Kiys digte kan ved første gennemlæsning virke lidt lukkede, dystre, fordi de er fulde af alvor, men man skal ikke forveksle det med, at de er mystiske, det er de ikke. Hvis man kan komme til at tænke det, er det fordi, de har en særlig sang-kvalitet, noget rytmisk stærkt i linjerne. Ikke at de er popsangs-agtige med omkvæd og hooks. Der er nogle motiver, der går igen i teksten: albuer, emhætter, ansigter og cigaretter. De er folkesangsagtige, fortællende, men opsplittede og fragmentariske. Fragmentariske er Lean Nielsens ”Ballader om vold og ømhed” (1976) ikke, men fortællende og rytmiske er de. Også mere snaksalige og humoristiske end Deniz Kiys, men ligesom Kiy er Nielsen optaget af familien som et rum, hvor klassesamfundet også er til stede.
Sidsel Ana Welden Gajardo, som mere er generationsfælle med Kiy end Lean Nielsen, skriver også om eksilerfaringen og om at komme fra forskellige nationaliteter. I hendes bog ”Du er min arv” (2023) er det faren, som er politisk flygtning fra Chile, der repræsenterer det andet tilhørsforhold. Han er traumatiseret, og Welden Gajardos bog er på sin vis en undersøgelse af, hvordan traumer kan gå i arv. Kiy bevæger sig også ind på det her emne, men ikke så direkte.
Burcu Sahin, som Kiy selv nævner som en af sine inspirationskilder, er en svensk digter, som også har skrevet meget om sin tyrkiske baggrund. Særligt i hendes første bog, ”Broderier” (2018), som Kiy har oversat uddrag af til dansk, som er udgivet i antologien ”Nyere svensk poesi” (2022).
Mikas Lang er en digter, der har skrevet meget om komplicerede tilhørsforhold, og også om den racisme, man møder i Danmark, når man er racialiseret. Både hans første digtsamling ”Melanin” (2019) og hans anden digtsamling ”Og spøgelser” (2021) tematiserer dette.