Deniz Kiy fortæller i et interview med Forfatterweb, hvordan tiden, han skrev ”Blå øje (türkü)” i, var præget af tanker om at miste sine bedsteforældre i Tyrkiet. Noget, der satte gang i mange tanker om slægtskab, hjem, sorg og identitet og forbindelse. Han fandt frem til at skrive en slags türküer, tyrkiske folkesange, på dansk, fordi de traditionelt beskæftiger sig med tematikker som sorg, kærlighed, krig og traume, og som genindspilles og genfortolkes gang på gang for ikke at glemme, for at holde fortiden i hævd.
”Mit arbejde med at gøre genren ’dansk’ var både befriende og svært. På en måde kan man sige, at tyrkisk er mit hjertes sprog og dansk mit hoveds. Med andre ord krævede det oversættelser af symbolik, ritualer og store som små tonelejer for at skrive tyrkiske kulturtraditioner ind i dansk samtidspoesi. Men jeg fandt en poesi, der både var intim og nær, samtidigt med at den holdt sig selv privat og beskyttet. Man kan sige, at titlen, Blå øje, indbefatter dette; den tyrkiske amulet, der findes i alle hjem, som et øje på væggen, en amulet imod onde øjne, der så snart bogen åbnes, forsøger at trænge ind som et fremmedgørende blik.” (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview til Forfatterweb, juni 2024).
Arbejdet med at skrive de nære og intime rum frem er fortsat for Kiy i romanen ”Blokkene”. Her er karaktererne folk fra arbejderklassen, der bor i de billige boliger, man kalder sociale boligbyggerier, og som kan havne på ghettolisten. Det er deres rige, indre liv, der skildres med stor omhu og ømhed. Det er rengøringshjælpen på den lokale folkeskole, den natarbejdende lagerarbejder, kioskindehaveren med et pillemisbrug, den nyuddannede jobsøgende. Deres liv er normalt genstand for politikere og medier, her er de hovedpersoner, subjekter med hjemløs sorg og grænseløs kærlighed.
I debutdigtsamlingen handlede det om familien og eksilerfaringen, hvordan man lever mellem to nationaliteter. I romanen er perspektivet udvidet, og det handler nu om et helt miljø, et sted i verden, man sjældent har læst om.