Englejægeren

Citat
”Netop da Troels gik forbi hende strejfede, hans hånd hendes arm. Blodet frøs til is i Mayas årer. Det var ikke på grund af berøringen eller hans askegrå hud og det tomme blik i hans øjne. Der var noget helt andet galt. Troels udstrålede ingen aura overhovedet.”

”Englejægeren”, s. 30.

I 2016 udgav Jan Kjær ungdomsromanen ”Englejægeren”, der handler om drengen Miki, der opdager, at han har en særlig evne.

Miki bor i Greve sammen med sin søster og sin mor. Miki har det svært. Han savner sin far, der har forladt familien. Miki pjækker fra skolen, og når han endelig dukker op, bliver han mobbet af Troels fra 8. klasse. Ved et tilfælde opdager Miki, at han kan styre andres handlinger gennem sine tanker. Og da Troels samme dag har været ekstra led, ønsker Miki, at Troels skal komme slemt til skade.

Næste dag kommer Miki i skole til en skræmmende nyhed. Troels er blevet stukket ned. Mens skolelederen giver eleverne beskeden, bliver Miki iagttaget af pigen Maya. Miki er nemlig ikke den eneste, der har en særlig evne. Maya kan se folks aura, en slags lys der omgiver alt levende. Og Maya kan se, at Mikis aura er fuld af frygt i modsætning til resten af skolens elever, hvis aura udstråler sorg og tristhed.

52557070

Inden Maya kan nå at undersøge det nærmere, dukker Troels op. Troels der burde ligge på sygehuset, døden nær. Tilsyneladende er han helt frisk, men Maya ser straks, at Troels ingen aura har. Der er noget grueligt galt. Da Miki og Maya kort efter overrasker en mystisk, mørk skikkelse, i færd med at suge livet ud af Troels, bliver de hvirvlet ind i en kriminalsag med tråde 200 år tilbage i tiden. På flugt fra den skumle PET-agent Schmidt får Miki og Maya brug for deres særlige evner, hvis de skal overleve.

Tematisk kredser ”Englejægeren” om ensomhed og om at gøre det rigtige. Både Miki og Maya føler sig udenfor, fordi de har evner, som ingen andre har. Først da de møder hinanden, kan de dele deres hemmelighed og bryde den ensomhed, de har befundet sig i. Miki og Mayas evner betyder også, at de har en særlig indsigt i og magt over andre. Med evnerne følger et stort ansvar. Evnerne kan nemlig bruges til både godt og ondt. Miki og Maya må undervejs træffe svære valg, og fortællingen er dermed ikke kun en kriminalhistorie med fantasyelementer, men også en dannelsesberetning, der viser hvordan Miki og Maya udvikler sig som mennesker.