Beslægtede forfatterskaber

Roskva Koritzinsky har fortalt, at hun er inspireret af forfattere som Clarice Lispector, Fleur Jaeggy og Judith Hermann. Om end brasilianske Lispector skriver i en anden tid, har Koritzinsky og hun de følsomme, psykologiske menneskeportrætter til fælles.

Der er ligeledes adskillige lighedspunkter mellem Koritzinsky og schweiziske Jaeggy – ikke mindst hvad angår karaktererne. Hos begge virker de på en måde uforanderlige, som om de ikke ændrer sig, og de heller ikke har de store forhåbninger om eller overhovedet forsøger på at gøre det. De er, som de er – et resultat af deres ophav eller – primært hos Jaeggy – det sted, de er født. Tyske Judith Hermann er, ligesom Koritzinsky, primært novelleforfatter, og hendes debut ”Sommerhus, senere” er nært beslægtet med Koritzinskys ”Jeg har endnu ikke set verden”. I begge værker er karaktererne hovedsageligt unge, og deres liv er præget af tilfældigheder – tilfældige sammenstød mellem mennesker, hvad end det er kærlighedsaffærer, venskaber eller det modsatte. Ubeslutsomhed og karakterer, der ikke evner at engagere sig og knytte bånd for alvor, er i centrum i begge værker.

En anden oplagt forfatter at sammenligne med, er amerikanske Lydia Davis, der hovedsagligt skriver noveller. Begge skriver primært om det indre kaos, som vel de fleste mennesker indeholder, men det bliver aldrig penslet ud. I stedet skrives det frem i fantastiske, finurlige og ofte overraskende sætninger.

En helt anden forfatter, som er relevant at nævne, er danske Tove Ditlevsen. Den længsel og desillusion, man møder hos karaktererne hos Koritzinsky, optræder i høj grad også i Tove Ditlevsens univers, og i begge forfatterskaber møder man en trang til, at sproget skal forløse karaktererne. Som Koritzinsky beskriver det i et interview: ”Både mine hovedpersoner og jeg selv kæmper med en tiltro til, at sproget skal være det, som forløser én. Jeg har læst, at det, der kendetegner en deprimeret hjerne, ikke er, som man skulle tro, at den er apatisk, død i det. Lige inden depressionen rammer, er hjernen tværtimod hele tiden manisk i gang med problemløsning; du tror, at ' hvis jeg bare tænker anderledes om dette, så kan jeg undgå at have det sådan her', du leder hele tiden efter mentale flugtveje, for at undgå at føle det, du gør. Det er en meget sproglig ting. Og jeg tænker, at det netop er det, personerne i min bog gør. De er hele tiden desperat på jagt efter en formulering eller en indsigt, som kan forandre, hvordan de føler, at det er at være til i verden. Måske er det, de egentligt har brug for, at holde op med at tænke. Falde til ro. Men de aner ikke hvordan. Det er sproget, som redder dem og ødelægger dem på samme tid.” (Linea Maja Ernst: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21).