”Drengene” fra 2018 er Jonas Kleinschmidts anden roman, og både stemnings- og tempomæssigt adskiller den sig meget fra debuten ”Dig & mig & Zlatan”. Her er fokus sat på gruppedynamikken i en drengegruppe, hvor dramaet og katastrofen lurer i horisonten.
Hovedpersonen Jakob vokser op sammen med vennerne Pjevs, Bjørn, Sebastian, Carl og Bornholmeren i en forstad til København. Drengene møder hinanden allerede ved skolestart og holder sammen frem til en skæbnesvanger sidste skoledag i 9. klasse. Jakob bearbejder ulykken ved at fortælle gruppens historie to år efter, hvor han fortsat plages af skyldfølelser.
54966490
Vennerne kender hinanden virkelig godt. Nok også for godt. Jakob fortæller tidligt i sin beretning, at kammeraten Sebastian f.eks. kan få det uhyre dårligt af at spise noget, der er for gammelt, men at gruppen aldrig udnytter den viden. Det passer bare ikke. Senere udnytter Jakob nemlig sin viden om en anden af vennens svage sider, og det får store konsekvenser. Hele romanen er præget af jeg-fortællerens nagende skyldfølelse over det, der skete, og hans forsøg på at gennemtrevle venskabet i gruppen fra første til sidste dag bæres af en trang til at forstå, hvordan det kunne gå så galt for lige præcis dem som gruppe.
Romanen søger at favne det hele – alle gruppens medlemmer, udvikling, begivenheder og stemninger, fra drengene er helt små og skolestartere, til de går ud af skolen som teenagere. Plottet bygges op med suspense, for man ved fra starten, at en tragedie vil indtræffe, men man forsøger hele vejen igennem at regne ud, hvad der er sket. Det fylder også at gennemskue jeg-fortælleren, Jacob. Er han nu også så troværdig, som han godt vil fremstå? Og er gruppens venskab så stærkt, som han påstår?
Tematisk har romanen en mærkbar tyngde. Gruppepres og medløberi løber ildevarslende nedenunder beskrivelserne af det ubekymrede ungdomsliv, og alvoren sætter sig igennem via romanens indtrængende og skæbnesvangre tone. Samtidig er fortællingen gennemsyret af jeg’ets kærlighed til barndoms- og ungdomskammeraterne og hans sorg over at have mistet dem. For hvem er han nu uden gruppen? Usagt og uerkendt er det i virkeligheden det spørgsmål, der nager ham mest.