Baggrund

Deniz Kiy er født i 1994 i Randers og vokset op i Odense med forældre, der er immigrerede fra Tyrkiet. Han har gået på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2019, og i 2021 udgav han sin første digtsamling, ”Blå øje (türkü)”.

Debutdigtsamlingen består af fire suiter, der ikke fortæller en sammenhængende historie, men som kredser om temaer som familie, sorg, sygdom, vrede, sang og fællesskab. Den tredje suite har navn efter den tyrkiske by Çorum, hvor hans familie kommer fra. I 1970’erne blev alevitterne, som tilhørte den socialistiske venstrefløj, systematisk angrebet og chikaneret af statsstøttede højrenationalistiske militser. Kiy skriver ikke decideret, at hans forældre er flygtet som politiske flygtninge, og man kender som læser ikke de specifikke omstændigheder, men det er en vigtig baggrund at have med for at forstå bogens sorgfulde alvor.
Der er selvfølgelig tale om karakterer i teksten, og derfor kan man ikke trække direkte paralleller til Kiys virkelige familie, men digterjeget i bogen hedder Deniz, så visse sammenfald må der siges at være. Og digtene er i høj grad undersøgelser af personlige rum. Et sted siger moren: ”jeg kan ikke huske mere/ siger mor om 1980/ jeg forstår siger jeg/ traumer som glaskugler under huden” (s. 37). I 1980 blev mindst 57 mennesker slået ihjel i en massakre i Çorum. Den benævnes ikke direkte i teksterne, men findes som et bagtæppe, en virkelighed, og farens politiske engagement nævnes, ligesom det skrives kort, at han er nedslidt af hårdt fysisk arbejde: ”baba er på hospitalet igen// tørre led og ru hænder ryggens kollaps en tvunget sommer i danmark/ rengøringens slid får ham til at sige/ jeg har nåle i benene” (s. 55).

Kiys interesse for litteratur startede, da hans forældres sprog kom til kort, når det kom til at læse Harry Potter højt for ham. Det tvang ham til gengæld til selv at lære at læse: ”Og derfra var det en ny verden, der åbnede sig op for mig – og et nyt lag af bevidsthed, som i kraft af min trang til at udforske skriften, blev en nødvendig del af mit jeg. Jeg læste bøger, prøvede at forstå sange, jeg skrev digte og fortællinger, det blev portaler til et indre og til noget andet, som måske ikke lige var til at forstå ved første øjekast.” (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview til Forfatterweb, juni 2024).

At læse og skrive er for Kiy ensbetydende med noget, der foregår imellem to sprog, med alt hvad det indebærer af oversættelser og besvær. Det betyder også, at han er med til at åbne for nye perspektiver i dansk poesi.