bøjede albuer
en armkæde
et grædekor
ét hævet ansigt i dalen
senere i haven
dedes rystende hænder
med både af kvædepærerne
delte dem forsigtigt imellem os
små velsignelser
hos os er livet også døden
at det som dør vil bringe livet på ny
can cana
sagde han som den sidste
til at fortælle os om os”
Türkü betyder folkesang på tyrkisk, eller ballade, og den genrebetegnelse er en god indgang til Deniz Kiys digte i debuten ”Blå øje (türkü)” (2021). Ballader er langsomme, dvælende, ofte sorgfulde besyngelser, men altid fortællende sange. Men hvilken rolle spiller folkesangen, når den, der synger den, er i eksil?
”rum til sår, og sorgen/ hvor er sazen til min türküs mislyd/ min spændte munds fald over sig selv/ sine sprog/ omkvæd/ krampe/ min tunge tunge” (s. 9). Mislyden her i digtet bor i kroppen. Man forstår, at digtets jeg kan tale flere sprog, men ikke er vant til det, tungen er tung, munden falder over sig selv i mødet med det uvante sprog. Krop og sprog er tæt forbundne allerede fra dette bogens første digt.
Familien i Tyrkiet repræsenterer det tabte hjemland, men også sammenhold, det er i Tyrkiet, man holder hinanden i armene i en kæde, når nogen dør, fordi man sørger sammen. Sorgen er et fællesskab i Kiys bog.
38898604
I det hele taget benytter Kiys digte sig af en intim form. De forklarer ikke, de formidler ikke, de oplever mærker og sanser. Digtene eksisterer i kraft af deres tyngde og rytme, det er digte, der søger det smukke. De skriver en virkelighed frem, der ikke fortælles, formidles eller forklares, men snarere erfares, fordi billederne er så præcise og sanselige. Moren ryger cigaretter under emhætten, mens hun laver te: ”nærværet i handlingen” (s. 61). Et andet sted ryges der cigaretter under åben himmel: ”cikaderne cigaretterne/ små lys vi har tændt omkring os (…) en åben himmel at give videre” (s. 58).
Det intime rum, digtene lukker os ind i, er også et skrøbeligt og sårbart rum, hvor man forsøger at finde frem til et sprog for noget, man endnu ikke har sprog for. Det er denne famlen, og denne tavshed, som vi også hørte om i første digt, hvor det blev kaldt mislyden. I sidste linje af sidste digt i den suite lyder det: ”der er en foruroligende lyd i mig” (s. 24). Det står ikke klart, hvad det er, måske heller ikke for digteren, men der er en uro, jeget bider negle og skal ofte bruge noget ”at ryge på”, noget der dulmer. Sårbarheden er ikke formidlet eller afklaret.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Blå øje (türkü)"