Deniz Kiy

Deniz Kiy er født i 1994 i Randers og vokset op i Odense med forældre, der er immigrerede fra Tyrkiet. Han har gået på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2019, og i 2021 udgav han sin første digtsamling, ”Blå øje (türkü)”.

Debutdigtsamlingen består af fire suiter, der ikke fortæller en sammenhængende historie, men som kredser om temaer som familie, sorg, sygdom, vrede, sang og fællesskab. Den tredje suite har navn efter den tyrkiske by Çorum, hvor hans familie kommer fra. I 1970’erne blev alevitterne, som tilhørte den socialistiske venstrefløj, systematisk angrebet og chikaneret af statsstøttede højrenationalistiske militser. Kiy skriver ikke decideret, at hans forældre er flygtet som politiske flygtninge, og man kender som læser ikke de specifikke omstændigheder, men det er en vigtig baggrund at have med for at forstå bogens sorgfulde alvor.
Der er selvfølgelig tale om karakterer i teksten, og derfor kan man ikke trække direkte paralleller til Kiys virkelige familie, men digterjeget i bogen hedder Deniz, så visse sammenfald må der siges at være. Og digtene er i høj grad undersøgelser af personlige rum. Et sted siger moren: ”jeg kan ikke huske mere/ siger mor om 1980/ jeg forstår siger jeg/ traumer som glaskugler under huden” (s. 37). I 1980 blev mindst 57 mennesker slået ihjel i en massakre i Çorum. Den benævnes ikke direkte i teksterne, men findes som et bagtæppe, en virkelighed, og farens politiske engagement nævnes, ligesom det skrives kort, at han er nedslidt af hårdt fysisk arbejde: ”baba er på hospitalet igen// tørre led og ru hænder ryggens kollaps en tvunget sommer i danmark/ rengøringens slid får ham til at sige/ jeg har nåle i benene” (s. 55).

Kiys interesse for litteratur startede, da hans forældres sprog kom til kort, når det kom til at læse Harry Potter højt for ham. Det tvang ham til gengæld til selv at lære at læse: ”Og derfra var det en ny verden, der åbnede sig op for mig – og et nyt lag af bevidsthed, som i kraft af min trang til at udforske skriften, blev en nødvendig del af mit jeg. Jeg læste bøger, prøvede at forstå sange, jeg skrev digte og fortællinger, det blev portaler til et indre og til noget andet, som måske ikke lige var til at forstå ved første øjekast.” (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview til Forfatterweb, juni 2024).

At læse og skrive er for Kiy ensbetydende med noget, der foregår imellem to sprog, med alt hvad det indebærer af oversættelser og besvær. Det betyder også, at han er med til at åbne for nye perspektiver i dansk poesi.

Türkü betyder folkesang på tyrkisk, eller ballade, og den genrebetegnelse er en god indgang til Deniz Kiys digte i debuten ”Blå øje (türkü)” (2021). Ballader er langsomme, dvælende, ofte sorgfulde besyngelser, men altid fortællende sange. Men hvilken rolle spiller folkesangen, når den, der synger den, er i eksil?

”rum til sår, og sorgen/ hvor er sazen til min türküs mislyd/ min spændte munds fald over sig selv/ sine sprog/ omkvæd/ krampe/ min tunge tunge” (s. 9). Mislyden her i digtet bor i kroppen. Man forstår, at digtets jeg kan tale flere sprog, men ikke er vant til det, tungen er tung, munden falder over sig selv i mødet med det uvante sprog. Krop og sprog er tæt forbundne allerede fra dette bogens første digt.

Familien i Tyrkiet repræsenterer det tabte hjemland, men også sammenhold, det er i Tyrkiet, man holder hinanden i armene i en kæde, når nogen dør, fordi man sørger sammen. Sorgen er et fællesskab i Kiys bog.

38898604

I det hele taget benytter Kiys digte sig af en intim form. De forklarer ikke, de formidler ikke, de oplever mærker og sanser. Digtene eksisterer i kraft af deres tyngde og rytme, det er digte, der søger det smukke. De skriver en virkelighed frem, der ikke fortælles, formidles eller forklares, men snarere erfares, fordi billederne er så præcise og sanselige. Moren ryger cigaretter under emhætten, mens hun laver te: ”nærværet i handlingen” (s. 61). Et andet sted ryges der cigaretter under åben himmel: ”cikaderne cigaretterne/ små lys vi har tændt omkring os (…) en åben himmel at give videre” (s. 58).

Det intime rum, digtene lukker os ind i, er også et skrøbeligt og sårbart rum, hvor man forsøger at finde frem til et sprog for noget, man endnu ikke har sprog for. Det er denne famlen, og denne tavshed, som vi også hørte om i første digt, hvor det blev kaldt mislyden. I sidste linje af sidste digt i den suite lyder det: ”der er en foruroligende lyd i mig” (s. 24). Det står ikke klart, hvad det er, måske heller ikke for digteren, men der er en uro, jeget bider negle og skal ofte bruge noget ”at ryge på”, noget der dulmer. Sårbarheden er ikke formidlet eller afklaret.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Blå øje (türkü)"