Deniz Kiy fortæller i et interview med Forfatterweb, hvordan tiden, han skrev ”Blå øje (türkü)” i, var præget af tanker om at miste sine bedsteforældre i Tyrkiet. Noget, der satte gang i mange tanker om slægtskab, hjem, sorg og identitet og forbindelse. Han fandt frem til at skrive en slags türküer, tyrkiske folkesange, på dansk, fordi de traditionelt beskæftiger sig med tematikker som sorg, kærlighed, krig og traume, og som genindspilles og genfortolkes gang på gang for ikke at glemme, for at holde fortiden i hævd.
”Mit arbejde med at gøre genren ’dansk’ var både befriende og svært. På en måde kan man sige, at tyrkisk er mit hjertes sprog og dansk mit hoveds. Med andre ord krævede det oversættelser af symbolik, ritualer og store som små tonelejer for at skrive tyrkiske kulturtraditioner ind i dansk samtidspoesi. Det var omstændeligt. Men jeg fandt en poesi, der både kunne bære flerdobbelte betydninger, og derfor mange måder at forstå den på, og en poesi, der både var intim og nær, samtidigt med at den holdt sig selv privat og beskyttet. Man kan sige, at titlen, Blå øje, indbefatter dette; den tyrkiske amulet, der findes i alle hjem, som et øje på væggen, en amulet imod onde øjne, der så snart bogen åbnes, forsøger at trænge ind som et fremmedgørende blik,” fortæller han (Andreas Eckhardt-Læssøe: Interview til Forfatterweb, juni 2024).
Det blå øje har konnotationer til at være blåøjet i betydningen naiv, og at få et blåt øje af at blive slået i hovedet, og frem for alt til den tyrkiske amulet, som hedder en Nazar. Det anvender man primært til at beskytte mod onde øjne. Når man skriver om sin racialiserede baggrund i Danmark, er der noget sigende i at vælge en beskyttende besværgelse som titel. Den danske litterære offentlighed er præget af hvidhed, hvilket bl.a. betyder, at der er en implicit forventning til en digter med netop den baggrund som Kiy har, fordi der indtil videre ikke er så mange, der har skrevet fra den position. Forventningen går på at udlevere, blotlægge familiens historie, skrive vidnesbyrdet. Kiys digte udmærker sig ved at levere dette nære, intime rum, men fordi det kommer i glimtvise, stemningsmættede sekvenser, bibeholder det stadig en fornemmelse af noget familiært, ikke offentligt. Det er en flot og omsorgsfuld form, Kiy på den måde finder frem til.