Deniz Kiy

Deniz Kiy er født i 1994 i Randers og vokset op i Odense med forældre, der er immigrerede fra Tyrkiet. Han har gået på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2019, og i 2021 udgav han sin første digtsamling, ”Blå øje (türkü)”.

Debutdigtsamlingen består af fire suiter, der ikke fortæller en sammenhængende historie, men som kredser om temaer som familie, sorg, sygdom, vrede, sang og fællesskab. Den tredje suite har navn efter den tyrkiske by Çorum, hvor hans familie kommer fra. I 1970’erne blev alevitterne, som tilhørte den socialistiske venstrefløj, systematisk angrebet og chikaneret af statsstøttede højrenationalistiske militser. Kiy skriver ikke decideret, at hans forældre er flygtet som politiske flygtninge, og man kender som læser ikke de specifikke omstændigheder, men det er en vigtig baggrund at have med for at forstå bogens sorgfulde alvor.
Der er selvfølgelig tale om karakterer i teksten, og derfor kan man ikke trække direkte paralleller til Kiys virkelige familie, men digterjeget i bogen hedder Deniz, så visse sammenfald må der siges at være. Og digtene er i høj grad undersøgelser af personlige rum. Et sted siger moren: ”jeg kan ikke huske mere/ siger mor om 1980/ jeg forstår siger jeg/ traumer som glaskugler under huden” (s. 37). I 1980 blev mindst 57 mennesker slået ihjel i en massakre i Çorum. Den benævnes ikke direkte i teksterne, men findes som et bagtæppe, en virkelighed, og farens politiske engagement nævnes, ligesom det skrives kort, at han er nedslidt af hårdt fysisk arbejde: ”baba er på hospitalet igen// tørre led og ru hænder ryggens kollaps en tvunget sommer i danmark/ rengøringens slid får ham til at sige/ jeg har nåle i benene” (s. 55).

Kiys interesse for litteratur startede, da hans forældres sprog kom til kort, når det kom til at læse Harry Potter højt for ham. Det tvang ham til gengæld til selv at lære at læse: ”Og derfra var det en ny verden, der åbnede sig op for mig – og et nyt lag af bevidsthed, som i kraft af min trang til at udforske skriften, blev en nødvendig del af mit jeg. Jeg læste bøger, prøvede at forstå sange, jeg skrev digte og fortællinger, det blev portaler til et indre og til noget andet, som måske ikke lige var til at forstå ved første øjekast.” (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview til Forfatterweb, juni 2024).

At læse og skrive er for Kiy ensbetydende med noget, der foregår imellem to sprog, med alt hvad det indebærer af oversættelser og besvær. Det betyder også, at han er med til at åbne for nye perspektiver i dansk poesi. Hans romandebut ”Blokkene” fra 2025 har også været med til at åbne for nye steder for litteraturen, nemlig de lejlighedsbyggerier, som kaldes sociale boligbyggerier, og som også kan havne på den såkaldte ghettoliste.

Deniz Kiys anden bog er en flerstemmig kollektivroman, der finder sted i nogle lejlighedsbyggerier. Dem, som man har kaldt nogle forskellige ting, boligblokke, sociale boligbyggerier, ghettoen, og her med romanens titel ”Blokkene” (2025).

Bogen følger en række forskellige karakterer, de fleste af dem i samme tidsperiode, en nutid der minder om 2020’erne, men der er en enkelt afstikker til begyndelsen af 00’erne. Hanna og Ihsan er nye forældre, hun skriver digte og forbereder revolutionen ved bl.a. at rekruttere kvinder i Syklubben. Han har natarbejde for at have flere timer sammen med sit nye barn.

141376306

Alil driver en kiosk, han har overtaget fra sin far, og han har også et misbrug af de smertestillende piller Tramadol. Hans afdøde ven Adam følger med omme fra baglokalet, ”alt for fri til at være en fantasi.” (s. 122). Sarah har gjort, hvad hun skulle og taget en uddannelse, men det er ikke nemt at finde et arbejde for en med et arabisk-klingende navn. Selvom det ikke er en overraskelse for hende, er det stadig hårdt at få alle de afslag på job, når man drømmer om sin egen lejlighed. Imens bor hun hjemme hos sin mor, der ser fjernsyn fra hjemlandet for at følge med i den politiske undertrykkelse, hun selv er undsluppet.

Der er ikke tale om en fletværkshistorie, hvor de forskellige karakterer finder sammen i et stort plot. Snarere er der tale om en roman, der insisterer på at fortælle historierne som sideordnede, så de tilsammen giver et indtryk af et miljø, der er kendetegnet af diversitet. Men de billige boliger er under udvendigt pres og ved at blive revet ned pga. politiske beslutninger. Og trykket kommer også indefra, fra bl.a. kriminalitet og stofafhængighed, og til sidst bliver det ligesom for meget, og der bliver stukket ild på det hele.
Og så skal det også nævnes, at det (social)realistiske flere gange skrider ud i magiske syner. Der er ikke kun tale om den døde Adam, som stadig hænger ud med sin ven Alil i kiosken. Blandt andet også Hanna har syner, der giver en mystisk bundklang til den politiske modstand.