Beslægtede forfatterskaber

I Jan Kjærs forfatterskab støder man som læser flere gange på børn med særlige evner. Evnerne har mange forskellige udtryk og varierer fra aura-læsning i ”Englejægeren” over magi i ”Heksebogen”-serien til det at kunne læse et andet menneskes indre i ”Menneskejægerne”-serien. Netop den sidste evne kan man finde i en anden populær fantasyserie, nemlig Skammer-serien skrevet af Lene Kaaberbøl. Skammer-serien består af fire bind: ”Skammerens datter” (2000), ”Skammertegnet” (2001), ”Slangens gave” (2001) og ”Skammerkrigen” (2003). Serien handler om pigen Dina, der er skammerens datter. Dina og hendes mor besidder en særlig evne. De kan se, om mennesker taler sandt og derfor bliver skammerne tilkaldt, når skyldsspørgsmål skal afgøres i forbindelse med forbrydelser.

Skammerne udfylder en vigtig funktion i samfundet, men fordi de har en særlig indsigt i andre menneskers allermest private og indre liv, lever de som en slags udstødte. Præcis det samme gør sig gældende for Luka, der har synet og derfor kan se ethvert menneskes indre. Han kan bruge sin evne som menneskejæger, men evnen betyder også, at andre mennesker er på vagt, når han er i nærheden. Den særlige evne er for både Luka og Dina en tvetydig gave. En gave der giver dem en uvurderlig fordel i forhold til at overkomme udfordringer på deres vej, men også en gave, der betyder ensomhed og isolation fra fællesskabet.

Karakteristisk for Jan Kjærs forfatterskab er også brugen af tegneserieelementer i kapitelbøger. En anden forfatter, der anvender illustrationer på samme måde, er Lise Bidstrup. Det gør sig f.eks. gældende i Magiens stjerne-serien, hvor søskendeparret Cam og Jules skal samle Magiens Stjerne for at helbrede en dødeligt syg ven. Fælles for de fem bind i serien: ”Madam Vittas hemmelighed” (2012), ”Sorte hånds broderskab” (2012), ”Familiens sorte får” (2012), ”Det skjulte vers” (2013) og ”Rakkerhulen i Chiva” (2013) er, at fortællingen veksler mellem tekststykker og illustrationer i form af tegneseriepaneler. Illustrationerne er således ikke blot understøttende for teksten, de bærer fortællingen frem ved egen kraft.