker.” (s. 24). Det er altså barnet, der gengiver, hvordan moren fortryder at have fået hende. Det er jo i sig selv hjerteknusende. Men det er også denne barnets bogstaveliggørelse af morens billedsprog, denne elpisker, som gør billedet, og Kittis poesi i det hele taget, til noget meget foruroligende og noget helt særligt.