I 2017 udkom ”Dig & mig & Zlatan”, der er Jonas Kleinschmidts debutroman. Her skildres hovedpersonen Lasse, som går i 9. klasse og har det rigtig skidt. Hans storebror Martin er død ved en bilulykke for to år siden, og hans forældre har lige siden været skygger af sig selv. Lasse er derfor meget ensom, han har trukket sig fra kammeraten Oliver og er så usikker og selvbevidst, at han knap kan træde ind i klasselokalet uden at bekymre sig om, hvordan han ser ud, og hvordan hans stemme lyder. I Lasses stille tilværelse er der heldigvis to ting, der får hjulene til at dreje rundt: Fodbold og musik. Zlatan Ibrahimovic er Lasses store fodboldidol, og i hans overlegne og enspænderprægede spillestil finder Lasse glæde og mod, men stilstanden synes ubrydelig.
53354939
Så sker der heldigvis noget: Tobias, den nye dreng i klassen, er lige præcis den ven, der skal til, for at Lasse kan finde fremdrift og glæde i tilværelsen igen. For Tobias er Lasses modsætning: Fuld af selvtillid, let til smil og glad af sind. Lasse er selvfølgelig frygtelig usikker, for han kan hurtigt mærke, at han har noget på spil over for Tobias. Heldigvis afvæbner Tobias det skrøbelige scenarie, og de bliver rigtig gode venner. Med Tobias tilføres Lasses tilværelse nye, tiltrængte perspektiver – positivt i form af hans farverige mor, Suzette, der som ung har haft en affære med Bruce Willis på Kreta. Men også negativt med en ubehagelig stedfar, der bringer sider frem i vennen, som Lasse ikke helt kan forliges med. I venskabet lærer Lasse derfor sig selv bedre at kende, og bærende elementer i hans eget liv og i hans egen personlighed toner frem.
Tematisk kredser romanen om sorg, tab, ensomhed og venskabets betydning og muligheder for at finde tilbage til sin egen indre styrke. Venskabet med Tobias påbegyndes som en redningsplanke for Lasse, men som det vokser, styrkes Lasse, og til slut vendes rollerne ligefrem rundt. På den måde mærker Lasse sin integritet trods pres både udefra og indefra, og han formår at frigøre sig fra det ensomme og sorgfyldte liv og bevæge sig hen imod en friere, mere åndbar tilværelse. Som sit idol Zlatan ønsker Lasse nemlig at turde gå selv, og det tør han i romanens slutning.