Englene over København

Citat
”Det var en fejl. Over 100 uskyldige mennesker mistede livet den dag på grund af en fejl. Men missionen lykkedes. Missionen var en succes. Jeg lukker siden ned og lægger telefonen fra mig på gulvet. Jeg ligger på ryggen og stirrer op i loftet. Så begynder jeg at græde.”
”Englene over København”, s. 218.

”Englene over København” er en poetisk titel til en roman, der handler om den største nyere katastrofe i Danmarkshistorien, nemlig englændernes fejlbombardement af Den Franske Skole i 1945 under Anden Verdenskrig. Jonas Kleinschmidts roman fra 2020 skildrer sorg, tragedie og venskab med en varme, der samtidig også tillader plads til at opleve katastrofen uden at forklejne den.

47848067

Johannes er 17 år og overrumplet af sorg. Hans farfar er netop død, og han flygter fra dødslejet og ud i skoven på en stjålet cykel. Her møder han en dreng på sin egen alder, som han følger med hjem, og da han er ved at blive kørt over af en sporvogn og støder på nazisterne på Frederiksbergs gader og stræder, går det efterhånden op for ham, at han er ude på en tidsrejse og er tilbage i 1945 – og har mødt sin farfar som ung. De to jævnaldrende drenge opbygger hurtigt et tillidsforhold, og Johannes når også at lære farfaderens venner at kende, før den store katastrofe indtræffer, og Den Franske Skole bombes. Johannes og farfaderen deltager i redningsarbejdet, og Johannes tager bevæget og forandret tilbage til sin egen tid, hvor han nu, med en afgørende ny forståelse af sin farfar, er i stand til at tage afsked med ham.

Med bogens brug af tidsrejsen opnås rammeromanens effekter. Vi har yderst en nutidig, realistisk ramme og indeni en fortidig, mere surrealistisk historie fra 1945, hvor Johannes er jævnaldrende med sin egen farfar. Det fortællergreb leger med, at læseren på samme måde som Johannes oplever Danmark under besættelsen helt tæt på, og via hans øjne får lov at undre sig over tøjstil, gammeldags udtale, madlavning osv. I stedet for mere simpelt at lade romanen foregå i 1945, så ophæver tidsrejsen den moderne læsers naturlige distance til den historiske periode, og på den måde muliggøres identifikationen med den 17-årige hovedperson.

En central tematik er Johannes’ krise med at acceptere tabet af sin farfar. Den sorgproces skildres håndgribeligt med tidsrejsen og efter den klassiske eventyrmodel ”hjemme – ude – hjem”. Ved dødsfaldet er Johannes hjemme, men chokeret drives han ud i skoven på den dannelsesrejse, der modner ham til at kunne vende hjem igen og rumme tabet og sorgen.